Bygningskultur Danmark: Kulturarv er mere end bare penge

DEBAT: De senere år er økonomisk værdi blevet målestok for, om historiske bygninger og anden kulturarv er værd at bevare. Vi skal turde argumentere på kulturens præmisser - og ikke kun med udgangspunkt i økonomi, skriver Johan Westh Hage, projektleder, Bygningskultur Danmark.

Af Johan Westh Hage
Projektleder, Bygningskultur Danmark

Når man har arbejdet med bygningskultur og historiske huse i et stykke tid, ved man, at et tilbagevendende element gennem de senere år, både i Danmark og udlandet, er rapporter og guider, der skal undersøge, og helst dokumentere, kulturarvens økonomiske værdi.

Hvad betyder velbevarede kulturmiljøer med bevaringsværdige og fredede bygninger for den lokale økonomi, huspriserne, tilflytningen, turismen og erhvervslivet?

Hvordan kan man med økonomiske argumenter overbevise husejere, kommunalpolitikere og centraladministration om værdien af godt håndværk, traditionelle materialer, bevarende lokalplaner eller fradragsmuligheder til ejere af historiske huse?

Hvad kommer der egentlig ud af vores bevaringsindsats - i kroner og ører?

Den samme type rapporter er lavet for scenekunsten, samtidskunsten, museumsområdet, den hjemlige filmindustri og for bibliotekerne. Ofte efter modellen: en krone i offentlig støtte til området genererer 3,5 kroner i afledt økonomisk aktivitet – eller i den dur.

Man kan mærke en bygnings værdi
Mange af os har en instinktiv fornemmelse af en række unikke kvaliteter i det historiske byggede miljø, som vi skal passe på, og som vi for eksempel kan finde på at kalde for "umistelige" for at understrege deres vigtighed.

At kalde noget for "umisteligt" er jo ikke et særligt sagligt argument, men snarere baseret på en følelse af, at verden bliver et fattigere sted (ikke nødvendigvis i økonomisk forstand) uden disse miljøers skønhed og historiske og fortællemæssige tyngde.

En følelse af at disse steder forbinder os både med hinanden og fortiden og er en del af vores identitet. En følelse af at tabet af dem vil gøre os mere rodløse og tomme.

Beregninger af samfundsværdi skader kulturen
I 2015 lancerede Realdania rapporten Værdien af bygningsarven udarbejdet af konsulentvirksomheden Incentive. Det var et grundigt og vigtigt arbejde som rent faktisk påviste, at bygningsarven skaber indtægter og værdi i forhold til både huspriser, turisme og beskæftigelse. Men meget bemærkelsesværdigt advarede den daværende kulturminister Marianne Jelved (R) i sin tale ved lanceringsreceptionen mod at lade alt hvile på netop den type af undersøgelser:

"Der er en tendens i tiden til, at den kulturelle sektor forsøger at legitimere sig gennem forskellige subtile økonomiske beregninger, hvor ”samfundsværdien” beregnes.[...] Jeg vil gerne advare imod den slags undersøgelser. Hvad nu hvis resultatet var et minus? 

Skulle vi holde op med at lave film i Danmark? Eller lukke bibliotekerne? Eller for den sags skyld holde op med at tage os af bygningsarven? 

Vi tror efterhånden, at alt kan gøres op i kroner og ører. Det kan det ikke! Kulturens områder bliver nødt til at legitimere sig ud fra deres kerne. Stå ved det, der er kernen, og overbevis os – det vil sige borgerne – om, at det skal vi have, også for eftertiden.[...] vi skal huske at se på den rigtige årsagssammenhæng. Vi skal ikke passe godt på bygningsarven, fordi det betaler sig i kroner og ører. Tværtimod: Værdien i kroner og ører afspejler, at bygningsarven betyder noget for os i sin egen ret."

Der er noget besnærende rigtigt ved den argumentation. Hvis vi køber præmissen om, at bundlinjen er det væsentligste argument for for eksempel kulturarven, forstærker vi den politiske virkelighed, hvor Finansministeriet, økonomiafdelingen og pengepungen er målestok for alting.

Kulturarvens præmisser skal frem i debatten
Vi skal turde argumentere for kulturarven på dens egne præmisser. Dermed ikke sagt, at penge ikke er afgørende for området - vi kan hverken vedligeholde bygningerne eller formidle og udvikle kulturarven uden midler - men der er andre argumenter for at prioritere den indsats end påstanden om, at alle investeringer kommer igen med renters rente.

Men det er også en vej, som kræver meget af dem, der kæmper for kulturarven. For det betyder, at vi ikke kan regne med spørgeskemaundersøgelser eller målinger til at fortælle os, at kulturarven er vigtig. Det er vi flere, der både ved og føler, at den er.

Og de økonomiske fordele opstår ved, at vi udvider den kreds af mennesker, som ved og føler det samme. Det kræver idealisme, engagement og ikke mindst kreativitet og mod. Mod til ikke at lodde folkedybet hele tiden, men i stedet stå fast på både de faglige og emotionelle argumenter for at bevare for eksempel vores historiske bygninger og bymiljøer.

Omvendt kan man kun argumentere for vigtigheden af kunst og kultur ud fra egne præmisser, hvis vi hele tiden er bevidste om, at for eksempel vores historiske bykerner og huse er ilde stedt, hvis de kun værdsættes af en lille lukket klub.  

Og selvom det er opmuntrende, at undersøgelser viser, at der er penge i for eksempel velbevarede kulturmiljøer, ville det modsatte resultat - et underskud på kulturarven ikke gøre den mindre vigtig. Det ville blot gøre det endnu vigtigere at overbevise andre om "værdien af bygningsarven" - ikke de penge, den kaster af sig, men dens kerne - alt det, der netop ikke handler om penge.

Forrige artikel Debat: Nycirkus-uddannelse har stort potentiale Debat: Nycirkus-uddannelse har stort potentiale Næste artikel Døve-forbund: Vi marginaliseres yderligere med lukning af Døvefilm Døve-forbund: Vi marginaliseres yderligere med lukning af Døvefilm
K kræver forklaring på øgede TV 2-priser

K kræver forklaring på øgede TV 2-priser

TV: Siden TV 2 indførte brugerbetaling på deres hovedkanal i 2012, er prisen steget med 80 procent, hvilket undrer kulturordfører Birgitte Bergman (K), der nu kræver en forklaring.