Jo mere musik AI producerer, desto vigtigere bliver moshpitten

Når jeg hører noget musik, der virkelig rammer en nerve, har jeg altid lyst til at dele det med nogen.

Selvfølgelig kan jeg godt nyde musikken selv, men for mig har det altid været musikkens væsen, at den binder os sammen, giver fælles referencer og nogle gange rører ved følelser, som kan være svære at sætte ord på.

Det kan være svært foreneligt med den måde, musik bliver brugt i dag, fordi musiklytning oftere end nogensinde foregår alene; med høretelefoner på og hele verdens bagkatalog i lommen.

Der er dog én situation, hvor man altid kan mærke fællesskabet, og hvor der ikke engang behøver være ord på de delte oplevelser.

Det er det der blik, man udvikler med personen ved siden af til en koncert, der kan udtrykke alt fra “jeg har ventet på den her sang i en time, og NU kom den!” til “hvad er det dog, der foregår, jeg havde ingen idé om, at det ville være sådan her live.”

De oplevelser håber jeg får en central plads i diverse udspil på kulturens områder, som vi skal lægge ører til i de næste ugers valgkamp.

Liveoplevelser er meget svære at gøre digitale, bevisførelsen har vi for nyligt set udfolde sig i kølvandet på Covid-nedlukningerne, hvor livestreaming meget hurtigt blev afløst af en opblomstring i koncerter og festivaler. Vi kan dog ikke tage for givet, at opturen vil fortsætte.

Der er god grund til, at der bliver rynket på panden over AI’s indtog i musikproduktionen. For den føjer sig til en bevægelse, vi i forvejen har set hos de største streamingplatforme, hvor fastholdelse af forbrugere vægtes over alt andet.

Det handler ikke om at fremelske nye talenter, være nysgerrig og dele oplevelser. Og et stigende fokus på baggrundsmusik og stemninger blandet med hurtig og billig kunstig produktion af musik er ikke gunstige vilkår for kunstneriske nybrud, fælles oplevelser og kultur som en samlende kraft.

Det er ikke nyt, at der findes baggrundsmusik, muzak blev introduceret som begreb for snart 100 år siden. Selvom jeg er helt enig i, at det kan rejse bekymrende spørgsmål om ophavsret, når den bliver skræddersyet til søvndyssende playlister af AI eller mennesker, er det noget andet, der bekymrer mig mere.

Vi har adgang til alt på alle tider, men det er meget nemt at fare vild i den skov af muligheder.

Anders Wahrén

Det er helt på sin plads, at KODA for eksempel går ind i kampen for at sikre sangskrivere og komponisters rettigheder i en ny teknologisk tid.

Samtidig må vi også erkende, at markedet gør, hvad markedet skal gøre.

Vi kan ikke forvente, at store firmaer, der er sat i verden for at skabe afkast til aktionærer, ejere og investorer, ikke finder den mest effektive måde at levere netop det.

Fokus må i stedet være på, hvordan vi kan bakke op om nye talenter, hvordan vi giver dem de rette scener og platforme at stå på, og hvordan vi sikrer en ordentlig formidling af musikken.

Derfor er det også både interessant og kærkomment, når der for tiden fra politisk side bliver fokuseret på kunstens og kulturens betydning. Jeg håber, at det fokus kan fastholdes igennem valgkampen og ud på den anden side.

Jeg håber, at vi på musikkens område fokuserer mere på at tale den aktive lytning op fremfor at bekymre os om den passive lytning og baggrundsmusikken. Hvordan kan der skabes reel modvægt til den vækstfokus og konsolidering, der præger markedet for både indspillet og levende musik?