Katja Holm: Hvorfor kender Joy Mogensen ikke til kulturens arbejdsvilkår?

KOMMENTAR: Vi har i årevis forklaret kulturministre om kulturbranchens atypiske arbejdsvilkår. Det er trist, at det alligevel kommer som en overraskelse, når der skal forhandles hjælpepakker til kultursektoren, skriver Katja Holm.

I disse dage finder vi ud af, hvor skrøbelige, vi er.

Når grænserne lukkes, når vi ikke længere kan mødes med dem, vi holder af, og gøre det, vi gerne vil, forstår vi, hvad vi egentlig mangler. Det er fællesskabet, mødet med et andet menneske og andre indtryk.

Alle lider lige nu. Regeringen knokler beundringsværdigt med hjælpepakker. Senest til enkeltmandsvirksomheder. Tak for det!

Derfor var håbet også stort fra kulturens aktører ved et nyligt afholdt møde med kulturministeren.

Svaret var dybt nedslående: Ministeren ønskede mere information om branchevilkår og opfordrede til at stå sammen. Der skal først dannes et overblik, og så må vi se. Umiddelbart efter kom hjælpepakke til enkeltmandsvirksomheder. En hjælp til nogle i vores branche. Heldigvis. Men langtfra alle. Langtfra!

Overblikket er der allerede
Ministeren udtalte efterfølgende, at det faktisk kom som en overraskelse for hende, at branchen agerede på disse vilkår og dermed ikke umiddelbart var omfattet af hjælpepakker.

En forstemmende udtalelse. Skal en minister i et gammelt ministerium med dygtige embedsmænd ikke netop vide, hvordan branchen fungerer, og hvilke hjælpepakker der hjælper hendes ressortområde?

Og skal der virkelig en national katastrofe til, før man tænker så langt som at danne sig et overblik?

Jeg vil pointere, at branchens måde at fungere på ikke noget nyt. Det har vi forklaret i årevis. Talt om, skrevet om, været i dialog om, fra alle dele af kulturlivet. Hvem skal vise vejen i en krisetid og kæmpe for området, hvis ikke en minister?

Ingen forventer trylleslag
Og endnu engang kom kulturbranchen med overblikket og lagde forslag på bordet. Ingen forventede, at der med et slag blev skabt løsninger på alle områder. Men der var dog en forventning om et indgående kendskab til kunstbranchen og et løfte om at forsøge med alle midler at hjælpe den. Fordi det er vigtigt. Som alt andet.

Den langt overvejende del af skuespillere, operasangere, moderne dansere, instruktører inden for film og teater, filmarbejdere, scenografer, musikere og sangere, artister og mange andre er næsten udelukkende freelancere og lønmodtagere. Film og tv-produktioner er sat i bero også i udlandet, teatre er lukket ned, det samme er spillesteder.

Alle er i problemer. Arbejdsgivere såvel som lønmodtagerne i vores branche. For det er rammerne og ikke indholdet, der skal tages vare på. Og det er vigtigt netop nu, at ministeren gør noget og hjælper branchen. Overblikket er der og har været der hele tiden.

Der kommer en tid efter corona
Og hvorfor? Fordi der kommer en tid efter pandemien. En tid, hvor det er væsentligt, at der stadig er fælles samlingspunkter. Steder, hvor vi kan underholdes, nyde og få andre vinkler på livet.

Det er det, kunsten altid har kunnet og fortsat skal kunne. Kunsten er fællesskab. Måden vi er sammen på.

Om det er at tale om en film eller serie på arbejdspladsen, tage en kollega med i teatret, gå til koncert eller lytte til musik i radioen. Vi samles alle på hver sin måde om og i kunsten. Og der må og skal stadig produceres teater, serier, film og musik til glæde og gavn for samfundet. For vi får brug for det. Mere end nogensinde.

Og ministeren skal kæmpe. For os. Tiden er ikke til at vente for at få et overblik, der allerede er der.

Forrige artikel Benny Damsgaard: DR er nødt til at droppe skræmmeretorikken Benny Damsgaard: DR er nødt til at droppe skræmmeretorikken