Ulla Tofte: Kulturinstitutioner kan også levere public service

DEBAT: Der er et tilsyneladende umætteligt behov for medier, der serverer skræddersyet og målrettet indhold. Derfor kan kulturinstitutioner også levere public service, selvom de etablerede medier måtte mene noget andet, skriver Ulla Tofte.

Af Ulla Tofte
Direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør

Da DR for ti år siden lancerede en stribe helt nye nichekanaler på DR, lød der stort set kun anerkendende røster rundt om i såvel mediebranchen som hos politikere og i den brede offentlighed.

Endelig havde den store public service-organisation fattet, at ikke alle radiolyttere følte sig hjemme på P1, P2 eller P3. Omsider kunne danskere med hang til country, dansktop eller funk uforstyrret hellige sig deres last i op til 24 timer i døgnet.

Ganske vist var der lidt brok over lave budgetter, værtsløs 'jukeboks'-radio og evige musikalske gengangere, men alt i alt blev nichekanalerne betragtet som en genuin håndsrækning mod lyttere, der ellers for længst havde vendt DR ryggen.

Det unikke, skræddersyede og målrettede indhold
Et årti senere fremstår de tilbageværende nichekanaler nu som en blød, bred mellemvare, tiden delvist er løbet fra.

Og som bekendt er DR også i fuld gang med at lukke flere af dem som følge af medieforliget.

For hverken de brede kanaler, nicherne, Radio24syv eller andre public service-tilbud er i dag tilstrækkelige til at imødekomme et tilsyneladende umætteligt behov for medier, der lige netop serverer dét, man som lytter, seer eller læser interesserer sig for.

Derfor pibler det også frem med nye medietilbud. Der går næppe en måned, uden at nye digitale aviser, magasiner, podcasts og undergrundskanaler dukker op med løfter om det helt unikke, skræddersyede og målrettede indhold. Og det er ikke længere foreholdt journalister at levere tjenesterne.

På kulturområdet har de nemlig fået konkurrence af musikere, kunstnere, humanister og forfattere, der brænder for emnet og skaffer driftsmidler via innovationspuljer og legitimitet gennem montager, interviews og anmeldelser inden for et til tider meget bredt kulturbegreb.

Kulturinstitutionernes kanaler
Men endnu før denne bølge af kulturmediernes énmandshære opstod, lancerede nogle af landets største kulturinstitutioner – Louisiana og Det Kongelige Teater – deres egne kanaler.

Louisiana Channel gik i luften allerede i 2012 og sender i dag et ugentligt program af høj kvalitet om kunst, musik, arkitektur og litteratur. Det Kongelige Teater fulgte trop nogle år senere og indledte et samarbejde med biografer i hele landet om live-transmission fra opera- og balletpremierer, så publikum i Svendborg, Hobro og Kalundborg kunne se med, når tæppet gik for Othello eller Sylfiden.

De ret ambitiøse og omkostningstunge produktioner har fra starten været finansieret af fonde, hvis formål – i lighed med kulturinstitutionerne – det er at få kunst og kultur til at nå ud til så mange danskere som overhovedet muligt.

Og måske netop fordi fondene betaler, og der ikke er blevet gjort indhug i de begrænsede public service-midler, nød initiativerne bred anerkendelse som eksempler på, at Louisiana og Det Kongelige Teater havde et reelt ønske om at formidle kultur til et bredt publikum. Nogle kaldte det vist sågar public service. 

Nye forhold
Men noget er ved at ændre sig.

For da kulturministeren i forbindelse med medieforliget åbnede ballet om en helt ny kulturkanal på TV, meldte en række kulturinstitutioner sig på banen.

Orkestre, museer, teatre og kunsthaller ville pludselig sende fjernsyn. Og så er fanden jo løs. Ikke bare falder initiativet sammen med Socialdemokratiets lancering af eget partimedie og ny kommunikationsstrategi, der får det hele til at lugte lidt af Pravda, men på græsrodsagtig vis har initiativtagerne med Jane Sandberg fra Enigma i spidsen også indkaldt til et stormøde, hvor alle er velkomne til at få en aktie i den nye kanal, såfremt man vinder udbuddet senere på året.

Mage til fræk og gadedrenge-agtig adfærd, hviskes der rundt om hos de etablerede medier, der pludselig lyder som en pladebranche, der første gang stifter bekendtskab med streamingtjenester.

Stadig public service
Faktum er, at det farverige konglomerat af kulturaktører ikke gør andet end dét, som de gamle, fine kulturinstitutioner begyndte på for lang tid siden – nemlig deler noget af deres indhold med flest mulige mennesker.

Og dét er lige akkurat, hvad kulturinstitutionernes hovedformål er.

Om det også bliver kritisk journalistisk i klassisk forstand, vil tiden vise. Men derfor kan det godt være public service.

Forrige artikel Katja Holm: BR-konkurs øger behovet for mere kunst Katja Holm: BR-konkurs øger behovet for mere kunst
Politikere bifalder Nationalmuseets medieambitioner

Politikere bifalder Nationalmuseets medieambitioner

FORMIDLING: Nationalmuseets ambitioner om at drive mediehus og producere fiktionsserier møder opbakning på Christiansborg. ”Jeg er sikker på, at det kan få flere til at interessere sig for vores kulturhistorie,” siger kulturminister Mette Bock.