Kunst åbner verden og gør os til tænkende medborgere

Af Mikkel Bogh
Direktør, Statens Museum for Kunst

Kunstmuseets opgave er at formidle kunst og at gøre kunst tilgængelig og værdifuld for flest muligt mennesker. Men kunstmuseet, både nationalgalleriet og det lille museum ude i lokalsamfundet, er også en samfundsaktør.

Museet spiller en aktivt sammenhængsskabende rolle i samfundet, og tager det ikke denne rolle alvorligt, mister det relevans for sine gæster.

Kunsten, det viser, arrangementerne, det åbner dørene for, historierne, det fortæller, alt sammen er bestemmende for, hvem der kommer, hvem der engagerer sig, hvem der føler sig velkomne.

Museet og dets værker giver den nødvendige næring til samtalen om hvem vi er, og hvem vi kan blive. Det hører med til et levende, demokratisk samfund at have en sådan samtale med hinanden.

Mikkel Bogh
Direktør, Statens Museum for Kunst

Da vi på SMK for nylig åbnede en udstilling med samtidskunstnere fra hele verden, der beskæftiger sig med migration, begyndte vi at se flere gæster i huset med minoritets- og migrationsbaggrund.

Museet som vindue til verden
Det er egentlig ganske enkelt: På kunstmuseerne leder vi som gæster alle efter det pirrende, fremmede og gådefulde, men også efter det, som sætter vores egen historie og vores egne livserfaringer i perspektiv.

Er museet bevidst om dette, kan det give plads til nye stemmer og fællesskaber. Som sådan bidrager det til at gøre verden rigere på muligheder for handling, trivsel og åndelig vækst. For mig er det en bedre verden og verdensmål, som museumsinstitutionen hjælper afgørende til at nå.

Et kunstmuseum har en vigtig samfundsmæssig funktion. Folk finder sammen her for i mødet med kunsten at søge inspiration og oplevelser, der kan hjælpe dem til at forstå sig selv, deres historie og deres omverden. For at blive klogere på sig selv, sammen. For at få erfaringer, de kan dele med andre, og som giver perspektiv og måske håb.

Museet og dets værker giver den nødvendige næring til samtalen om, hvem vi er, og hvem vi kan blive. Det hører med til et levende, demokratisk samfund at have en sådan samtale med hinanden.

Kunstmuseet kan som få institutioner sætte rammerne for kollektive udvekslinger og kritiske dialoger på tværs af køn, aldersgrupper, kulturel identitet og uddannelsesbaggrund.

Kunstværker åbner for samtale og refleksion
Dog ville museet ikke være andet end en tom skal, havde det ikke været for kunstens værker. Det er værkerne, der betyder noget, dem der skaber forandringerne, indeholder fortællingerne, danner billederne, stiller spørgsmålene, bringer sindene i kog og udfordrer tanken.

Eller rettere: Det er værkerne i mødet med deres tid, i mødet med beskueren, i mødet med hinanden på tværs af tid og sted og med de fortællinger og fortolkninger, vi stiller med, der skaber det levende og komplekse netværk af relationer og det samtale- og refleksionsrum, som kunstmuseet er, og som vi har brug for som aldrig før.

Vi har brug for kunstmuseet som mødested, fordi det, som et kunstmuseum kan tilbyde af værker og billeder fra forskellige tider og steder, udgør det bedst tænkelige udgangspunkt for mødet med det fremmede og ukendte i os selv og hinanden. Og dermed for refleksionen over, hvem vi er og hvilket liv vi lever nu.

Vilhelm Hammershøis malerier viser ikke et velkendt interiør, det hyggelige hjem; de introducerer en fremmedhed i det indre rum, som får os til at tænke over, hvad hjem har været og kan være.

Kunsten fremmer deltagelse
Men kunstens værker er ikke født med en bestemt betydning, som kun få eksperter har særlig adgang til og som formidles til de uindviede.

Det er, når vi hver især lukker værkerne ind i vores meningsuniverser og lader dem skabe enten forstyrrelse eller orden, at de får betydning.

I sig selv er værkerne blot et sæt af åbne muligheder, om end de selvfølgelig ikke kan betyde hvad som helst. Værker har netop grænser og modstand, og derfor kan de udfordre os, skabe nye orienteringer i verden, sætte fastlåste forestillinger i bevægelse eller forfærde os ved deres menneskesyn.

Pointen er imidlertid, at dette først sker, når vi, som ser dem, bringer dem i anvendelse ved at engagere os i dem, diskutere dem, arbejde med dem.

Dette engagement gør os til stærkere og mere deltagende og ansvarlige borgere. Til sansende og tænkende medborgere, som medvirker til at forme vores egen fælles fremtid.