Lobbyistens finanslovs-kalender

MANDAGSTRÆNEREN: For en række organisationer er finanslovs-sæsonen for længst i gang: Siden nytår har de diskret forsøgt at bearbejde embedsmændene og ministrene. Andre organisationer venter til efterårets finanslovs-slutspil i håb om en luns som den, jordemødrene fik.

Det var ikke helt ringe lobbyarbejde, da det i november lykkedes Jordemoderforeningen – i et fornuftsægteskab med Enhedslisten – at få et tocifret beløb til landets fødeafdelinger på årets finanslov.

Ekstrabeløbet var ikke med i regeringens oprindelige sundhedspakke på fem milliarder: Kræftens Bekæmpelse og andre store sygdomslobbyister havde allerede fået deres ønsker opfyldt – takket være deres dybe kontakter ind i Sundhedsministeriet.

En tilsvarende strategi – at overbevise embedsmændene og få de gode kaffeaftaler med sundhedsministeren – havde Jordemoderforeningen opgivet: Raske, fødende kvinder har svært ved at konkurrere i ressourcekampen med kræftramte. For den lille organisation var der kun Christiansborg-sporet tilbage.

Med lobby-slutspurten udfordrede jordemødrene stærke systemkræfter: Embedsværket på Slotsholmen rynkede øjenbrynene, og interesseorganisationen Danske Regioner rasede i medierne, understøttet af flere sundhedsøkonomer: Var fødeafdelingerne det rigtige sted at øge bevillingerne?

LÆS: Penge til jordemødre møder kritik 

Kort gevinst kan have langsigtet pris
Risikoen ved en lobbystrategi som Jordemoderforeningens er, at organisationen måske nok gør medlemmerne glade på den korte bane, men at det på den længere strækning kan koste på goodwill-kontoen.

Modparten – som her Danske Regioners Bent Hansen – vil lægge sig i selen for, at årets lobby-vinder fremstår som urimelig – i spin-slaget om den offentlige mening. Og næste gang står fødegangene ikke nødvendigvis forrest, når der skal findes nye midler.

For ” de pæne piger” i Jordemoderforeningen kan en systemstraf forekomme unfair: De mener selv i årevis at have budt sig til i løsningssporet – uden belønning. I medierne har der været flere skandalesager, der kunne have bragt både Bent Hansen og skiftende sundhedsministre i fedtefadet, hvis jordemødrene havde udnyttet situationen til det yderste.

Det velkendte slutspil
Grundlæggende er det ikke nemt for landets 1700 interesseorganisationer at hente midler på finansloven, for budgetbisserne i Finansministeriet og regeringens Ø-udvalg vogter nidkært over hver en krone.

Interessenterne bliver et langt stykke hen ad vejen holdt ud i strakt arm, når finanslovs-toget kører – modsat processen på de mere ”almindelige” lovgivningsområder, hvor der er høringer og anden form for inddragelse.

Nogle interesseorganisationer – som Jordemoderforeningen – forsøger at slå til i efterårs-slutspillet, der kulminerer med, at forligsparterne til sidst kommer ud til den ventende presse på Finansministeriets stengang, hvor alle skal se ud som sejrherrer.

Frem mod stengangs-seancen arbejder organisationerne ikke sjældent som udvidede sekretariater for de ikke-regeringsbærende forhandlere. Disse håndbærer organisationernes forslag ind i Finansministeriet. Er der brug for ekstra notater, er der direkte sms-kontakt mellem politikerne og lobbyisterne under møderne i ministeriet.

Bad luck for Finansrådet
At få penge ad den vej er et lucky punch for lobbyisten, og at blive beskåret er bare bad luck, som statskundskabs-professor Peter Munk Christiansen i den forløbne uge sagde på en Altinget-konference om finansloven og lobbyister.

Et lucky punch – det opnår de få, der i den konkrete parlamentariske situation har de rette politiske venner. Forrige år var det Ældre Sagen, som hentede en milliard.

