AI-modeller kan bruges til at forudsige menneskers adfærd og livsbane med en forbavsende præcision. Inden for en overskuelig årrække vil teknologien måske endda være i stand til at forudsige vores død.
Muligheden for at kortlægge vores fremtid rejser nogle helt fundamentale spørgsmål. For eksempel: Hvis man med stor sandsynlighed kan forudse en persons handlinger, bør det så få konsekvenser for vedkommendes rettigheder?
Kom og fordøj de store spørgsmål over en gin og tonic. Hør professor Sune Lehmann fortælle om arbejdet med at skabe de algoritmer, der prædikterer menneskers livsbane. Professor Thomas Ploug præsenterer studier af, hvordan AI-forudsigelser påvirker vores syn på andres rettigheder. Sammen diskuterer de fremtiden for menneskerettigheder med Johan Busse, national og juridisk chef i Institut for Menneskerettigheder.
Det hele foregår i gården hos Mandag Morgen, Ny Kongensgade 10, 1472 København K den 21. maj kl. 15.00-17.00. Debatten starter kl. 15.30, men baren er åben fra kl. 15.00.
