Grøn trepart som løftestang for Verdensmålene
Hvordan kan lokale grønne treparter være drivkraft for, at Danmark når Verdensmålene, og hvordan skal rammerne se ud for, at de lokale grønne treparter lykkedes?
I to debatter undersøger vi grøn trepart som et konkret redskab til at omsætte verdensmålene fra strategi til handling. Den første debat tager afsæt i de lokale perspektiver: Hvordan samarbejder man på tværs af organisationer med f.eks. arealanvendelse, naturgenopretning og styrkelse af biodiversiteten, hvilke resultater skabes, og hvilke spændinger og barrierer møder de lokale, grønne treparter undervejs? Debatten stiller skarpt på et nyt landkort med lokale aftaler som resultat af samarbejde og kompromiser, og hvordan en nytænkning af den grønne omstilling kan lykkes i praksis og der, hvor uenighederne hidtil har været størst.
I den anden debat løfter vi blikket til det strukturelle niveau: Debatten tager udgangspunkt i Danmarks natur og biodiversitet set ovenfra. Med den grønne aftale er målet om 10 procent beskyttet natur i 2030 fastsat, men hvor langt bringer det os egentlig i forhold til biodiversitetskrisen? Hvad betyder aftalen for landskabet, for de kommende generationer og for balancen mellem natur og produktion, og hvordan kan organisationerne bedst understøtte de lokale grønne treparter og sikre, at verdensmålene bliver integreret i styring, økonomi og politik?
Se med online her
Program
14.00: Velkomst v. Kristine Korsgaard, journalistisk chefredaktør på Altinget
14.10: Paneldebat: Den lokale grønne trepart som løftestang for Verdensmålene - erfaringer, barrierer og nye løsninger
Deltagere:
- Charlotte Rosenblad Ralund, afdelingsleder i Natur og Miljø i Faxe Kommune og repræsentant for Faxe Kommune i Lokal Trepart Smålandsfarvandet og Lokal Trepart Østersøen
- Michael Løvendal Kruse, formand for DN Stevns og repræsentant for DN i Lokal Trepart Østersøen
- Hanne Wind-Larsen, pensioneret vandløbsbiolog og repræsentant for DN i Lokal Trepart Randers Fjord
- Kiki Kristensen, Verdensmålsambassadør
14.45: Paneldebat: Hvad betyder den grønne trepartsaftale for den bæredygtige udvikling - og løfter den os ud af biodiversitetskrisen?
Deltagere:
- Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening
- Torsten Hasforth, cheføkonom i Concito
- Simon Kjær Hansen, forperson i 2030-panelet og leder af Dronning Marys Center
- Søren Egge Rasmussen (EL), medlem af Folketinget og ordfører for bl.a. landbrug, fødevarer og fiskeri.
- Linea Sveistrup, forperson for Ungeklimarådet
15.20: Opsamling v. moderator.
Kristine Korsgaard, der er journalistisk chefredaktør på Altinget, modererer begge debatter.
