Specialmuseerne: Giv tilskud til aktuelle og dynamiske museer

Af Søren Bak-Jensen (m.fl.)
Museumsdirektør og formand for Foreningen af Specialmuseer i Danmark

Hvis det danske museumsvæsen skulle være endnu mere innovativt, vedkommende og bredt appellerende, hvordan skulle det så være? Og hvordan kan de statslige midler på museumsområdet bidrage til at gøre det til virkelighed? De to spørgsmål er højt på den kulturpolitiske agenda, nu hvor den fremtidige fordeling af de cirka 800 millioner kroner, staten årligt investerer i museer, for alvor er sat til debat.

Beløbet, hvoraf lidt under halvdelen går til de fem statsejede museer og resten til 97 statsanerkendte museer, bliver givet med det overordnede formål at sikre væsentlig kulturarv for eftertiden og gøre denne relevant og vedkommende for mennesker i dag. Det er i høj grad op til det enkelte museum, hvordan man vil bidrage til det overordnede formål, og der er stor variation i tilgangene og resultaterne.

Men mens mangfoldigheden hyldes, er der fra mange sider et stigende krav om at kunne se en tydeligere sammenhæng mellem det enkelte museums indsats og størrelsen af den statslige bevilling. Derfor tegnes der på et nyt tilskudssystem, der skal bringe museumsvæsenet bæredygtigt ind i fremtiden.

Foreningen af Specialmuseer i Danmark består af 18 kultur-, natur- og kunsthistoriske museer spredt ud over hele landet. Fælles for dem er, at de varetager et nationalt ansvar for bestemte dele af den danske kulturarv på samme måde, som flere af de statslige museer også gør. Museerne i foreningen bidrager på den måde til, at nationale museumsopgaver ikke kun er forankret i hovedstaden eller på statsejede museer samt til udforskningen af, hvordan museer, der er forpligtet til at appellere til hele befolkningen og ikke primært til et lokalområde, kan udvikle sig.

Den nationale forpligtelse er også årsagen til, at statslige midler ofte fylder væsentlig mere end kommunale tilskud i museernes økonomi. Derfor er vi optaget af diskussionen om tilskudssystemet, og af hvordan det kan styrke museumsvæsenet. Vi vil i den forbindelse pege på tre muligheder, som en omlægning af tilskudssystemet kunne åbne for. Men også pege på en enkelt snubletråd, som det er vigtigt at undgå på vejen frem til en ny model for statslig investering i museumsvæsenet.

Tilgangen til, hvordan statslige tilskudsmidler skal fordeles, bør ikke være påvirket af en museumsfagligt set kunstig grænse mellem de museer, der er ejet af staten, og de, der ikke er.

Bestyrelsen
Foreningen af Specialmuseer i Danmark

Prioritér den vigtigste kulturarv
Kulturminister Mette Bock skal have tak for at lægge op til en bred debat om kriterierne for statslige investeringer i museumsområdet. Helt overordnet bliver statslige midler fordelt for at sikre væsentlig kulturarv. Men hvilke aspekter af det danske samfunds udvikling er vigtigst at få indsamlet og fortalt? Svaret på det spørgsmål burde kunne læses ud af de ansvarsområder, hver enkelte statsligt og statsanerkendt museum har. Tilsammen bør disse ansvarsområder dække alle væsentlige aspekter af samfundsudviklingen.

Men er det rent faktisk tilfældet i dag? Det er en vurdering, der kun kan blive foretaget på baggrund af omfattende og løbende debat med fagfolk og befolkning, og som efterfølgende må medføre en dialog med museerne om deres mulighed for at indfange væsentlige samfundsfænomener, som måske slet ikke var synlige for få år siden, men som nu viser deres tydelige effekt. I et nyt tilskudssystem bør staten i tæt samarbejde med museumsvæsenet påtage sig at foretage de prioriteringer, der gør, at de forandringer i samfundet, der påvirker os mest, også bliver forankrede musealt. Enten gennem tilpasning af ansvarsområder eller støtte til oprettelse af nye museer.

Giv plads til dynamik og forandring
Netop manglen på dynamik og muligheder for nye initiativer har været afgørende for, at tilskudssystemet i den grad er til debat i disse år. Der er hverken midler til at statsanerkende nye museer eller til at foretage langsigtede investeringer blandt de eksisterende museer. Det er en uholdbar situation. Den kulturarv, museumsvæsenet skal indsamle og formidle, er i konstant forandring og var ikke til at forudsige for 50 år siden, hvor hovedparten af de nuværende statsanerkendelser blev tildelt.

