Kulturens Analyseinstitut: Kulturens grønne potentiale bliver spildt uden langsigtede rammer

Med hovedrapporten 'Veje frem' kan vi slå fast, at den danske kultursektor vil den grønne omstilling.

Så nu er spørgsmålet, hvordan vi faktisk kommer videre på trods af ujævne forudsætninger og strukturelle barrierer.

En sektor med vilje – men uden fælles retning

Mange kulturaktører arbejder allerede med grønne tiltag. Men indsatsen er ofte projektbaseret, båret af ildsjæle og afhængig af midlertidig finansiering. Samtidig mangler der tid, kompetencer og økonomi til at arbejde systematisk. Det er ikke et spørgsmål om manglende ansvarsfølelse. Det er et spørgsmål om rammer.

Den grønne omstilling i kultursektoren foregår i et komplekst fleraktørlandskab, hvor ansvar og beslutningskraft er spredt mellem stat, kommuner, fonde, institutioner og freelancere.

Ingen kan løfte opgaven alene – og ingen kan fralægge sig ansvaret. Derfor bliver spørgsmålet uundgåeligt: Hvordan skaber vi en retning, der både er realistisk og ambitiøs?

Den grønne omstilling i kultursektoren foregår i et komplekst fleraktørlandskab, hvor ansvar og beslutningskraft er spredt mellem stat, kommuner, fonde, institutioner og freelancere.  

Jacob Teglgaard
Projektleder, Center for Bæredygtighed i Kulturlivet, Kulturens Analyseinstitut

Tre veje – og et nødvendigt valg

Veje Frem peger på tre overordnede strategiske tilgange til at accelerere den grønne omstilling.

Den første er frivillighedens vej. Her drives den grønne omstilling alene af ildsjæle, frontløbere og kunst- og kulturaktørernes egen interesse, faglige stolthed og lokale initiativer. Der er lavt bureaukrati og høj fleksibilitet men risiko for ujævn udvikling – få rykker hurtigt, mange slet ikke.

Den anden er samarbejdets vej. Her etableres flerårige programmer, hvor grøn finansiering til CO2-reducerende drift og produktion, samt kompetenceløft og rådgivning kobles med enkle måder at måle udvikling på gennem indikatorer for eksempelvis energi, transport og materialeforbrug. Det skaber retning og kapacitet – men kræver langsigtet politisk prioritering og investering.

Den tredje er forpligtelsens vej. Her indføres fælles grønne betingelser og standarder, der sikrer et bundniveau for hele sektoren. Det skaber tempo, ensartethed og lige konkurrencevilkår – men kan opleves som administrativt tungt, især for mindre aktører.

Pointen er ikke, at én vej er rigtig. Pointen er, at ingen af dem kan stå alene. Hvis vi alene satser på frivillighed, risikerer vi, at omstillingen forbliver fragmenteret.

Hvis vi alene indfører grønne betingelser, risikerer vi at skabe modstand og symbolsk compliance. Og hvis vi alene etablerer enkeltstående initiativer, risikerer vi, at effekten bliver for begrænset. Den reelle vej frem ligger i kombinationen.

Fra projektlogik til systemisk forandring

En af de mest markante erkendelser i analysen er, at den nuværende grønne indsats stadig er præget af projektlogik. Der findes gode offentligt og fondsfinansierede initiativer. Men de er oftest midlertidige og enkeltstående.

Det betyder, at kulturaktører ofte skal starte forfra i hvert projekt, uden adgang til fælles værktøjer, data eller standarder. Det gør det svært at arbejde langsigtet – og endnu sværere at dokumentere effekt.

Samtidig peger kulturaktørerne på, at finansiering er den vigtigste accelerator. Men kun hvis den tænkes strategisk: som noget, der kobles til kompetencer, værktøjer og enkle grønne betingelser – ikke som enkeltstående puljer.

Når vi kigger ud i Europa, kan vi se, at grøn omstilling og folkelig forankring af den grønne dagsorden er mest effektiv, når klare rammer og støtte følges ad. Når man både forventer noget – og gør det muligt at levere.

Kulturaktører skal ofte starte forfra i hvert projekt, uden adgang til fælles værktøjer, data eller standarder. Det gør det svært at arbejde langsigtet – og endnu sværere at dokumentere effekt.

Jacob Teglgaard
Projektleder, Center for Bæredygtighed i Kulturlivet, Kulturens Analyseinstitut

Erfaringerne fra blandt andet Skotland og Tyskland viser, at grøn omstilling accelererer, når den behandles som et fælles, strukturelt ansvar frem for et individuelt projekt for ildsjæle.

I Skotland har kulturinstitutioner gennem mere end ti år haft adgang til gratis klimatræning, rådgivning og værktøjer til klimamåling gennem nationale partnerskaber mellem stat og sektor. Og i Tyskland investerer staten direkte i flerårige uddannelsesforløb i bæredygtig kulturledelse, klimaregnskab og grøn produktion.

Fælles for erfaringerne er, at kulturens grønne omstilling og sektorens evne til at skabe grøn folkelig forankring lykkes bedst, når fælles krav kobles med konkrete værktøjer, kompetenceudvikling og langsigtede partnerskaber mellem kultursektor og offentlige myndigheder.

Måling og dokumentation fungerer bedst som støtte til læring og udvikling – ikke som kontrol alene. Det er netop den kobling mellem retning, kapacitet og investering, der stadig mangler i Danmark.

Kulturens rolle er større, end vi tror

Den grønne omstilling i kultursektoren handler ikke kun om drift, bygninger og materialer. Den handler også om noget langt større. Kultur påvirker normer, vaner og forestillinger om det gode liv. Den kan gøre bæredygtig adfærd til noget, vi ikke bare ved – men gør.

Netop derfor viser analysen, at kulturaktører i høj grad ser sig selv som medskabere af samfundsforandring; ikke gennem moral eller information, men gennem oplevelser, fællesskaber og nye fortællinger.

Det er en styrke. Men det er også et ansvar. For hvis kulturens potentiale skal realiseres, kræver det, at sektoren selv er troværdig i sin egen omstilling.

'Veje Frem' er ikke en facitliste. Det er et beslutningsgrundlag.

Hvis vi mener, at kulturen skal spille en reel rolle i samfundets grønne omstilling, er det ikke længere nok at tale om potentiale. Så skal vi også tale om prioritering. Og det er den debat, vi skylder hinanden at tage nu.