Dansk Musiker Forbund: Talentudvikling nytter ikke, hvis ingen kan leve af musikken

Rapporten dokumenterer selv, at økonomisk usikkerhed og uforudsigelige arbejdsvilkår er blandt de største barrierer. Men den folder ikke konsekvenserne ud.

For sandheden er, at alt for mange musikere kæmper med lav indtjening og begrænset adgang til stabile arbejdsfællesskaber. 

Det er derfor ikke en reel løsning at pege på – som rapporten gør – at flere unge skal vælge bandinstrumenter, hvis de vil have en karriere som musiker. Det er en forsimpling af både problematikken og den bredde i dansk musikliv, vi har brug for. 

Hvis ikke vi samtidig investerer i bedre strukturer, ordentlige arbejdsforhold og bredere muligheder, risikerer vi at tabe de talenter, vi har brug for – uagtet, hvilket instrument de spiller. 

Instrumentet er mindre vigtigt

Rapporten peger i den forbindelse på, at netop barndommens instrumentvalg har betydning for senere karrieremuligheder. Det er en vigtig observation, men den bør ikke føre til en forestilling om, at visse instrumentvalg er “rigtige” og andre “forkerte.”

En violinist som jeg selv kan sagtens indgå i sammenspil, bands, komponere og skabe netværk – hvis miljøet er åbent og inkluderende.

Hvis vi vil tage de unges drømme alvorligt, må vi også sikre dem en økonomisk bæredygtig fremtid i musiklivet.

Henrik Jansberg
Næstforperson, Dansk Musiker Forbund

Det er nemlig ikke instrumentet, men de sociale og strukturelle rammer, der afgør, om man får adgang til fællesskaber og muligheder. Og i sidste ende mulighed for at leve af musikken. 

Talentudvikling betyder heller ikke nødvendigvis, at man uddannes til en 100 procent udøvende karriere. Musikere arbejder også som komponister, undervisere, producere, projektledere og entreprenører.

Et stærkt musikliv kræver, at vi anerkender og understøtter hele denne bredde. 

Unges drømme skal tages alvorligt

Vil vi sikre, at talentudvikling fører til et bæredygtigt musikliv, fordrer det politisk vilje, ressourcer og kompetenceudvikling – både i institutionerne og hos de undervisere, der bærer de unge videre. 

Ellers risikerer vi, at talentudvikling bliver en social og økonomisk selektiv proces, hvor kun de mest privilegerede kan satse på en karriere. 

Samtidig bør vi huske, at musiklivet er mere mangfoldigt end den gammeldags todeling med klassisk versus rytmisk musik, rapporten baseres på.

Virkeligheden er langt mere flydende, hvor pop, jazz, elektronisk, folkemusik og eksperimenterende genrer åbner nye veje og fællesskaber, og det bør indgå i billedet af fremtidens talentudvikling. 

I det afgørende arbejde med at sikre talenternes fremtid er Musiklivets Talentrapport et vigtigt bidrag – men det må ikke blive det sidste.

Hvis vi vil tage de unges drømme alvorligt, må vi også sikre dem en økonomisk bæredygtig fremtid i musiklivet.

Det skylder vi både de unge og fremtidens musik.