Kulturrådgiver: Scenekunstreformen skal være et retningsskifte, der kræver, at man ser kulturen som andet end et regneark

Deltagerne sad i grupper. Der blev talt engageret om struktur, udvikling og behov, men uden at nogen for alvor vidste, hvad det hele skulle føre til. Det var som om, scenen var sat, men stykket manglede et manuskript.

Ingen kunst uden tillid

Vi har i Danmark et levende og mangfoldigt teaterliv. Hvert år køber omkring 2,7 millioner danskere billet til en forestilling, og 65 procent af befolkningen har oplevet scenekunst det seneste år.

I sæson 2023/24 blev der spillet over 14.000 forestillinger med samlede indtægter på omkring 2,3 milliarder kroner, og knap 60 procent af dem var rettet mod børn og unge.

Der findes ikke kunst uden overskud, og der findes ikke overskud uden tillid.

Ole Winther
Kulturstrategisk chefrådgiver, Have Kommunikation

Scenekunsten er altså ikke et luksusgode for de få, men en del af vores fælles vokabularium. Det er her, mange danskere første gang møder poesien, historien og empatien i levende form.

Alligevel er den struktur, der skal bære scenekunsten, skrevet til en anden tid. Loven stammer fra 2003, dengang streaming var science fiction, og man stadig talte om institutionerne og det frie felt som to planeter i hvert sit kredsløb.

I dag flyder grænserne. Nye scener opstår i gamle fabrikshaller, på sociale medier, i kirker og på torve. Kunsten bevæger sig, mens systemet står stille.

Samtidig har vi skabt en kulturpolitik, hvor tillid skal dokumenteres. Der bliver brugt flere timer på ansøgninger og afrapportering end på at skabe kunst.

Det er ikke blot et administrativt problem, men et menneskeligt. For der findes ikke kunst uden overskud, og der findes ikke overskud uden tillid.

Når skabende mennesker skal forklare deres eksistens i Excel, mister kunsten sin ilt, og vi mister evnen til at blive overrasket.

Mange i branchen lever som på en midlertidig scene. Projekt til projekt, uden sikkerhedsnet. Skuespillere, teknikere og scenografer forlader faget, før tæppet for alvor går op. Og så taler vi stadig om bæredygtighed Hvordan kan kunsten være bæredygtig, når menneskene bag den ikke er det?

Nødvendig samfundsrefleksion

Under pandemien viste teatrene, at de kan mere end at spejle lyset fra rampen. De skabte digitale formater, streamede forestillinger og fandt nye måder at være nærværende på.

I en tid, hvor verden lukkede ned, og vi sad hver for sig, var det scenekunsten, der forbandt os. Den mindede os om, hvem vi havde været, og hvem vi kunne blive igen.

Hvis scenekunsten forsvinder, mister vi et af de få steder, hvor samfundet taler med sig selv.

Ole Winther
Kulturstrategisk chefrådgiver, Have Kommunikation

Den viste, at kunst ikke kun underholder, den holder sammen. Den gav os et sprog for savn, håb og fællesskab, mens resten af samfundet stod stille.

Og hvad skete der bagefter? Tæppet gik ned. Den digitale nysgerrighed blev pakket væk. Men hvis teatrets opgave er at spejle samfundet, må det også turde eksperimentere.

Måske er den næste store teateroplevelse ikke en sal med røde stole, men et digitalt rum, hvor mennesker fra hele landet oplever den samme fortælling sammen.

Scenekunsten har altid været et spejl. I Holbergs tid viste den borgerskabets moral. I Brechts tid blev den et våben mod uretfærdighed. I dag skal den måske være noget andet, et sted, hvor vi tør se vores samtid uden filter.

Vi lever i en tid med krig, kriser og kunstig intelligens. Alt bevæger sig, og frygten flyder med. I sådan en tid har vi brug for steder, hvor vi ikke kun bliver informeret, men forstået. Hvor vi ikke kun taler, men lytter.

Scenekunsten lever mange steder, men ikke overalt. Der er kommuner, hvor børn ser teater flere gange om året, og andre, hvor de knap ser en eneste forestilling gennem hele skoletiden.

Det handler ikke kun om penge, men om tilstedeværelse. Hvis kunsten er samfundets spejl, må man spørge, hvad der sker, hvis store dele af landet ikke så sit eget spejlbillede. Forsvinder scenekunsten, mister vi et af de få steder, hvor samfundet taler med sig selv.

Kulturen er andet end et regneark

En scenekunstreform må derfor ikke ende som et pænt møde i god stemning. Den bør være et retningsskifte. Hvordan giver vi plads til både den smalle kunst og den brede underholdning uden, at de skal kæmpe mod hinanden?

Hvordan skaber vi et system, hvor kreativitet ikke kvæles af kontrol, og hvor digital innovation og fysisk nærvær ikke udelukker, men beriger hinanden?

En scenekunstreform bør ikke blot handle om systemer, men om ansvar.

Ole Winther
Kulturstrategisk chefrådgiver, Have Kommunikation

Hvordan sikrer vi, at økonomi og genrer følges ad, så eksempelvis den stadigt mere populære musicalgenre fremover får en støtte, der svarer til, hvad vi giver landets operakompagnier?

Eller hjælper man bedst egnsteatrene ved at se på refusionsordninger eller deres turnéforpligtelser? Spørgsmålene er mange, og det bliver spændende at se, hvilke af dem, regeringen vil besvare med reformen.

Det kræver, at man tør se på kulturen som andet end et regneark. For i sidste ende handler det ikke kun om teater, men om hvordan vi forstår hinanden som mennesker.

Scenekunsten er et af de få steder, hvor man stadig kan mærke et andet menneskes åndedræt. Hvor man deler virkelighed uden filter og uden algoritmer.

Derfor bør en scenekunstreform ikke blot handle om systemer, men om ansvar, for at sikre at fremtidens Danmark stadig har scener, hvor vi kan spejle hinanden og forstå os selv.