Folketingsvalget skal rykke det grønne et niveau op: Nu vil vi se konkrete og bindende mål

Alle vandrørerne på Christiansborg synger om valg inden jul. Og hvad der er vigtigere: Alle de politiske partier opfører sig, som om det kommer en af dagene.

Så det bliver også denne klummes udgangspunkt, når jeg prøver at give et svar på, hvordan vi nu tre år efter det store klimavalg egentlig har det i forhold til den grønne omstilling?

Spørgsmålet er ikke formuleret med sylklar præcision og antyder da også et svar, der bliver mærkeligt søgende, selv om der er rigtig mange objektive og målbare observationer at holde sig til.

For eksempel er mediebilledet efter sidste valg langt mere præget af grønne temaer, skandaler og historier.

Der er taget meget store skridt, når det gælder lovgivning med klimalov og også biodiversitet, og ude i virkeligheden sættes der milliarder af kroner og euro af til vedvarende energi, brint og Power-to-X og millioner af kroner til oprydning af fortidens synder. Og grønne krav er på vej overalt i erhvervslivet. 

Vi står på en brændende platform. Men uden troen på, at vi kan klare det, og at opgaven både er spændende og givende for hver og en, går det ikke

Steen Gade

Listen over objektive målbare store skridt fremad er meget længere og skal nok blive offentliggjort, når vi når frem til selve valget.

Ligesom listen over alt det, der ikke er sket endnu, alt det forsømte og alt det, der kom for sent. Om transport, om landbrug og natur,  fødevarer, om hockeystav, forbrug og vaner. 

For vi befinder os i et eller andet slags vakuum. Aldrig er der sket så meget på tre år. Aldrig har kritikken af manglerne været så hård. Helt i modsætning til den forrige regeringsperiode, hvor det meste blev sat i stå uden nævneværdig kritik og en ret ligeglad mediedækning. 

At målestokken for succes er blevet voldsomt skærpet er kun rigtig godt og helt nødvendigt, men den iltfattige atmosfære, meget af diskussionen foregår i, hjælper nok ikke omstillingen hurtigt nok.

For nytter det egentlig, tror jeg en del tænker, når dagens aktuelle grønne sag kører over skærmen og FN's bæredygtighedsmål ikke længere har nyhedens interesse. 

Der mangler simpelthen begejstring og glæde - gerne kombineret med vred utålmodighed. For vi står jo på en brændende platform. Men uden troen på, at vi kan klare det, og at opgaven er både spændende og givende for hver og en, går det ikke. 

Det er selvfølgelig lettere skrevet end gjort, og jeg skal blot forsøge mig med noget af det, jeg tror bliver helt afgørende for, at den grønne omstilling, bliver en begejstrende folkesag.

For vi skal jo alle rulle vinduerne ned og ærmerne op. Samfundet skal bygges om helt fra grunden, hvor olie, kul og gas skal erstattes af vedvarende energi og brint, og hvor fortrængning af natur og forringelserne af biodiversitet skal erstattes af mere natur og målrettet satsning på mere biodiversitet.

Samtidig med at vi ændrer selve grundlaget, skal vi ændre i alle led, sektor for sektor med bæredygtighed som mål.

Måske vi skal kalde det ombygning. Det ved vi kræver knofedt og omtanke. At vi ruller ærmerne op i stedet for at slappe af. Så drop al snak om, at vi løser ombygningen ved at arbejde mindre. I stedet med større glæde og begejstring, fordi det giver mening. 

Mit sommerønske til det politiske Danmark er, at konkurrencen op til valget kommer til at handle om, hvem der klarest får formuleret en grøn og bæredygtig vision med konkrete og bindende mål år for år frem til 2030

Steen Gade

Og så er det, at vi virkelig mangler undervisningssektoren i hele sin bredde. Folkeoplysning for alle dem, der bare vil i gang, og så alt det andet.

Folkeskolen er slet ikke på plads, og vi kan fortsætte opad helt til de længste universitetsuddannelser. Gode eksempler er der da, men en samlet forståelse af, at netop undervisningssektoren er helt afgørende for at få ombygningen til at ske hurtigt nok, har vi slet ikke. Men det tror, jeg den er.

Omskoling  hører jo sammen med ombygning, og alle – jeg mener alle – skal vi lære nyt. Livslang læring hed det engang. Her har vi en kæmpestor forsømmelse, som rammer bredt. Også mig selv, da jeg som politiker ikke insisterede stærkt nok på en meget bedre formålsformulering i folkeskoleloven. 

Der skal jo være noget i det for os selv. Derfor bør vi arbejde meget mere med at tydeliggøre de mange gevinster, der er at hente, når skraldemændene også kan kalde sig aktivister i den cirkulære økonomi, og syersken kommer til værdighed, når hun/han får hæderspladsen i tøjbutikken, hvor vi også kan få vores tøj repareret.

Når de kommuner, der stiller jord og befolkning til rådighed for de mange flere solcelleparker og kæmpestore vindmøller, vi har brug for, også får en del af fortjenesten ved elproduktionen. Noget for os selv som personer og noget for fællesskaber. Nye job og alle om bord.