Carolina M. Maier: Kunstnere skal redde den politiske samtale fra teknokraterne

KOMMENTAR: Nutidens politikere er med få undtagelser teknokrater, der ikke kan engagere sig i en politisk samtale om velfærdsstaten uden at spørge: "Hvordan får vi mest for pengene?" Derfor er vores fremtid afhængig af jer, kære forfattere og kære filosoffer, skriver Carolina M. Maier.

For nylig kom det frem, at forfatter Peder Frederik Jensen er blevet taleskriver for miljøminister Lea Wermelin. Kort forinden fik vi nyheden om, at Kaspar Colling Nielsen var blevet ansat som taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen.

Jeg har tænkt meget over, hvad denne tendens – hvis det er en sådan – er udtryk for. Og hvad jeg selv synes om det.

Jeg tænkte også meget over, hvordan jeg havde det med Jonas Eikas takketale, da han blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris og brugte sin tid på at angribe den danske statsminister for at bedrive statsracisme.

Og ikke mindst, hvordan jeg havde det med statsministerens reaktion. Først den, at hun undlod at klappe af hans tale, og så hendes reaktion dagen efter, hvor hun sagde, at hun er uenig i kritikken, men at hun i øvrigt "ikke kommer til at gå ind i en polemik med en prisvinder".

De sammenfaldende begivenheder åbner op for et altid aktuelt spørgsmål; nemlig forholdet mellem kunst og politik. Og mellem kunstnere og politikere. For lige nu er det jo sådan – det er i hvert fald min påstand – at kunsten og dens udtryk bliver affejet af politikerne som en ikke-legitim stemme i den politiske debat.

Når Mette Frederiksen siger, at hun ikke kommer til at indgå i en polemik med Jonas Eika, så gør hun netop det: lukker døren for, hvad der kunne blive en interessant samtale mellem det politiske og det kulturelle.

Jeg er helt med på, at Jonas Eikas tale var aggressiv og ikke synderligt samtale-indbydende. Men hvorfor griber statsministeren ikke chancen og byder forfatteren velkommen i debatten?

Jeg tror, det handler om, at hun slet ikke mener, at kunsten har en rolle at spille i det politiske rum. Det er sådan noget, der foregår "ved siden af". Og det gælder ikke blot vores statsminister. Det er et generelt træk ved nutidige politikere, at de afskriver kunsten som umyndig i den politiske samtale.

Men sådan har det ikke altid været. Litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard viser i en doktorafhandling, at skønlitterære forfattere ofte indgik i visionære samtaler med de folkevalgte tilbage i 50'erne, 60'erne og 70'erne.

For eksempel sagde en af Mette Frederiksens egne forgængere, socialdemokraten Viggo Kampmann, som var statsminister fra 1960 til 1962, i et interview følgende:

"Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at raadgive os paa kærlig og forstaaende maade, ville meget være vundet! De kan naturligvis trække sig tilbage, men maa saa være klar over, at regeret bliver der alligevel." (fra bogen: Samtaler med tidsånden og opråb imod den, Informations Forlag).

Lasse Horne Kjældgaard viser i sin afhandling også, hvordan nogle skønlitterære værker af politikere blev taget til indtægt for deres eget politiske ståsted. Det var for eksempel tilfældet med Henrik Stangerups 'Manden der ville være skyldig', som kan karakteriseres som en kritik af velfærdsstatens umyndiggørelse af mennesket. Dette værk brugte den konservative Ninn-Hansen som argument for sit politiske ståsted.

I datiden foregik den politiske debat altså ikke alene blandt politikere. Det var i langt højere grad en helt særlig kulturdebat, hvor både politikere, kunstnere og filosoffer (for eksempel Villy Sørensen) indgik på lige vilkår og med lige stor autoritet.

Det skyldes, hvis man læser Horne Kjældgaards doktorafhandling, i høj grad, at debatten om velfærdsstaten var i sin vorden. Politikerne havde ikke svarene alene, og derfor var de interesserede i at høre både kunstneres og humanistiske intellektuelles syn på velfærdsstatens idé og udvikling.

For at gøre en lang historie (og en spændende doktorafhandling) kort, så er det Lasse Horne Kjældgaards pointe, at samtalen mellem kunstnere og politikere forstummede i løbet af 70'erne, fordi velfærdsstaten kom i økonomisk krise.

Det betød, at diskussionen om velfærdsstaten flyttede sig fra nysgerrige spørgsmål om visioner og idealer til akutte spørgsmål om, hvordan udgifterne til den offentlige sektor kunne begrænses. Det udviskede forfatternes og filosoffernes mulighed for med deres sprog at bidrage til samtalen.