Udformning af et nyt tilskudssystem er en enestående mulighed for at bryde med en statslig museumspolitik, hvor armslængden rækker til at tildele statsanerkendelser, men reelt ikke til at fjerne dem igen, når de ikke længere er relevante. Mod til gengæld at kunne favne de emner, der viser sig påtrængende og som befolkningen efterspørger rum for refleksion og dialog om.

Vi vil opfordre til, at denne mulighed for dynamik bliver grebet, for eksempel ved at indføre en udvidet kvalitetsvurdering – gerne med udenlandsk deltagelse. Museer bør blive vurderet på flere parametre end de strengt museumsfaglige, nemlig også i forhold til deres samfundsmæssige relevans. Nogle museer kan på denne baggrund blive opfordret til at justere deres aktiviteter og ansvarsområde, således at relevante områder dækkes. Og i yderste tilfælde kan nogle museer miste deres statsanerkendelse.

I en sådan mere dynamisk tilgang til fordeling af statslige museumstilskud vil det være afgørende at fare med lempe og tage højde for langsommeligheden i museumsarbejde, især når det kommer til samlingsforvaltningen. Men gevinsten vil være, at museumsvæsenet bliver forankret stærkere i sin samtid, og ikke kun i den evighed, som museer også arbejder for.

Kræv attraktive museer med folkelig appel
I øjeblikket betyder antallet af brugere eller brugernes tilfredshed ingenting for størrelsen af det statslige tilskud til museer. Evnen til at finde finansiering ved siden af offentlige tilskud samt til at skabe egenindtægter og dermed forrente den investering, som staten gør i det enkelte museum, er på samme måde ikke en del af den vurdering af et museums aktiviteter, som afgør hvorvidt et museum er berettiget til statsligt tilskud.

Det står i skarp kontrast til denne og tidligere regeringers ønske om, at kulturelle tilbud skal komme hele befolkningen til gode, og til opfordringen til, at museer skal finde måder at øge deres egenindtjening og dermed skabe bæredygtighed på nye vilkår. Et nyt tilskudssystem bør bevæge sig ud over de snævert museumsfaglige kvalitetskriterier og også inddrage museers evne til at udvikle deres identitet som attraktioner, der kan tiltrække besøgende, fonde og sponsorer og sætte væsentlige emner til debat.

Husk, at ekspertisen findes i hele landet
Danmark har et decentralt og mangfoldigt museumsvæsen, hvor den overordnede opgave med at sikre væsentlig kulturarv og formidle den til befolkningen varetages af mange forskellige institutioner med de kompetencer, interessenter og lokale forankring, som de enkelte ansvarsområder kræver. Det skaber nærhed til kulturarven og giver museer mulighed for at udvikle sig under indtryk af lokale vilkår og muligheder.

På samme måde er de særlige udfordringer, der knytter sig til at varetage sikringen af kulturarv på nationalt eller regionalt plan, fordelt mellem flere forskellige museer, statsanerkendte og statslige. Og det er en struktur, der skaber grundlag for, at mange forskellige tilgange til museumsudvikling kan vokse frem. De mest spektakulære udviklingsprojekter og største fremgange i besøgstal gennem de seneste år er sket på statsanerkendte museer rundt om i landet, i frugtbart samarbejde mellem stat, kommuner, lokalsamfund og private bidragsydere.

Evnen og viljen til fornyelse er således til stede på mange museer, også uden for de store byer. Derfor bør tilgangen til, hvordan statslige tilskudsmidler skal fordeles, ikke være påvirket af en museumsfagligt set kunstig grænse mellem de museer, der er ejet af staten, og de, der ikke er. Derfor er det også rigtigt set, når kulturminister Mette Bock beder de to visionsgrupper, der er nedsat for at komme med udspil til et nye tilskudssystem, om at inddrage hele den statslige investering i museerne.

Et nyt tilskudssystem, hvor det i realiteten kun er midlerne til de statsanerkendte museer, der opstilles nye rammer for, vil være en alvorlig svækkelse af muligheden for at skabe den dynamik og plads til nyskabelse, som bliver efterspurgt. Heldigvis har vi museer i hele Danmark, som har påtaget sig ansvar for en del af landets fortælling og historie. Og de er værd at investere i.