Teaterforeninger: Scenekunstreformen skal sikre, at teater ikke kun bliver for dem i storbyen

Hele scenekunstbranchen er lige nu på dupperne. Alle forsøger – fuldt forståeligt – at få del i den afsatte pulje på 60 millioner kroner.
Branchen kan let dokumentere den værdiskabelse, scenekunstområdet bidrager med, ligesom alle kan dokumentere det behov, der er for ekstra midler.
Landsorganisationen Danmarks Teaterforeninger (DT) er ingen undtagelse, og derfor har vi også forslag til udmøntningen af de 60 millioner kroner – forslag, som er sendt til kulturministeren.
For folk i storbyen
Konkret anbefaler vi, at der sker en større forhøjelse af Formidlings-tilskudsordningens Pulje 3.
Fra denne pulje får teaterforeningerne et fast beløb per forestilling (i år 17.000 kroner, dog max 90 procent af en forestillings pris).
Tilskuddet har over de seneste år varieret fra cirka 11.000 kroner til 18.000 kroner per opførelse, hvilket gør det svært at lægge et langsigtet budget og overskue, hvilke forestillinger der er råd til at købe.
Forestillingerne er generelt blevet dyrere, og der er stigende udgifter til markedsføring, herunder også digital markedsføring, salsleje og teknik og så videre.
Vi anbefaler også, at der afsættes en ny pulje til særligt omkostningstunge forestillinger, for eksempel med mange medvirkende eller andre resursetunge og dyre opsætninger.
Mange teaterforeninger har ikke råd – ej heller mod – til at købe forestillinger til 50.000 kroner – 80.000 kroner eller mere.
Men alle teaterforeninger bør have mulighed for at købe en eller to af disse per år med ekstra tilskud fra denne pulje. Det skal ikke kun være storbyens borgere, der kan opleve sådanne forestillinger.
Et forøget formidlingstilskud til teaterforeningerne vil have en stor effekt på tilbuddet til borgerne i hele landet og samtidig give et løft til de producerende turnéteatre.
Hanne Marie Knudsen
Formand, Danmarks Teaterforeninger
Til gavn for branchen
Den sidste anbefaling er, at der afsættes en særskilt pulje til scenekunstfestivaler og gadeteater. Et område, der ikke er taget særligt hånd om for nuværende.
Der er dokumentation for, at specielt disse typer af scenekunst har et meget bredt publikum, herunder også børn og unge, og altid også det publikum, som normalt ikke går i teatret.
Et forøget formidlingstilskud til teaterforeningerne vil have en stor effekt på tilbuddet til borgerne i hele landet og samtidig give et løft til de producerende turnéteatre.
Det vil også give mod og inspiration til at købe nyskabende og eksperimenterende forestillinger.
Teaterforeningernes store frivillige og ulønnede arbejde sikrer, at tæt på 100 procent føres direkte tilbage til et mersalg i producentleddet – og dermed flere forestillinger på turné.
Vi mener derfor, at det giver størst effekt, at en forholdsvis stor del af den afsatte årlige pulje på 60 millioner kroner til scenekunstreformen tildeles Danmarks Teaterforeninger med 63 lokale foreninger spredt rundt om i hele Danmark.
De enkelte teaterforeninger spiller på mange forskellige lokaliteter i kommunerne, typisk fem til ti forskellige steder. Det betyder, at teaterforeningerne har over 500 forskellige spillesteder i Danmark.
Danmarks Teaterforeninger ønsker gode vilkår for hele branchen og gerne et løft også til de turnerende teatre. Vi er nemlig hinandens samarbejdspartnere og forudsætning for, at der er scenekunst i hele Danmark.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Problemerne i kulturlivet forsvandt ikke med #MeToo. De har bare skiftet ham


















