SMK: Museerne kan både integrere og bidrage til væksten

Af Mikkel Bogh
Direktør for Statens Museum for Kunst

Den sitrende, næsten fysiske fornemmelse, man kan få, når man træder ind i den museumssal, hvor værket eller genstanden, man er kommet for at se, hænger, kender de fleste museumsgængere til.

Andre har oplevet noget tilsvarende, når bogen, man lige har erhvervet eller fået hjem fra biblioteket, ligger på bordet, klar til at blive åbnet, studeret, læst.

Eller i biografmørket, i teatersalen, foran scenen, lige før filmen, musikken eller stykket begynder. Pirret nysgerrighed og spændt forventning over for gensynet eller over for det nye og usete er ingredienser i den affekt, man oplever i situationer som disse. Jeg kalder det selv for museumsfeber.

Kulturen forekommer mange politikere at være et sted, vi kan og skal spare, når budgetterne i almindelighed er presset, måske fordi man gerne vil fordele midlerne anderledes og til formål, der forventes at komme endnu flere borgere til gode.

Mikkel Bogh
Direktør, Statens Museum for Kunst

Et fælles anliggende
Vi vokser lidt i dette møde og vokser måske endnu mere, hvis vi møder billederne, lydene, teksterne og genstandene sammen med andre. Vi oplever her, at ting og forhold i verden, der måske forekom os trivielle, eller som var usynlige, bliver ladet med betydning og historie.

Men hvad det præcis gør ved os, hvordan det bevæger os og i hvilken retning, ved vi kun sjældent. Det, vi ved, er, at museerne og de andre rum for særlige oplevelser samler os og giver mening, også når vi ikke kan enes om, hvad dette særlige betyder, og hvorfor det interesserer os.

Jeg drømmer om, at politikere og museer arbejder mere sammen om at løse opgaver med udgangspunkt i de særlige styrker, samlingerne og museumsrummet som samlingspunkt nu har.

Mikkel Bogh
Direktør, Statens Museum for Kunst

Kunstens åbenhed kan, hvis vi tillader det, blive til et fælles anliggende. En åbenhed, vi måske endda vil kæmpe for at bevare, ikke bare som udsmykning og underholdning, men som en nødvendig drivkraft i vores samfund.

Museumsfeberen brænder
Jeg oplever i disse år, at vi som samfund – i denne sammenhæng tænker jeg især på det danske – trækker i to retninger, når det kommer til kunsten og kulturen.

Museumsfeberen brænder i mange, hos nogen heftigt, hos andre stille og roligt. Den driver publikum til samlinger og udstillinger (og på biblioteket, i koncertsalen og så videre) i et omfang, der let kan gøres op i besøgstal, men som også afspejler sig i dagbladenes prioritering af kulturstoffet gennem sektioner og tillæg viet til området.

Interessen for og brugen af kunst og kultur, ligesom interessen for de institutioner, som sikrer den et rum at udfolde sig i, er stor. Det fortæller ikke kun publikumstal noget om.

Succesfulde virksomheder lægger ofte en del af deres overskud op i fonde og ser således perspektiver i at støtte almenvelgørende formål. Det vil blandt andet sige kunst og kultur.

Vi forstår og fornemmer, at kunst og kultur danner stærke samlingspunkter, giver os indhold, mening, dybde og perspektiv. Også dér, hvor den giver anledningsvis strid.

Kultur som en udgift
På den anden side, og det bekymrer mig meget, hører man oftere og oftere kunst og kultur omtalt som en udgift for samfundet.

Kulturen forekommer mange politikere at være et sted, vi kan og skal spare, når budgetterne i almindelighed er presset, måske fordi man gerne vil fordele midlerne anderledes og til formål, der forventes at komme endnu flere borgere til gode.

Det er selvfølgelig sådanne prioriteringer, vi har valgt vores politikere til at foretage på vores vegne.

Problemet er blot, at når kunst og kultur for ensidigt bliver betragtet som en udgift - og som en luksus for de få - og aldrig eller kun yderst sjældent omtales som et vigtigt område for offentlig investering, netop fordi den bidrager til velfærd, vækst, udvikling, sammenhæng og demokrati, ja så begynder vi lige så langsomt at udhule nogle af de definerende træk ved vores samfund, vi ellers bryster os af.

Åbenheden, den frie tanke og debat, nysgerrigheden, evnen til innovation og kreativitet, fællesskaberne, historieforståelsen og tilliden.

