Mindeord: Poul Nesgaard om DR-medarbejder, jazzmusiker Elith Nulle Nykjær Jørgensen (86)

Verden ville være et smukkere sted, hvis alle havde mulighed for at have en ven som Nulle.

Klarinetten var hans adgangsbillet til livet og verden. Jeg vil vove den påstand, at man kunne kaste Nulle ud med en faldskærm, hvor det skulle være, og han ville med sin klarinet og hele personlighed blive omfavnet af de lokale mennesker. For han var en sand livskunstner, der med sin medfødte musikalitet som instrumentalist og menneske kunne improvisere sig frem til stedets toneart. 

Han troede på livets enkle og dybe erkendelse og blev aldrig fristet af fællesskabets dårskab og magt. Han blev på en måde ved livskildens udspring, hvor enkelheden afdækkede livets kompleksitet!

Han var altså ikke blot leder af Nulle og Verdensorkesteret, han var en verdensborger, og hvis alle havde blot en flig af hans sind og væsen, så ville verden være et mere muntert sted, et mere musikalsk sted, et venligere og smukkere sted, et sted med større visdom og medmenneskelighed og et sted, hvor festen aldrig ville slutte.

Må jeg komme med en indrømmelse. Der er ikke noget menneske, jeg rent arbejdsmæssigt har skændtes så meget med som med Nulle.

Vi skabte en lang række tv-serier gennem et årti tilbage i 1980’erne og starten af 90’erne i DR. Ungdomsredaktionen, 'Baggårdsredaktionen', ’I sandhedens tjeneste’, ’Flid, fedt og snyd – Bliv til noget stort mens du er lille’, ’Jul og grønne skove’, ’Bamse på planeten’ og meget mere.

Men sådan er det, når stærke viljer mødes, og venskab opstår, og jeg må erkende, at det er mig, der har lært mest af Nulle – og det er jeg ham dybt taknemmelig for. 

Og så en sidste ting. Nulle var en gudsbenådet humorist. Jeg vil blot nævne en scene. Den er fra første udsendelse i en serie med titlen ’Baggårdsredaktionen’, som vi sendte fra et værtshus. I programmet skal der være en brevkasse, som humoristen Nulle skal bestyre.

I udsendelsen lægger jeg over til Nulle, han sidder i et hyggeligt hjørne henne ved vinduet, fumler med nogle breve, kikker lidt forvirret frem for sig ind i kameraet og siger: "De breve, vi skal læse op i dag, har vi selv skrevet, da det er den første udsendelse, og derfor har vi ikke modtaget nogen breve endnu" – kikker op i kameraet. – "Det første brev kommer fra Lise Jensen, Nordkapvej 4, Hjørring. Kære ungdomsredaktion, de breve, I læser op i programmet, er det nogle, I selv har skrevet, eller ...".

Nulle kikker direkte ind i kameraet med sine store hundeøjne, som kun Nulle kunne, og siger: "Jamen, det er jo det, jeg lige har sagt!".

Nulle døde fredfyldt, lige kysset af sin elskede Louise. Æret være hans minde.