Musiker til Joy Mogensen på Folkemødet: ”Det er virkelig godt at se dig. Vi har savnet dig”

Bifald til politikerne, en stikpille til kulturministeren fra en hårdtprøvet musikbranche og en amerikansk drøm, der lever i dansk kunst og kultur. Kulturpolitisk debat fra Folkemødets dag et bød på lidt af hvert. Få de centrale nedslag her.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Nicole Sander Bertelsen

Musikeren Jenny Rosander med kunstnernavnet Lydmor var klar med en stikpille, da hun stod overfor kulturminister Joy Mogensen (S) på Folkemødet i en debat om kunst og kulturpolitik under overskriften ”Va mæ kulturen?”.

Ikke langt inde i deres møde på scenen faldt bemærkningen:

”Efter det sidste år kan jeg godt, uden at skælve på hånden, tale for hele min branche og sige, det er virkelig godt at se dig. Vi har savnet dig lidt,” sagde Jenny Rosander.

”I lige måde” lød det fra ministeren, der løbende har fået kritik for sin måde at håndtere coronakrisen på.

Og det var ikke det eneste skarpe citat i debatten. Altinget har samlet en række herunder.

 

Læs også

Kunstverdenen er som en have

Musikeren kom med en appel til ministeren om ikke at glemme de mange ”små frø” af kunstnere, der ikke er blevet Kim Larsen eller Flemming ”Bamse” Jørgensen.

”De, der har skabt uforglemmelige værker som Kim Larsen og Bamse, skal nok overleve, men alle de bittesmå frø, som ikke er blevet uforglemmelige endnu, de skal vandes, hvis de skal vokse sig store."

”Hvis man virkelig vil have den store have, er man nødt til at tage fat i undergrunden og skabe nye scener, og støtte folk, der laver nye ting,” sagde Jenny Rosander.

Kultur er mere end flødeskum

Dansk Folkepartis kulturordfører, Morten Messerschmidt, og Joy Mogensen fik også at høre for den måde, de omtalte kulturlivet før corona.

Det blev omtalt som ”flødeskum på lagkagen”, mente forkvinde i Ny Carlsbergfondet Christine Buhl Andersen.

”Vi står ved et historisk moment, fordi politikerne virkelig har talt kulturen op under corona, og det har vi haft brug for. Vi mennesker kan ikke have et godt liv uden kunst og kultur, og derfor skal det ikke bare være noget, vi putter oven på,” sagde Christine Buhl Andersen fra scenen i Allinge.

Efterfølgende opfordrede hun til at give Joy Mogensen og Morten Messerschmidt et bifald, fordi de nu omtaler kunst og kultur som noget vigtigt.

Institutioner ud af offerrollen

Direktøren på Det Kongelige Danske Teater, Kasper Holten, tilkendegav, at han også synes, det er dejligt at mærke den medvind, der er i øjeblikket til kulturen. Men han havde et klart budskab.

”Jeg synes, at vi institutioner også må begynde at tage os sammen. Vi må ud af klynkerollen og offerrollen, hvor vi synes, det er synd for os, at der ikke er nogen, der snakker kultur, for det passer ikke,” sagde han.

Teaterchefen mener, at institutionerne skal tage deres rolle på sig, og tage ansvar for, at folk opdager det.

Det var Morten Messerschmidt meget enig i. Ordføreren mener også, at kulturlivet – med institutionerne forrest – skal mere ud i landet, så opfattelsen af, at de store kulturinstitutioner kun hører til i København, bliver brudt.

Den amerikanske drøm lever i Danmark

Sidst, men ikke mindst sammenlignede kulturministeren det danske kunst- og kulturliv med den amerikanske drøm, da værten Huxi Bach spurgte debattørerne, om der er noget kultur, der er finere end andet.

”Nej, det mener jeg ikke, der er. Kultur lever og har sin kraft, netop fordi det er mangfoldigt. Og det, der gør, at det samler så mange, er, at man netop kan vælge, om det er sport eller kunst eller en anden slags foreningsliv, man går op i,” sagde Joy Mogensen.

Hun mente dog godt, at man kan skelne mellem professionel kunst, som alle bliver inspireret af, og så hverdagskulturen, hvor folk bliver engageret.

Og netop den kobling er ifølge ministeren det allermest danske ved Danmark.

”Her lever den amerikanske drøm, den er faktisk virkelig. Det er ikke bare noget, vi taler om. Bredden og eliten hænger sammen,” sagde ministeren.

"Men ønsker du, at det skal være så lige, at ingen får støtte, og det, der må klare sig, det klarer sig", spurgte Huxi Bach.

”Nej, for hvis man skal behandle alle lige, så skal man behandle dem forskelligt, alt efter hvor de er,” svarede ministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Kasper Holten

Teaterchef, Det Kgl. Teater, instruktør
studier i litteraturvidenskab og teatervidenskab (Københavns Uni. 1994)

0:000:00