Mindeord: Ole Hyltoft skriver om forfatter John Nehm (84)

I 1970’erne dukkede et fænomen frem, der hed arbejderlitteratur. Enkelte af mellemkrigstidens forfattere, f.eks. Nils Nilsson og Hilmar Wulff, fik derved en litterær genopblussen. De fleste nye "arbejderforfattere" blegnede dog snart.

Et navn blev tilbage, John Nehm. Nehm blev i kraft af sin sensible følsomhed og barokke humor den fineste skildrer af 1950’ernes nøjsomhed.

Nehm efterlader sig en række autentiske billeder af den danske arbejder efter Anden Verdenskrig. Vil en eftertid vide, hvordan en dansk arbejder i disse år oplevede fattigdom og arbejdsløshed, og hvordan han tænkte og følte over for sin kone, sine børn og sin arbejdsgiver, står et sandfærdigt materiale på 40 romaner, novelle- og digtsamlinger signeret af John Nehm til rådighed.

Han besad den samme uudtømmelige skaberlyst som en Balzac, en Leif Panduro, en Johannes Møllehave. Og hans kunstneriske pirrelighed stod ikke tilbage for en Herman Bangs eller en Andersen Nexøs.

Sine emner hentede John Nehm i høj grad fra sine oplevelser som arbejdsmand i sine unge år. Hans kunstnersind gjorde, at han i de år ofte skiftede arbejdsplads. Derved fik hans følsomme og humoristiske digtersind materiale til at skabe en stribe overbevisende portrætter af arbejderkolleger og galsindede arbejdsgivere og arbejdsformænd.

Socialdemokratiet og fagbevægelsen gjorde tit brug af Nehm som foredragsholder og litteraturoplæser, og hans pæne indtægter i de yngre forfatterår gjorde ham og hans hjælpsomme kone, Rita, til villaejere i Ølstykke.

Han var en efterfølger af Mogens Klitgård i dansk litteratur: hverdagsskildringen, uafhængighedstrangen, det medfølende sind. Let var det ikke for ham. Men der kom et rigt forfatterskab ud af.

Dette mindeord er skrevet til Politiken.