LÆS: Ældre-lobby uden aldringstegn

Bad luck – det rammer dem med svag politisk kapital. Da VK-regeringen i 2009 manglende finansiering, vred en central embedsmand armen om på Finansrådet: Enten hæver regeringen selskabsskatten for jeres upopulære medlemmer. Eller også finder vi pengene via en lønsumsafgift. Vælg selv, lød det fra topembedsmanden. Finansrådet foretrak det mindste onde: afgiften.

Åbent vindue siden nytår
Sidste-øjebliks-lobbyismen er den mest synlige i offentligheden. Færre har øje for, at det helt store påvirkningsvindue netop nu er åbent: De enkelte fagministerier forbereder i årets første måneder deres input til regeringens finanslovudspil. Måske kan både embedsmænd og ressortminister lade sig overbevise om, at det er værd at kæmpe for et givent forslag internt i regeringen.

Med held og dygtighed kan det gode forslag overleve Finansministeriets tættekam og til sidst gemme sig i en uanseelig, men vigtig kolonne på en fjern side i det kilo-tunge finanslovudspil, regeringen fremsætter i slutningen af august.

To forudsætninger skal være opfyldt: Forslaget skal signalere samfundsværdi og gavne flere end egne medlemmer. Og så hjælper det, hvis forslaget er gennemregnet på en måde, hvor embedsmændene kan gå tallene efter og nå frem til samme resultat.

Boligsocialt arbejde big business
Den radikale Manu Sareen rammede tidens generelle dokumentationskrav godt ind, da han som ny socialminister krævede evidens frem for følelser, hvis han skulle hive penge ud af finansloven: Socialt arbejde er alt for ofte præget af beslutninger, der bygger på, hvad der ”føles” rigtigt – frem for at der er belæg for, at det virker.

Det finansierings-budskab er tilsyneladende gået rent ind hos interesseorganisationen Danmarks Almene Boliger, der slås med ghettoproblemer. I den forløbne uge gik boligbevægelsen ud med en ny model-beregning – for troværdighedens skyld udviklet af økonomer på CBS – der viser, at ”hver gang samfundet flytter een knægt fra at være på kanten af samfundet til at få et mere normalt liv, er der en langsigtet gevinst for samfundet på 15 millioner kroner”.

Det kunne ligne tidlig opvarmning, også til fremtiden: Boligsocialt arbejde er big business og rentabelt at investere i, også for staten.

Vogt dig for svage ministre
Det er dog ikke nok i sig selv at massere ministerierne først på året og tro, at så er den hjemme. Ikke så få interessenter har overdreven fokus på deres ressortminister uden blik for, at denne måske står svagt på de indre regeringslinjer.

Under VK-regeringen var det eksempelvis en skrøbelig lobbystrategi ensidigt at satse på konservative ressortministre, ikke mindst i sager, hvor Dansk Folkeparti havde et stort ord at skulle have sagt.

Til gengæld kunne der i finanslovs-slutspillet drysse uventede gaver ned over dem, der var inde i DF-varmen: I 2008 krævede DF vandkanoner; nyt udstyr, som politiet end ikke selv havde bedt om.

Om julegaverne i år kommer fra Dansk Folkeparti eller Enhedslisten – det afgør regerings-sammensætningen efter valget.

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk

Forrige artikel Lobbyister skal EU-uddanne Folketinget Lobbyister skal EU-uddanne Folketinget Næste artikel Velkomstpakken efter valget Velkomstpakken efter valget
En dag i Løkkeland:

En dag i Løkkeland: "Det kan jo være, det er sidste gang, man er her ..."

INTERVIEW: Venstre har erstattet Socialdemokratiet som velfærdsstatens store arkitekt. Det er den røde tråd gennem 20 år med borgerlig dominans, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen. Altinget har fulgt ham fra tidlig morgenløbetur til et sent stop på en midtfynsk tankstation, mens han prøver at nå det hele. En dag, hvor tidsplanen skrider, og udlændingepolitikken er fraværende.