Den vigtige pointe er her, at hvor kunst og humanvidenskaben, særligt filosofien, i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne bidrog substantielt til den politiske debat, fordi denne først og fremmest handlede om værdier og visioner, så flyttede fokus sig op igennem 1970'erne til en økonomisk og teknokratisk politisk debat, som efterlod kunstnere og humanistiske intellektuelle på perronen.

Og der har debatten vel, strengt taget, befundet sig siden. Hvilket i min optik er brandærgerligt, for debatten om velfærdsstatens idégrundlag og formål har aldrig været uaktuel. Og i disse år er den mere aktuel end nogensinde, fordi vi oplever en tiltagende politisk reguleret stat, som efterlader meget lidt plads til folket og fællesskabet.

Vi oplever – det er i hvert fald min analyse – en relation mellem borger og stat, som er defineret af et forbrugerperspektiv. Borgeren anskuer sig selv som forbruger af staten mere end som demokratisk deltager i et folkeligt fællesskab.

Vi oplever en indskrænkning af frihedsrettighederne i nationalkonservatismens navn. Vi oplever en forskelsbehandling af borgere, afhængigt af hvor de bor, hvilket de facto bliver en forskelsbehandling efter, hvilken etnicitet de har.

Og vi oplever en instrumentalisering af mennesket som et nummer i køen på jobcentret eller en folkeskoleelev, der skal lære i takt og ligne alle de andre folkeskoleelever.

Var det meningen med velfærdsstaten? Ikke hvis I spørger mig. Vi har derfor mere end nogensinde brug for en filosofisk, værdibaseret, etisk og humanistisk samtale om, hvad vi egentlig forstår ved og ønsker os af velfærdsstaten.

Den samtale kan politikerne ikke tage alene! For nutidens politikere er med få undtagelser teknokrater, der ikke kan engagere sig i en oplysende samtale om velfærdsstaten uden at stille spørgsmålet: "Hvordan får vi mest for pengene?"

Derfor er vores fremtid afhængige af jer, kære forfattere og kære filosoffer, til at hjælpe med at bidrage til en oplyst, kritisk og værdibaseret offentlig samtale om velfærdsstatens sol- og skyggesider.

Så når vores statsminister lukker ned for en "polemik" med en skønlitterær forfatter, så er det magtfuldkomment og forkert – uagtet at hans sprog er aggressivt. Det må en statsminister kunne håndtere. Polemik er godt for demokratiet! Ikke mindst, når den polemiske samtale involverer kulturlivet.

Og så tilbage til det med forfatterne, der er blevet taleskrivere: For hvordan skal vi forstå det? Peder Frederik Jensen begrundede over for Information sit valg om at betræde Miljøministeriets lange gange som taleskriver for ministeren med følgende ord:

"Jeg synes, det er vigtigt, at man som kritisk, politisk tænkende menneske og forfatter også bruger sit liv på at skabe fundament for de holdninger, man har, og det er det, jeg gør med det her valg. Det handler også om viden, om at forstå systemerne i stedet for bare at kritisere dem."

Med al respekt for de to forfatteres valg, så tror jeg, de kommer til at forlade deres respektive ministerielle arbejdspladser med skuffelse i blikket.

Forstå mig ret: Jeg ønsker de to pågældende forfattere alt det bedste. Men som taleskriver for en minister har man ingen indflydelse på indholdet af det produkt, man leverer. Man har indflydelse på, hvordan budskabet leveres, ikke på, hvad det er. Den del tager ministerens personlige rådgiver og regeringens strategiske kontor sig af.

Derfor er jeg er sundt skeptisk overfor idéen om, at forfattere skriver sig ind i selve maskinrummet og på den måde jo mister en del af deres kritiske potentiale.

Jeg så hellere, at flere forfattere gjorde som Jonas Eika: råbte politikerne op med insisterende spørgsmål om og kritik af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Spørgsmål, der går på væsen, etik og integritet og ikke på økonomi og styringsmodeller.

Så tak, Jonas Eika, for at sætte gang i debatten. Og kære politikere: Lyt og engagér jer i debatten med kunstnere og intellektuelle. Det er I ikke for fine til, for hverken I eller vi andre har patent på sandheden.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Hun er fra 1. december sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Signe Bøgevald: Statsstøttede medier er gift for demokratiet Signe Bøgevald: Statsstøttede medier er gift for demokratiet Næste artikel Johanne Dalgaard: Dansk Folkeparti har vundet den kulturpolitiske totalsejr Johanne Dalgaard: Dansk Folkeparti har vundet den kulturpolitiske totalsejr
For Herbert Pundik var det ikke nok at overleve

For Herbert Pundik var det ikke nok at overleve

NEKROLOG: Et langt, dramatisk og rigt liv er endt. Herbert Pundik, Politikens ansvarshavende chefredaktør fra 1970 til 1993, sov stille ind søndag aften i sit hjem i Tel Aviv, 92 år.