Nekrolog: Farvel til digteren, der fik hverdagsøjeblikke til at fremstå som stjernestunder

NEKROLOG: Han gav os jordnær livsglæde og ironisk selvindsigt. Læs chefredaktør Lisbeth Knudsens nekrolog over Benny Andersen.

Benny Andersen blev 88 år.
Benny Andersen blev 88 år. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen

 


Hvem kender ikke disse ord fra digtet om Svantes lykkelige dag? Og hvem kan lade være at nynne melodien?

Ikke mange danske digtere, sportsfolk, standup-komikere, skuespillere og politikere for den sags skyld vil nogensinde opnå en så massiv folkelig hyldest og opbakning som Benny Andersen.

I hans digte og viser flyder sprog og musik sammen på en måde, vi alle føler som noget særligt og specifikt dansk. 

Og netop så paradoksalt er det, at Benny Andersens digte er oversat til mere end tyve sprog, og at han selv følte sig meget international. 

Nu er det slut med Benny Andersens enorme bidrag til dansk kultur, og det selvironiske spejl, han holdt op for os som danskere, er ikke mere.

Benny Andersen leverede præcis den blanding af optimisme og stilfærdig, jordnær livsglæde i sit forfatterskab, at man burde begynde hver eneste ny dag med et Benny Andersen-digt. 

For det er som regel en herlig skefuld lyrisk levertran. Forrest i vitaminskabet på en sur dag kunne der stå den morgentrætte digters hymne til morgenstunden – og morgenavisen:  

 


I Benny Andersens verden skulle det kunne mærkes, at vi lever. Mere kul på, folkens – det var om noget grundakkorden og imperativet i Benny Andersens digtning.

Han undlod aldrig at minde os om, at det er lige her og nu, at vi skal pakke den særlige gave ud, som livet er. Musik må der til. Blomster til alle.

Benny Andersens forfatterskab tog sin begyndelse for over 50 år siden, da den 31-årige jazzmusiker begyndte at skrive digte.

I alle mulige genrer fra prosa til poesi. Siden debuten i 1960 med "Den musikalske ål" snor digteren sig kærligt ironisk ind og ud ad vores danske sjæl med disse vildt charmerende, kløgtige tekster, der ligger så godt i munden og i eftersmagen vækker undren og eftertanke, bringer smilet frem på læben og ganske ofte også formår at rokke ved ens tro på egen fuldkommenhed.

Langt over 50 digtsamlinger, novellesamlinger, børnebøger, teaterstykker, romaner, filmmanuskripter og skuespil er det blevet til gennem tiden.

Som noget enestående i dansk kunst har den mangfoldige og evigt nysgerrige Benny Andersen høstet både anerkendelse og folkelig succes inden for samtlige genrer, han har bevæget sig i.

I det mangeårige, trofaste visesamarbejde med Povl Dissing, der strakte sig fra ”Svantes viser” i 1972 til nutiden, har de to solgt en halv million plader, ligesom Benny Andersens egen mursten af papir "Samlede digte" står i reolen hjemme hos mere end 150.000 danskere.

Hæder har Benny Andersen derfor fået mange gange før, men den største hædersbevisning er og bliver dog den, der er kommet til ham fra det danske folk. År efter år, generation efter generation.

Ingen anden dansk digter læses op – og synges – så ofte til konfirmationer, fødselsdage, bryllupper og begravelser.

Hvorfor? Fordi han kunne få et hverdagsøjeblik til at fremstå som en stjernestund. Fordi han kunne stimulere og skærpe danskernes sprogsans med sine rim og rytmer og små aforistiske guldkorn, der ligger og lyser livsklogt op overalt i forfatterskabet.

Når han fortalte om sin egen barndom, så åbenbarede denne stilfærdige og fredsommeligt udseende mand, at han var en ægte slagsbror.

Den, der i skolegården gik til angreb på drengene, der mobbede hans mere forsigtige lillebror Erik, mens søsteren Annie fik lov til at holde hans briller, så længe slagsmålet stod på.

En anden anekdote om hans modige forsvar for de svage handler om hans afdøde kone Cynthia Rosalina, der på vej over Jernbanepladsen i Lyngby i midtfirserne blev verbalt forulempet af en mand.

Her kommer den fortalt med Benny Andersens egne ord:

 


Benny Andersen ville hellere være interkulturel end dansk, selv om det netop mest er det sidste, vi husker og elsker ham for. Han ville hellere forsvare mindretallene og de svage end være populær med flertallet.

Få danske digtere kunne samtidig, sådan som Benny Andersen, revse os for vores dobbeltmoral og intolerance på den elegante måde.

"Jeg er borger i smilets land, det er ikke morsomt," skriver han i "Den indre bowlerhat" fra 1964 og spidder dermed det, som en dansk kritiker engang betegnede som "den tvetydige oplevelse af at være dansker i et land, hvor hyggen har sine omkostninger, og hvor tolerancen ikke rækker længere end til ligusterhækken".

Benny Andersen satte præcise og samtidig flerdimensionelle ord på vores danskhed, på vores menneskelighed og mangel på samme.

Men det skete altid med måde, med mildhed og medfølelse. Næsten. Derfor er Andersen, præcis som sin verdensberømte landsmand og navnebror H.C., så stor og så vigtig i vores lillebitte land.

Dette ”reservat”, som digteren kaldte det, hvor ”selvtilstrækkelighed og skrumpehorisont” til tider får nationens glorie til at lyse noget mat.

Benny Andersens danskhed udelukkede ikke nogen, men er inkluderende i synet på Danmark og danskerne.

Som menneske var han alle dage levende optaget af det udefrakommende, som kunne berige det danske samfund.

Og gennem sin kunst har Benny Andersen gang på gang ansporet os til selv at tænke over, hvad det vil sige at være dansk. I titeldigtet fra samlingen ”Verdensborger i Danmark” hedder det:

 


Bag Benny Andersens elskværdige ydre "er der noget farligt indeni". Sådan har han selv engang udtrykt det.

Flink og farlig, kærlig og kritisk på samme tid. Men til syvende og sidst vejede det positive livssyn altid tungest. Kritisere kan man jo altid, men tør man også vise sin omverden en smule kærlighed?

Som det siges i visen "Da jeg mødte dig": 

 


Nu hvor Benny Andersen er sovet ind, og vi ikke længere kan glæde os over nye fortolkninger af vores elskede danskhed, så må vi trøste os med hans digt ”Morgenhymne”:

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forfatter, komponist
student (Akademisk Kursus 1948)