Mindeord: Leif Lønsmann om fhv. tv-direktør Henrik Antonsen (89)

"Bragende". Det var det ord, han brugte. "Jeg synes, det er tosset at stå her i dag og tage afsked med en bragende god tv-programdirektør".

Sådan sagde DR’s generaldirektør, Hans Jørgen Jensen, da han fredag 31. maj 1991 talte ved Henrik Antonsens afsked som tv-direktør i DR. Jeg husker det, for jeg var blandt de mange hundrede tilhørere, der tog afsked med Henrik Antonsen, DR’s tv-direktør fra 1985 til 1991.

Som så mange andre tv-helte startede også Henrik Antonsen i radioen. Som programsekretær for kortbølgeradioen. I 1957. Men fra 1960 var det fjernsynet, der nød godt af Antonsens venlige, vidende, vindende væsen. I de kommende 25 år arbejdede han sig hele vejen op igennem lønrammerne, indtil han i 1985, blandt 11 ansøgere, blev valgt til øverste chef for ’fjernsynet’.

Antonsen valgte, kort efter sin tiltrædelse som tv-direktør, at fremlægge sin ansøgning til stillingen for sine medarbejdere. Det syntes jeg som ung og nyslået chef var ret sejt, og mon ikke det har ligget i baghovedet, da jeg 13 år senere som nyudnævnt radiodirektør valgte at gøre det samme.

I Antonsens ansøgning, som blev hans programerklæring som tv-direktør, lovede han "at gøre op med det ligegyldige eller halvgode og være parat til at kassere det, som ikke holder kvalitetsmålene". Men også "at sikre, at hver eneste udsendelse har en form og et forløb, som gør den forståelig for almenheden – uden at de indsigtsfulde krøller tæer".

Det er svært i dag at sige, om det lykkedes. 3 år efter faldt DR’s monopol på tv, og TV 2 løb med 70 procent af tv-seningen. Om det var, fordi DR ikke lykkedes med at holde kvaliteten, eller fordi TV 2 var bedre til at ramme ’almenhedens’ øjenhøjde, skal jeg ikke kloge mig på.

Antonsen ville gerne have fortsat som tv-direktør. Og generalen støttede ham. Derfor var det et nederlag for begge, at DR’s bestyrelse valgte rebellen Ingolf Gabold i stedet for den sikre forlængelse af Antonsens åremål. Antonsen tog nederlaget med kun let bitter værdighed. "Gentlemen bliver aldrig vrede", sagde han i sin afskedstale, "højst bedrøvede". Et åremål er et åremål.

Den aften, har han siden betroet, forærede hans børn ham Politikens håndbog ’Hvad kan jeg blive?’ - med 568 uddannelsesmuligheder. Antonsen valgte at blive i DR, og det blev mit held.

Som DR’s udsendte fik han til opgave at berede de østeuropæiske statsradioer på overgangen fra diktatur til demokrati, fra statsradio til uafhængig public service.

Og han hyrede mig til at assistere sig. Sammen rejste vi op og ned gennem et Østeuropa i opbrud og promoverede redaktionel frihed og politisk armslængde mellem stat og medier. Vore kolleger i Polen, Ungarn og de øvrige østeuropæiske lande troede næppe deres egne ører.

Om denne mission lykkedes, kan man også, her 30 år efter, spørge sig selv om, når man ser regeringerne i Polen og Ungarn generobre magten over mikrofonerne. Men Antonsen ville være pragmatiker nok til at se proportionerne.

Jeg tror, han vil lægge ansigtet i de vante bekymrede folder og langsomt sige: "Men det er trods alt bedre end kommunismen". Og med sit forsonende, let skælmske smil atter demonstrere, at han var pragmatikeren med sans for proportioner. Det koleriske og flamboyante lå ham fjernt.

Han var, igen med Hans Jørgen Jensens ord fra afskeden i 1991 "entreprenøren, bulldozeren, problemløseren". Og en "bragende" god chef.