Vanopslagh har lagt den vilde liberalisme bag sig og sværger nu til en højere moral

Da den konservative canadiske psykolog Jordan B. Peterson sidste år holdt foredrag i samme hal om sin bog, var Alex Vanopslagh blandt de begejstrede tilhørere.

"Det er mine vælgere, der læser ham", som partiformanden betroede Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, hvilket hun videreformidlede i en pragtartikel i sit eget medie om den middag, der var arrangeret for en udvalgt skare med selv samme Peterson.

Det er næppe tilfældigt, at Vanopslagh taler om ansvar, udgiver bog om samme og holder foredrag samme sted som den canadiske psykolog, der ligesom partiformanden har en voldsom popularitet blandt både kulturkonservative og mere klassisk liberale unge.

Vanopslagh er ikke bare Daddy på TikTok, han også fanboy – af Peterson, forstås.

I det hele taget har Vanopslagh givet sit parti et mere klassisk konservativt tilsnit. Selv om også Samuelsen talte om fædrelandskærlighed, gør Vanopslagh det både mere salvelsesfuldt og med ansigtet lagt i betydeligt alvorligere folder, lige som han bærer sin kristenhed mere demonstrativt end Samuelsen.

Vanopslagh har givet sit parti et mere klassisk konservativt tilsnit

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Begge de to LA-ledere har opnået en stor popularitet blandt ungdommen.

Samuelsen med et frihedsbudskab om, at du kan stræbe mod stjernerne. Du kan godt.

Vanopslagh med et budskab om, at du skal tage ansvaret på dig. Du kan godt.

Partiet har faktisk kørt kampagne med dét budskab under begge d’herrer. Men tonen, vinklen og perspektivet er vidt forskelligt.

Kun den yderste venstrefløj vil i dag tale om LA som ultraliberalister. Flamboyancen i overhalingsbanen er blevet parkeret, og ud ruller værdierne fra det Vanopslagh kalder det konkrete Danmark; Hilseformer, Høflighed og Hygiejne. Det er ikke noget jeg finder på. Det er mandens egne ord!

På den måde er Vanopslagh liberal til tiden. Eller måske nærmere liberal af tiden. For former vore politikere deres samtid eller formes de af tidsånden? Oftest det sidste.

I 1980’erne fik den økonomiske liberalisme med et konservativt tilsnit sin opblomstring. Med Reagan og Thatcher i USA og Storbritannien. Men også i de borgerlige ungdomsbevægelser og især i dele af Venstre med den unge skatte- og senere økonomiminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.

Partiets udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen stod som et demokratisk fyrtårn i kampen imod de kommunistiske regimer i Østeuropa, og vi fik nærmest en fornemmelse af, at han havde en afgørende finger med i spillet om frigørelsen af de baltiske lande fra Sovjetunionen.

Da danskerne havde vænnet sig til at få den økonomiske tryghed tilbage efter Schlüters økonomiske genopretning og Poul Nyrups fortsatte fokus på samme, skiftede Anders Fogh som ny Venstrefomand det mere liberalistiske ud ved at gøre Venstre til et velfærdsparti.

Det hjalp ikke den socialdemokratiske statsminister Nyrup, at han hev siderne ud af Foghs liberalistiske kampskrift 'Fra socialstat til minimalstat' under et stort vælgermøde i Valbyhallen i 2001.

Kun den yderste venstrefløj vil i dag tale om LA som ultraliberalister

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fogh havde allerede selv mentalt revet bogen itu og gået fra hulemand til julemand, som tidens spøgefugle formulerede det. Tidens liberalisme var socialdemokratisk.

Det førte selvfølgelig til murren i krogene. Pind & Co lavede de ti teser, der skulle gøre Venstre mere liberalt, men blev mødt af Foghs hammer. Det var ikke liberalisme til tiden.

Ny Alliance, der blev dannet og brændte ned som midterparti, genopstod i en nyliberal udgave under navnet Liberal Alliance. Her var der fuld knald på både den økonomiske og værdimæssige liberalisme. Lavere skatter og mere frihed.

"Du kan godt" og "Det bestemmer du bare selv" blev slagordene under Samuelsen, imens økonomien og globaliseringen buldrede derudad. Tidsånden indkapslet i kampagnen "All you need is love – og økonomisk vækst" – Peace, love og fucking meget frihed til at gøre lige, hvad du vil.

Men tiden er ikke længere til den vilde liberalisme. Tiden er konservativ. Og Liberal Alliance og partiformand Vanopslagh er fulgt med tiden. Tidligere var partiet til eksempel en ensom bannerfører for homoseksuelles rettigheder blandt de borgerlige.

I dag er de mildest taget skeptiske når det kommer til transseksuelle eller udvidede abortrettigheder. Frihed og frisind er blevet afløst af løftede pegefingre og en snært af moralisme. Eller måske konservativsme?

Nu skal du ikke længere gøre, hvad du vil eller vise, hvad du kan. Du skal gøre som forventet, og vise at du kan taget det på dig. 2010'ernes tillidsliberalisme er afløst af det tunge ansvar. Fra ’fest og farver’ til ’Pater Politicus’.

Frihed og frisind er blevet afløst af løftede pegefingre og en snært af moralisme

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Tiden kalder på ansvar, argumenteres der. Og det er jo rigtigt: klimakrise, krig i Europa, corona og usikker økonomi (i hvert fald uden for landets grænser) har påvirket os alle. Måske givet et fornyet behov for tryghed.

Så nu skal selv liberale politikere give råd til, hvordan man skal leve sit liv. På den måde skiller Liberal Alliance sig ikke længere så politisk ud i forhold til de konservative, Venstre eller Nye Borgerlige.

Men de har selvfølgelig hverken en mislykket statsministerkampagne, et svigt af det borgerlige Danmark eller en selvnedbrændt folketingsgruppe i bagagen. På den måde fremstår partiet som det mest lækre af de fire liberal-konservative partier.

Og med en partiformand, der selv har taget rejsen fra liberal-liberal ungdomsformand til det mere traditionelle borgerlig som partiformand. På den måde er både parti og partiformand Vanopslagh liberal til tiden.