Debat

Skuespillere: Bertel Haarder nægter at tale med os

DEBAT: Når man ser tilbage på kulturminister Bertel Harders (V) første år, er det nedskæringer, manglen på visioner og ikke mindst manglen på dialog, der springer mest i øjnene, skriver Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. 

Bertel Haarder (V) vil ikke lytte til kulturbranchen, skriver Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. 
Bertel Haarder (V) vil ikke lytte til kulturbranchen, skriver Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Katja Holm
Formand for Dansk Skuespillerforbund

For et halvt års tid siden læste jeg et interview med kulturminister Bertel Haarder (V), der gjorde et stort indtryk på mig.

Vores kulturminister blev spurgt, hvilken rolle kulturen skal spille i et moderne Danmark. Og Bertel Haarder forklarede, at kulturen giver livet mening og definerer os som folk.

Journalisten spurgte dernæst meget naturligt om, hvilke visioner han havde for kulturen? På det tidspunkt havde Bertel Haarder trods alt været minister for området i et halvt år. Men svaret var et deprimerende: ”Ikke nogen visioner, jeg er klar til at offentliggøre.” Vi venter stadig.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Bertel Haarder havde til gengæld allerede dengang meldt ud, at teatre, museer, kunstneriske uddannelser og andre statslige kulturinstitutioner skulle spare næsten 600 millioner kroner hen over de næste fire år. En helt og aldeles chokerende udmelding, fordi den slags penge er en kæmpebid af et i forvejen meget lille budget, og institutionerne har allerede skåret ind til benet.

Når jeg ser tilbage på det år, Bertel Harder har været kulturminister, så er det nedskæringer, manglen på visioner og ikke mindst manglen på dialog, der springer mig mest i øjnene.

Jeg har aldrig før oplevet, af en minister simpelthen ikke ønskede at møde branchen.

Katja Holm
Formand for Dansk Skuespillerforbund

Et svigt af kulturen 
Jeg er da godt klar over, at det ikke var Bertel Haarders egen beslutning at skære så voldsomt – jeg har ovenikøbet læst, at han er ked af det. Men en kulturminister bør i det mindste kæmpe for kulturen – sammen med kulturen. Selv mod en tonedøv finansminister. Og det ser vi intet til.

Hvorfor samlede ministeren for eksempel ikke kulturinstitutioner og organisationer til en dialog om, hvor man bedst kunne spare? Hvorfor valgte han – i stedet for at tage ansvar, prioritere og sætte retning – at føre ikke-politik med grønthøstermetoden?

Det er ødelæggende for dansk kunst- og kulturliv. Og det er uforståeligt.

Haarder nægter at lytte
Det er ikke mindst uforståeligt, fordi både Dansk Skuespillerforbund og en række andre organisationer har rakt hånden ud og forsøgt at få ministeren i tale. Vi har inviteret til dialog og anmodet om møder og efter afslag forsøgt gennem pressen at advare om de alvorlige konsekvenser ved at spare så dramatisk og så helt og aldeles planløst. Men uden held. Vores minister vil simpelthen ikke lytte til os.

Jeg synes, det er forstemmende at have en minister for et område, der ikke orker at være i dialog med det område, han er minister for. End ikke er nysgerrig for at høre, hvordan branchen tænker fra forskellige vinkler? Jeg forstår ikke, at det tilsyneladende ikke er interessant at høre om vores udfordringer og vores ideer til, hvordan vi bliver bedre til at bruge og udvikle kunsten til gavn for hele samfundet? Og jeg har aldrig før oplevet, af en minister simpelthen ikke ønskede at møde branchen.

Vi mangler efter et år stadig den værdipolitiske diskussion. Vi mangler at tale om, hvad kunsten kan, og hvad den også skal kunne. Vi mangler engagement. Og mens vi undrer os, får vi nu i stedet en bagudskuende kulturkanon.

Jeg vil endnu engang opfordre kulturministeren til at tage imod vores udstrakte hånd og vores opfordring til tæt dialog om det kunst- og kulturliv, der med hans egne ord giver livet mening.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katja Holm

Skuespiller, formand, Betty Nansen Teatret 2022-, fhv. formand for Dansk Skuespillerforbund 2009-18
skuespiller (Skuespillerskolen, Århus Teater 1997), projektleder, coaching og konflikthåndtering

0:000:00