Putins propagandamaskiner bør ikke omfavnes i ytringsfrihedens navn

Kan en ensidig propagandamaskine, der misbruger mediers professionelle formater og udtryk, og som systematisk vrangvrider betegnelsen journalistik i en bestemt politisk sags ærinde, fortjene at blive kaldt et medie og at blive forsvaret som et sådant som et vigtigt bidrag til ytringsfrihed og publicisme om end i ret enøjet form?

Den interessante problemstilling rejser sig efter EU’s beslutning om at forbyde europæiske teleoperatører at distribuere indhold i enhver form fra de to russiske såkaldte medieorganisationer Sputnik og Russia Today (RT). Det vil sige transmission eller distribution af deres indhold af enhver art via kabel, satellit, IPTV, internet videodelingsplatforme eller apps. Forbuddet er nu også efter nogle dage med teknisk afklaring gennem Kulturministeriet ved at blive effektueret i Danmark overfor 35 internetadresser tilhørende forskellige grene af de to russiske organisationer.

Sputnik og Russia Today (RT), er ikke medier i vores fortolkning af medievirksomheder, men statsfinansierede og statsstyrende, taktiske våben indsat af præsident Putin i informationskrigen mod Vesten og vestlige værdier. En krig, der kører helt parallelt med den fysiske krig i Ukraine. EU's forbud, som RT nu har indbragt for EU-Domstolen, er en markant svækkelse af Ruslands informationskrig.

Det er således ikke blot et par stærkt nationalt tænkende tv-stationer, forbuddet rammer, men globale operationer med milliardbudgetter og store ambitioner. Det er rent faktisk ikke russiske medier for russere, men kanaler beregnet til at være modstykke til de vestlige medier henvendt til et vestligt publikum og til russere eller russiske sympatisører uden for Rusland.

Man kan ikke sammenligne uafhængig, kritisk journalistik med en statsstyret propagandakanon. Det er helt forfejlet rygmarvsreaktion.

Lisbeth Knudsen

RT beskriver, at de sender fra 22 satellitter verden over, fra 230 kabel-tv udbydere til 430 millioner mennesker i over 100 lande. RT’s største marked er Europa. RT skriver selv, at de er den mest sete nyhedskanal på YouTube med over 800 millioner visninger og 320.000 faste abonnenter. Sanktionerne fra EU angår RT på engelsk, fransk, tysk og spansk samt Sputniks ligeledes mangesprogede udgivelser.

Googles moderselskab, Alphabet, har fjernet RT og andre statsfinansierede russiske medieforetagender fra Googles aktiviteter, herunder YouTube, søgeværktøjet Google og Google News. Kent Walker, Googles præsident for globale anliggender, har i et blogindlæg meldt ud, at "i denne ekstraordinære krise, tager vi ekstraordinære foranstaltninger i brug for at stoppe spredningen af misinformation og desinformationskampagner online."

Meta Platforms Inc, moderselskab for Facebook, har besluttet, at man vil begrænse adgangen til russiske statsmedier RT og Sputnik på deres platforme i hele EU. Både Meta, Microsoft Corp, Google og YouTube har sagt, at de vil begrænse russiske statsmedier i at tjene penge på annoncer på deres platforme. Twitter forbød RT og Sputnik i at annoncere på deres hjemmeside allerede i 2017. Twitter har meldt ud, at man vil begrænse synligheden af ​​tweets, der indeholder indhold fra russiske statstilknyttede medier.

Cyber-analytikere betragter RT og Sputnik som vigtige brikker i et systematisk russisk set up af desinformation. Direktøren for RT, Margarita Simonyan, er citeret for at skulle have sagt for nogle år siden i et interview, at hun betragter sig som en forlænget arm af det russiske Forsvarsministerium. I 2021 deltog Margarita Simonyan i en konference i Donetsk i det østlige Ukraine, hvor hun opfordrede "Moder Rusland til at bringe Donbas hjem", hvorved hun bogstaveligt talt opfordrede til krænkelse af Ukraines territoriale integritet.