Ikke at kunsten og dens institutioner alene er garanter for dette. Skole- og uddannelsessystemet er uundværligt. Men forkorter vi ét eller flere af disse ben, kommer vi som samfund til at stå svagere og bliver mindre modstandsdygtige over for udfordringer, vi står over for nu, og som vil møde os i fremtiden.

Museernes uendelige ressourcer
Når kulturinstitutionerne og de kunstneriske aktiviteter skal forsvares over for enten lidt for brutale nedskæringer eller blot den langsomme politiske glemsel, taler vi, der går i brechen, ofte om de bløde værdier – oplevelserne, den fælles erindring – eller om de hårde, vækstgenererende og samfundsøkonomiske kvaliteter.

Her peges på kulturelle aktiviteters evne til at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft eller til at udvikle lokalsamfund, skabe økonomisk vækst, sikre turisme og arbejdspladser. Alt det er vigtigt.

Men der findes et stort og endnu ikke fuldt udfoldet potentiale for kunst- og kulturinstitutionerne, som mange af os gerne vil være med til at udvikle i tæt dialog med politikerne.

Det er mest museerne, jeg har i tankerne her, museerne og deres samlinger, som i mine øjne udgør en uendelig rig ressource for samfundet med hensyn til viden, dannelse og fællesskab.

Vi må blive bedre til at udnytte, at museerne kan bidrage til at nå nogle af de fælles politiske mål, vi arbejder mod, og til at gøre opmærksom på, hvordan de kan bidrage til at løse samfundsmæssige udfordringer i forhold til integration, sammenhængskraft, deltagelse, medborgerskab og menneskelige relationer.

15 millioner årlige besøg
I et land med tradition for at hylde en sund og vigtig armslængde mellem det politiske niveau og de fagprofessionelle beslutninger tæt på kunsten og kulturen kan det klinge ildevarslende, når man begynder at tale om at bruge for eksempel museer som redskaber til at opnå politiske mål.

Men de statslige museer er nu engang per definition politisk styrede institutioner.

Redskab er nok heller ikke det rette ord at bruge her. Jeg taler snarere om, at politikere i langt højere grad kunne blive opmærksomme på, hvilket kæmpe potentiale for samfundsudvikling, der ligger på museerne, som årligt har næsten 15 millioner besøg, og dermed er i berøring med meget store dele af befolkningen og civilsamfundet – og selvfølgelig mange besøgende fra andre lande.

Uopdagede styrker
Jeg drømmer om, at politikere og museer (og gerne også andre typer af kulturinstitutioner) arbejder mere sammen om at løse opgaver med udgangspunkt i de særlige styrker, samlingerne og museumsrummet som samlingspunkt nu har.

Styrkerne er mange, men kun på vej til at blive opdaget. Vi kunne arbejde med udsatte unge eller med mennesker, der er kommet til landet for nylig og er ved at lære dansk - billedkunst er eminent egnet som udgangspunkt for samtale og sprogindlæring.

Vi kunne have tættere samarbejde med Fonden for Socialt Ansvar om mødre og fædre med etnisk minoritetsbaggrund. Vi kunne arbejde med ensomme ældre, med de mindste børn, der måske for første gang skal møde kunsten og historien ’live’.

Og vi kan arbejde med unge, som har særlige talenter inden for de kreative områder, entreprenørskab og innovation – mulighederne er legio, og vi har allerede erfaringer med en del fra gennemførte pilotprojekter. Brug det!

Jeg tror, vi som samfund kunne vinde meget ved at lade vores institutioner spille en endnu mere aktiv rolle på vejen mod at opnå fælles definerede mål. Kunsten og kulturen kan mange ting, ikke kun for de privilegerede få, men for de mange og på tværs af samfundslag.

Vi ved allerede en del om museernes evne til at drive udvikling, skabe bedre integration og medvirke til dannelse, refleksion og debat.

Men lad os, i stedet for langsomt at svække kunstens og kulturens rum, sammen gå endnu længere i udforskningen af, hvordan museer og andre kulturinstitutioner med deres viden, erfaring og brede borgerkontakt kan bruges til at styrke det ved vores samfund, som vi allernødigst vil miste.

Ingen grund til frygt på den ’fine’ kulturs vegne. Genstandene og værkerne skal nok klare sig. Og museumsfeberen bliver ved med at holde os alle varme.