10 kulturorganisationer: Rygterne om flow-tv’s død er stærkt overdrevne

10 forpersoner for danske kulturorganisationer
Se den fulde liste af afsendere i bunden af indlægget
I Danmark er det ulovligt at indrykke falske dødsannoncer. Ikke desto mindre er det nærmest dét, vi på vegne af klassisk tv – på nydansk kaldet flow-tv – har været vidne til siden begyndelsen af 2010’erne.
I årevis har vi hørt fortællingen om, at danskerne forlader det klassiske tv og kun vil se tv on demand fra streamingtjenester.
Men det er ikke sandt, og misforståelsen skyldes blandt andet en tidligere og misvisende opgørelse af danskernes tv-vaner, som man kan se i denne graf i linket.
Frem til 2022 blev det tidsforbrug, danskerne brugte på at se traditionelle tv-kanaler på andre devices end fjernsynet slet ikke medregnet i de officielle opgørelser.
Dermed blev store dele af befolkningens reelle tv-forbrug usynliggjort. Da fejlen blev rettet, måtte gennemsnittet for dagligt flow-tv-forbrug justeres op med over en time.
Det ændrede billedet markant: Millioner af danskere med kabel-tv-pakker ser stadig dagligt to til tre timers traditionelt tv (120-180 minutter), og mange danskere har fortsat en tv-pakke med adgang til de klassiske kanaler.
Det viser viser samlet set med al tydelighed, at der er et solidt grundlag for at betragte flow-tv som en central del af det samlede medieudbud – også i fremtiden.
DR og TV 2 har vist vejen
Netop dette har de danske public service-aktører længe forstået. DR og TV 2 har løbende udvidet antallet af tv-kanaler, som de kun udsender via deres websites og streamingtjenester. Disse “web-baserede tv-kanaler” er over årene blevet både billigere og lettere at etablere.
Rygterne om flow-tv’s død er ikke blot overdrevne – de er blevet vidt udbredt, og dette posthume fejlbillede ser vi ofte i debatten op til medieforlig.
10 forpersoner for danske kulturorganisationer
Udviklingen viser også, at flow-tv på DR og TV 2’s streamingplatforme matcher andre on demand-tilbud, og derfor er det vigtigt for DR og TV 2 fortsat at kunne udvikle og fastholde klassiske tv-kanaler - også på deres streamingtjenester.
En nyere succeshistorie i den forbindelse er DR’s web-baserede tv-kanal DR TV A Live, der hver uge når 400.000 unikke brugere. Det er et tydeligt eksempel på, at indhold, der udkommer både som on demand og traditionelt, når langt flere seere.
Et andet eksempel er TV 2 Regionerne. Her viser tallene, at danskere med tv-pakker og adgang til flow-tv ser dobbelt så meget indhold fra TV 2 Regionerne som danskere uden tv-pakker. Dermed opfylder klassisk tv netop målet om at nå mange som muligt.
Flow-tv og on demand supplerer hinanden
Det giver derfor ikke mening at tale om en kamp mellem flow-tv og on demand. Forbrugerne vil have begge dele – og de bruger begge dele. Sammen skaber de to et udbud, hvor danskerne både kan planlægge selv – og stadig samles om det, der sker her og nu.
Den indsigt er også de kommercielle streamingtjenester nået frem til: I Frankrig har Netflix valgt at inkludere fem af de største flow-tv-kanaler i pakken, Amazon Prime og HBO Max tilbyder allerede flow-indhold i Danmark, og Viaplay har i årevis kombineret klassiske tv-kanaler og on demand på deres platform.
Desværre er skaden i vid udstrækning allerede sket. Rygterne om flow-tv’s død er ikke blot overdrevne – de er blevet vidt udbredt, og dette posthume fejlbillede ser vi ofte i debatten op til medieforlig.
Mediepolitik må bygge på fakta
Når vi diskuterer fremtiden for danske public service-medier, er det derfor afgørende, at politikerne tager udgangspunkt i den faktiske brugeradfærd i hele befolkningen frem for i myter.
Tror man fejlagtigt, at det klassiske tv-forbrug er dødt, risikerer man at undervurdere værdien af flow-tv fra DR, TV 2 og TV 2 Regionerne for rigtig mange danskere – og dermed selve raison d’être for dansk indhold og public service.
Konklusionen bør derfor være enkel: Alt ændrer sig, og det gør flow-tv heldigvis også. Men dødt er det så langt fra. Klassisk tv lever og trives og bør fortsat være en integreret del af danskernes mediehverdagsliv – og dermed af fremtidens mediepolitik.
Det skal vi huske hinanden på. For mens falske dødsannoncer er alvorlige nok, er levende begravelser en kategori helt for sig.
- Allan Boye Thulstrup, Forperson, Dansk Journalistforbund
- Anna Porse Nielsen, Direktør, Producentforeningen
- Christina B. Knudsen, Direktør, Danske Dramatikere
- Henrik Daldorph, Bestyrelsesleder, MPO, Musikerproducenternes forvaltningsorganisation
- Jakob Fauerby, Fungerende forperson, Dansk Skuespillerforbund
- Louise Lykkegaard Hoppe, Direktør, Producent Rettigheder Danmark
- Martin Wehding, Forperson, Dansk Filmklipperselskab
- Sandra Anne Piras, Sekretariatschef, Danske Filminstruktører
- Sara Indrio, Forperson, Dansk Artistforbund
- Thomas Sandberg, Forperson, Dansk Musiker Forbund
Artiklen var skrevet af
10 forpersoner for danske kulturorganisationer
Se den fulde liste af afsendere i bunden af indlægget
Omtalte personer
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Problemerne i kulturlivet forsvandt ikke med #MeToo. De har bare skiftet ham





