I Ukraine har RT været forbudt siden 2014, og RT har aldrig formået at få en sendetilladelse i Tyskland. I 2019 advarede den tyske journalistsammenslutning de statslige mediemyndigheder om, at "Russia Today er ikke et informationsmedie for os, men et propagandainstrument fra Kreml." RT DE forsøgte at tilsidesætte Tysklands regler og få en sendetilladelse i Luxembourg, men myndighederne i Luxembourg afviste anmodningen. Efter at RT DE i slutningen af 2021 forsøgte at gå i luften i Tyskland uden en gyldig sendetilladelse, blev udsendelsen suspenderet af den tyske kommission for licens og medietilsyn.

EU's beslutning om et forbud mod at sprede indhold fra RT og Sputniks mange publiceringsplatforme indeholder flere store dilemmaer.

1) Beslutningen i EU kom tidsmæssigt til at falde sammen med vedtagelsen af en ny russisk lovgivning hvorefter personer kan straffes med op til 15 års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige i at sprede "falske" nyheder om Ruslands militær. Det blev samtidig forbudt ifølge det russiske statstilsyn, Roskomnadzor, at omtale angrebet på Ukraine som en "krig" eller "invasion". I stedet skal det russiske angreb beskrives som en "særlig militær operation". Rusland har også blokeret for adgangen til de sociale medier Facebook, Instagram og Twitter, fordi man ikke ville underkaste sig særlige restriktioner for censurering af indholdet på platformene.

På baggrund af den nye lovgivning har de store internationale medier og de danske medier trukket sig fra Rusland med udmeldinger om, at loven gør det praktisk umuligt at bedrive uafhængig journalistik fra Rusland og alt for risikabelt for mediernes medarbejdere at risikere 15 års fængsel ved at passe deres arbejde.

I en krigssituation bliver vi nødt til at melde ud, at medier ikke bare er medier, blot de ligner medier.

Lisbeth Knudsen

Ved at den nye vanvittige russiske lovgivning mod kritiske medier og journalister kom næsten samtidig med EU's forbud mod den russiske mediepropagandamaskine, kom det til at ligne to sider af en og samme ytringsfrihedsdiskussion. Men det er det ikke. Man kan ikke sammenligne BBC, Reuter, CNN, AFP, Bloomberg eller for den sags skyld DR og TV2 med RT og Sputnik. Man kan ikke sammenligne uafhængig, kritisk journalistik med en statsstyret propagandakanon. Det er helt forfejlet rygmarvsreaktion.

Det være sagt til alle de bekymrede for EU's beslutning. Man kan argumentere for, at vi da i Vesten er så veluddannede og kloge, at vi godt kan gennemskue Putins statspropaganda, og at den slags bedst nedkæmpes ved at blive udstillet og afsløret som bærer af løgn og latin i stedet for at blive forbudt. Men i en krigssituation bliver vi nødt til at melde ud, at medier ikke bare er medier, blot de ligner medier. De kan også være særdeles slagkraftige våben i autoritære regimers forsøg på at skabe deres eget verdensbillede, undergrave vestlige demokratier og polarisere befolkninger.

2) Beslutninger om at forbyde medier er under normale omstændigheder ikke inden for EU's mandat. EU's sanktioner mod RT og Sputnik er ekstraordinære, målrettede og midlertidige foranstaltninger, der er truffet i en meget specifik, hidtil uset sammenhæng - Ruslands militære aggression mod Ukraine. Beslutningen om at forbyde RT og Sputnik er taget som et led i pakken af sanktioner vedtaget af stats- og regeringslederne, selv om det burde have været nationale beslutninger og genstand for domstolskontrol.

Vi er nødt til som publicister på frie og uafhængige medier at insistere på ikke at blive slået hartkorn med statslige propagandamaskiner.

