Samira Nawa: Danmark har ventet for længe – nu skal der et selvstændigt ligestillingsministerium til

Demokratiet taber

Kvindelige skuespillere tjener i gennemsnit 28 procent mindre end deres mandlige kolleger.

Og i musikbranchen modtager kvindelige komponister kun omkring 11 procent af KODAs samlede udbetalinger – selvom flere piger end drenge starter på musikskolerne.

Samtidig arbejder mange kunstnere freelance. Men EU’s regler om barsel og arbejdsvilkår er primært indrettet efter lønmodtagere – ikke freelancere. Resultatet er, at mange kunstnere reelt ikke har råd til at få børn eller tage barsel. For en freelance skuespiller kan en graviditet betyde, at man mister roller og dermed sit levebrød.

Når repræsentation mangler, taber demokratiet.

Tallene viser tydeligt, at der er en skævhed. Men de fortæller ikke hele historien.

For bag statistikkerne ligger de erfaringer, kvinder i branchen igen og igen fortæller om: kommentarer, forventninger og usynlige barrierer, som er svære at måle – men som former deres muligheder.

Det begrænser kvinders mulighed for at tage del i den kunst, som du og jeg skal kunne opleve. Og når mennesker placeres i faste kasser ud fra køn, hudfarve, alder eller minoritetsbaggrund, begrænses deres muligheder.

Repræsentation er et politisk ansvar

Det er et demokratisk problem.

For de historier, vi møder på scenen, i biografen og på tv, er med til at forme vores fælles forståelse af virkeligheden. Når bestemte grupper systematisk fylder mindre i kunsten, bliver deres erfaringer også mindre synlige i den fælles fortælling.

Hvis små piger kun ser kvinder som ofre, elskerinder eller biroller, lærer de, at det er de muligheder, der findes. Hvis vi kun viser yngre, perfekte og retoucherede kvindekroppe, lærer vi vores piger, at det er sådan, man skal se ud. Hvis vores piger ikke kan se sig selv i kunsten, bliver det sværere at forestille sig, at de også kan forme verden.

Virkeligheden er langt mere nuanceret.

Danmark har potentialet til at gå forrest i kunst- og kulturbranchen og hente Oscar efter Oscar.  

Samira Nawa (R)
Ligestillingsordfører

Repræsentation er (også) et politisk ansvar

Danmark bryster sig af at være et ligestillingsland, og alligevel har vi en kunst- og kulturbranche, hvor kvinder stadig er markant underrepræsenterede på skærmen, på scenen og blandt dem, der skaber værkerne.

Her spiller public service blandt andet en central rolle i at afspejle hele samfundet og til at give plads til forskellige stemmer, erfaringer og perspektiver. Hvis public service svækkes eller presses til at blive smallere, kan det svække mangfoldigheden i de historier, der bliver fortalt. De konsekvenser må vi ikke lukke øjnene for.

Derfor skal vi investere i vores kunst og kultur.

Vi skylder den næste generation

Freelancere i kunst- og kulturbranchen skal have vilkår, der svarer til resten af arbejdsmarkedet. Barselsvilkår og økonomisk sikkerhed skal forbedres. Samtidig skal public service have rammerne til at kunne afspejle hele samfundet.

Kunst og kultur er et udstillingsvindue for det samfund, vi ønsker at være. Hvis vi vil have et samfund med lige muligheder, skal det også kunne ses på vores scener, lærreder og radiokanaler.

Vi skal fortsat hylde de kvinder, der går forrest og taler højt om problemerne. Det er dem, næste generation står på skuldrene af.

Og så er tiden inde til, at Danmark enten får et selvstændigt ligestillingsministerium, der kan samle indsatsen og sikre fremdrift eller gøre som Island, hvor Statsministeriet tager teten på det.

Danmark har potentialet til at gå forrest i kunst- og kulturbranchen og hente Oscar efter Oscar.

Men det kræver, at vi fortsat investerer i kulturen – og at vi har modet til at lade flere mennesker fortælle deres historier – uagtet køn, etnicitet, seksualitet eller alder.

Det skylder vi den næste generation.