Elberth: HVAD RÅBER DU FOR?

Danske interesseorganisationer fik for nylig serveret et meget præcis hint fra Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Lunde gider ikke at modtage underskrifter fra underskriftsindsamlinger. Og det uddybede han med: ”når jeg ikke modtager underskrifter er det fordi … jeg ikke vil.” Se indslaget her

Mens Lunde blev gjort til grin på Facebook og genstand for satire på P3, der selv startede en underskriftsindsamling for at få ham til at tage imod underskriftsindsamlinger, fik han taget særdeles godt til genmæle med det de unge ville kalde ”et snappy comeback”, da han selv lagde sit svar direkte op til P3.

Der er i øvrigt sket meget på nettet med Esben Lunde, siden han bare var den der skydeskive, som studenterorganisationer troede, de kunne køre midt over med en Facebook-hetz. Genlæs lige historen om, hvilket pres Lunde tidligere har været midt i

Men selvom der er kommet en tendens til, at det er legitimt at småfnise og kluk-le lidt over Lunde, fordi han vist nok har været lidt uheldig i et par tidligere sager, så hold lige fast i det, der faktisk er Lundes budskab: Han gider ikke, at en eller anden organisation samler x antal et eller andet og tror, at det skulle gøre indtryk, eller bidrage til politiske løsninger at levere x antal et eller andet til ministeren.

For flere politikere er blevet trætte af det. Esben Lunde siger det bare det højt, som flere på Borgen tænker.

Benjamin Elberth

Og han har fuldkommen ret til at sige det. Han gør faktisk interesseorganisationerne en tjeneste ved at fortælle dem, at de spilder deres tid. Da Villy Søvndal var Udenrigsminister troede danske NGO’er, at de kunne flytte ham politisk ved at lave underskriftsindsamlinger og køre dem ind til ham på en trillebør.

Villy Søvndal blev blandt andet skydeskive for Greenpeaces operation ”Gul sne”, hvor de efter organisationens eget udsagn, med ”mere end 100 underskrifter i timen”, fik mere end 1000 underskrifter mod, at Villy Søvndal ”pissede på Arktis”.

Det er kreativt, men også tåbeligt at tro, at det ændrer det store, at man indsamler 10.000 elektroniske underskrifter, der så udløser en lastbil med en vognlæs sne oversprøjtet med tisgul farve, og fortæller ministeren, at han pisser på klimaet, og i stedet burde arbejde mod risikable olieboringer i Arktis.

Og kan man ikke samle mere end 100 elektroniske underskrifter i timen, har man så dovent et publikum, at man i stedet skulle have brugt tiden på at forfatte en pæn mail til Søvndal i stedet.

De danske interesseorganisationer, der stadig tror, at de får politisk indflydelse ved at stoppe folk på gaden og får presset forbipasserende til at sætte deres signatur på en seddel, hvor underskriveren ikke ved, hvad halvdelen af sagen går ud på, fejler lige nu.

For flere politikere er blevet trætte af det. Esben Lunde siger det bare det højt, som flere på Borgen tænker.

De danske interesseorganisationer, der ovenikøbet tror, at de får politisk indflydelse ved at bede folk om at skrive under ”elektronisk”, skal have deres lobby-penge tilbage.

I en tid, hvor man kan købe sig 1000 falske følgere på Twitter for fem dollars og syv klik, er det cirka lige så imponerende at samle 1654 underskrifter på ”skriv under dot net et eller andet”, som det er at samle 3000 halvforkølede Facebook-følgere, hvoraf kun de 300 nødtvungent gider klikke på en like-knap, hvorefter man synes, man har mobiliseret ”et pres”. En politiker bliver ikke reduceret til politisk pennefører på grund af 1000 eller 2000 underskrifter eller får mere lyst til at åbne sin dør.

Kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese's norske stifter, Hans Geelmuyden, har beskrevet processerne i lobbyisme som en proces, hvor man medvirker. Der skal foregå en udveksling af synspunkter, og ikke en påvirkning, hvor en politiker eller embedsmand presses til at gøre noget, han eller hun ikke har lyst til.

For politikere er som hovedregel hverken svage skydeskiver, der kan presses i en bestemt retning, eller uinteresserede i at handle på baggrund af fakta. Det vil de faktisk gerne.

Det er ikke første gang en V-minister åbent fortæller, at de ikke gider skræmmekampagner eller pres. I 2015 var en række ministre i den nye Venstre-regering tidligt ude og markere sig kraftigt over for de organisationer, der førte pres- og skræmmekampagner, og pointerede, at man altså ikke fik ørenlyd med hverken voldsomme underskriftsindsamlinger eller gruppemails til politikerne. Det kan være, de skal starte en underskriftsindsamling, så NGO’erne lytter.

Men hvad så med uddannelsesloftet? Der hjalp det da at råbe, konstaterede flere interesseorganisationer? Blandt andet skulle 60.000 underskrifter have været så voldsom en kritik, at det ”har fået uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) til at ændre centrale dele af uddannelsesloftet, blot seks uger efter det blev vedtaget i Folketinget.”

Sagen om uddannelsesloftet kan være undtagelsen, der bekræfter reglen. Og man skal ikke overse, at det pres, der har været mobiliseret, reelt har gjort indtryk. Eller også har vi bare haft at gøre med en minister, Søren Pind, der ikke gad arve en sag fra sin forgænger og stå på mål for noget, hvor der var så mange partier imod.

Direkte adspurgt svarer Søren Pind, at han ikke rigtig kan sige noget om, hvad der har fået ham til at ændre kurs med ordene: ”Og der er jo ikke noget galt i, at man lytter i et levende demokrati.”

I en tid, hvor nettet giver mulighed for, at man som meget doven NGO eller interesseorganisation kan lave en hurtig underskriftsindsamling, er det ikke ensbetydende med, at man også skal gøre det. I hvert fald ikke, hvis man glemmer at være løsningsanvisende over for en minister og beder om mødet med ordlyden: ”Vi vil overrække dig en række underskrifter” og bliver tøsefornærmet over, at man ikke fik mødet.

Det kunne være, at man skulle prøve at skrive noget om sit ærinde i stedet. Det er det Esben prøver at sige, hvis interesseorganisationer ellers kan finde ud af at lytte. Den der handling, som de gerne vil have ministeren til: At lytte.

Kære interesseorganisation, det Esben Lunde fortæller dig direkte: Er du nødt til at skabe en bunke papir, der skal forsøge at tiltvinge din organisation adgang til hans kontor, har du for det første misset, at du bare kunne have bedt om mødet.

Men det er ikke underskrifterne der gør det. Bliver du ikke hørt, er det fordi du ikke har formået at udvikle en politisk løsning, som en siddende minister kunne finde inspiration i. Det kan både være på ministerens og på interesseorganisationens side af bordet, kæden er hoppet af der. Og det er meget sjovt at lave lidt grin med og ryste på hovedet af Lundes udmelding. Men hans udmelding er en nøgle til at få indflydelse.

......

Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier. Han er direktør i firmaet Digitaltaktik.dk og tidligere digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere og rådgiver politikere på kommunalt plan. Hver torsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.