Lisbeth Knudsen

Ud over spørgsmål om effektiviteten af disse forbud inden for EU, har restriktionerne allerede fået gang i repressalierne fra russisk side. Nyhedswebsteder fra en række europæiske medier herunder BBC og Deutsche Welle er blevet blokeret. Dermed kommer den gensidige udelukkelse af medier med en pris - nemlig den at det er blevet markant vanskeligere for russerne at tilgå frie vestlige medier og dermed blive klogere på, hvad deres magthavere har gang i i Ukraine.

3) De juridiske eksperter vil sikkert kunne få anledning til at drøfte principielt, om forbuddet mod RT og Sputnik er i strid med den danske grundlovs bestemmelser om forbud mod censur. Foreløbig har eksperter som professor i statsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter nøjedes med at kalde det et meget stort og komplekst spørgsmål.

Sagen er, at det igen hænger sammen med punkt 1. om man overhovedet kan kalde RT og Sputnik for medier, eller det er statsfinansieret spredning af desinformation. Man kan i hvert fald sige, at det er i strid med grundlæggende demokratiske principper at lukke for eller spærre adgangen til at ytre sig uanset hvor skørt, manipuleret og betalt af den russiske stat, man udtaler sig. Skal demokratier med ytringsfrihed som kerneværdi finde sig i medier og organisationer, der er enøjede, manipulatoriske, propagandistiske, fyldt med fake news og dybest set talerør for et krigsførende land?

Konsekvenserne af den russiske medielov, der har jaget vestlige journalister ud af landet, og EU's forbud mod de russiske propagandamedier i Europa er en del af omkostningerne i moderne krigsførelse, hvor kampen om historien, der skal fortælles, er lige så vigtig som kampene på slagmarken. 

Lisbeth Knudsen

4) RT og Sputnik laver indslag, der ligner journalistik, men det er det ikke. De følger ikke normale journalistiske standarder for kildekritik, kritisk efterprøvning af påstande, høring af flere parter i en sag og den slags. De er ikke politisk uafhængige men en del af et større russisk desinformationssystem. RT er opført på en officiel russisk liste over organisationer af strategisk betydning for Rusland.

Sputnik blev oprettet via et præsidentielt dekret, med det formål at "rapportere om Ruslands politik i udlandet.” Kan vi i vestlige medier bruge disse organisationer til at finde ud af, hvad der foregår i Rusland? Nej. De tegner ikke noget balanceret og sandt billede. Kan vi bruge dem til at forstå, hvad det er for en type propaganda, og hvad det er for et narrativ, Putin bruger i sin krig til at overbevise russerne om værdien af at angribe et broderfolk? Ja utvivlsomt. På den baggrund er EU's forbud mod RT og Sputnik et hul i vores viden om det russiske selvbillede, og så alligevel ikke. Der er andre veje til at gøre sig bekendt med det som journalist.

Konsekvenserne af den russiske medielov, der har jaget vestlige journalister ud af landet, og EU's forbud mod de russiske propagandamedier i Europa er en del af omkostningerne i moderne krigsførelse, hvor kampen om historien, der skal fortælles, er lige så vigtig som kampene på slagmarken. En kamp hvor den ukrainske præsident på eminent dygtig vis formår at tale både til alverdens ledere og parlamenter såvel som til sit eget folk gennem storskærme og videoer fra hovedkvarteret i Kyiv, mens den russiske præsident skælder ud på kujoner og forrædere fra sit massive skrivebord i Kreml.

Det er aldrig godt, når nationer lukker sig om sig selv. Og intet individ bør fratages sin personlige ytringsfrihed, som det lige nu sker i Rusland med store personlige risici for de modige, som går imod krigen i Ukraine. Men vi er nødt til som publicister på frie og uafhængige medier at insistere på ikke at blive slået hartkorn med statslige propagandamaskiner. Vi er ganske enkelt ikke i samme kategori. Og vi bør være påpasselige med at omfavne propagandamaskinerne i ytringsfrihedens navn.