Bliv abonnent
Annonce
Om  
Peter Christensen
Troels Lund Poulsen

Tidligere Venstre-minister er død 49 år gammel

Peter Christensen begyndte sin politiske karriere som formand for Venstres Ungdom. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2001. Billedet er taget i august 2012.
Peter Christensen begyndte sin politiske karriere som formand for Venstres Ungdom. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2001. Billedet er taget i august 2012.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den tidligere Venstre-minister Peter Christensen er død efter længere tids alvorlig sygdom.

Det oplyser hans familie til TV 2.

Han blev 49 år gammel.

Venstre-formand Troels Lund Poulsen bekræfter i et opslag på Facebook, at han i dag har modtaget nyheden om sin partifælle og tidligere kollegas bortgang.

"'PC', som han som oftest blev kaldt, var et godt menneske," skriver han og fortsætter:

"Han var klog, og han havde begge ben solidt plantet i jorden. Man kunne regne med ham. Han var fremragende i politiske forhandlingsrum, og han havde en helt central andel i de økonomiske reformer, der har gjort den danske økonomi så stærk, som den er. Han gjorde på alle måder en forskel i dansk politik."

Læs også

Peter Christensen var folketingsmedlem fra 2001 til 2015. I marts 2011 blev han udnævnt til skatteminister i den daværende VK-regering, og den post sad han på, indtil Helle Thorning-Schmidt vandt regeringsmagten samme år.

Ved folketingsvalget i 2015 blev han ikke genvalgt, men daværende statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen gjorde ham til forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde, efter partifællen Carl Holst måtte trække sig efter flere dårlige sager.

Han sad som forsvarsminister indtil en ministerrokade, hvor posten i stedet tilfaldt partifællen Claus Hjort Frederiksen. Efter dette sagde Peter Christensen endegyldigt farvel til dansk politik.

Frem til sin død var Peter Christensen ansat i erhvervsorganisationen for kapitalfonde 'Aktive ejere'. Her var hans chef Henrik Sass Larsen, der er tidligere politiker og minister for Socialdemokratiet.

Privat havde Peter Christensen tre børn og var gift med TV 2-vært Josefine Kofoed.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026