Syv aktører: Hvem skal tale på naturens vegne?

Danmark halter efter

Mens lande som Tyskland, Storbritannien og Holland eksperimenterer med det, halter Danmark bagefter.

Det er afgørende, at vi beskytter naturen bedre, for vi er dybt afhængige af dens funktioner. Når økosystemer bryder sammen, gør vores livsgrundlag det samme. Det er blandt andet blevet tydeligt i debatten om vores drikkevand, hvor naturens tilstand direkte påvirker menneskers sundhed.

Det kan lyde radikalt. Men vi accepterer allerede, at virksomheder – abstrakte konstruktioner – har juridisk personstatus. 

Bart Joachim Bes, Sofie Graarup Jensen, m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Flere organisationer og politiske partier efterlyser nu en biodiversitetslov med klare mål for naturbeskyttelse. Det er et vigtigt skridt. Men det sker stadig inden for de eksisterende juridiske rammer, hvor naturen er et objekt i stedet for et subjekt med rettigheder.

Spørgsmålet er, om det er nok.

Rettigheder til naturen

I dag betragter vores retssystem naturen som ejendom. Jord, skove og økosystemer tilhører nogen - og kan bruges, udnyttes eller ødelægges inden for lovens rammer.

Det afspejler en 'antropocentrisk' logik, hvor mennesket står over naturen – og det gør, at vi ikke drager omsorg for naturen på samme måde, som vi gør for mennesker.

Naturens rettigheder vender dette perspektiv på hovedet. Her forstås naturen ikke som noget, vi ejer, men som noget, der har en selvstændig ret til at eksistere, udvikle sig og opretholde sine livsprocesser.

Det er udtryk for en 'økocentrisk' logik, som fokuserer på balancen og velfærden for alle levende organismer. Juridisk betyder det et skifte fra objekt til subjekt: Naturen bliver en juridisk person med egne rettigheder.

Idéen er ikke ny. Allerede i 1972 spurgte juristen Christopher Stone i det banebrydende essay 'Should Trees Have Standing?', om naturen burde kunne få rettigheder. I dag er spørgsmålet rykket fra teori til praksis. Over 400 initiativer på tværs af omkring 40 lande arbejder med at indføre naturens rettigheder i lovgivning.

Det kan lyde radikalt. Men vi accepterer allerede, at virksomheder – abstrakte konstruktioner – har juridisk personstatus. At give rettigheder til floder, skove eller arter er derfor mindre fremmed, end det først synes.

Derudover træffer vi i dag beslutninger, der påvirker naturen dybt, uden at naturen har nogen stemme. Det er i sig selv et demokratisk problem. For ligesom virksomheder ikke taler selv, men repræsenteres juridisk, kan naturen også få repræsentanter, der kan håndhæve dens rettigheder.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om naturen kan have rettigheder – men hvem der skal tale på dens vegne.

Føre sag på naturens vegne

I nogle lande er naturen som helhed anerkendt i loven som bærer af rettigheder. Det betyder, at enhver borger kan føre sag på naturens vegne.

Den amerikanske by Tamaqua Borough i Pennsylvania blev i 2006 det første sted i verden til at anerkende naturens rettigheder. Her fik økosystemer juridisk status og borgere ret til at håndhæve deres rettigheder. Resultatet var konkret: En plan om at dumpe giftigt slam i store gruber blev stoppet.

I Spanien fik lagunen Mar Menor i 2022 lignende rettigheder efter massivt folkeligt pres.

Bart Joachim Bes, Sofie Graarup Jensen, m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Endnu mere vidtgående er Ecuador, som i 2008 indskrev naturens rettigheder i sin forfatning. Her anerkendes "Pacha Mama" (Moder Jord) som havende ret til at eksistere og regenerere sine livsprocesser – og enhver borger kan kræve disse rettigheder håndhævet. Den nationale ombudsmand kan også føre sager på naturens vegne.

En lignende model i Danmark ville give borgerne et direkte redskab til at beskytte naturen. NGO’en EarthWays organiserer hvert år 'Naturens Grundlovsmøde', hvor de arbejder på et forslag til en tilsvarende forfatningsændring.

En udpeget værge

En anden model er at give konkrete økosystemer juridiske rettigheder – og udpege en værge til at tale på deres vegne. I New Zealand fik Whanganui-floden i 2017 status som juridisk person efter årtiers forhandlinger mellem staten og den lokale maoribefolkning.

Floden repræsenteres af et fælles organ med både statslige og lokale repræsentanter, som varetager dens interesser i alle beslutninger. Den har samme juridiske status som en person med 'alle rettigheder, beføjelser, pligter og forpligtelser'. 

I Spanien fik lagunen Mar Menor i 2022 lignende rettigheder efter massivt folkeligt pres. Her er der oprettet flere organer, der både tæller myndigheder, borgere og forskere, og som skal repræsentere og sikre lagunens beskyttelse og genopretning. Samtidig kan borgere føre sag på dens vegne.

I Danmark kunne man forestille sig samme tilgang for for eksempel Vejle Fjord eller Ise Fjord. Selvom anvendelsesområdet vil være begrænset, er fordelen klar: En udpeget værge kan arbejde kontinuerligt for naturens interesser – ikke kun i retssalen, men også i politiske og offentlige diskussioner.

Det betyder, at sådanne værger kan arbejde proaktivt med naturens rettigheder, altså forebyggende, i stedet for kun reaktivt, når skaden er sket.

Skabe repræsentation

Som et skridt i retning af naturens rettigheder findes der allerede alternative måder at repræsentere naturens interesser i beslutningsprocesser.

I Holland har 'Zoöp'-modellen vist én vej. Her får naturen en plads ved bordet, når virksomheder træffer beslutninger. Konkret udpeges en repræsentant for naturen i bestyrelsen, som skal varetage økosystemets interesser. Modellen kræver ingen lovændringer og kan derfor udbredes hurtigt.

Vi har brug for en ny juridisk tilgang til naturen. En tilgang, der ikke kun beskytter menneskelige interesser.

Bart Joachim Bes, Sofie Graarup Jensen, m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Også i Danmark spirer lignende initiativer nedefra. Civilsamfundsgrupper som Arternes Ambassadører og lokale arts-ambassader giver borgere mulighed for at repræsentere konkrete arter - ofte dem, der er mest trængte.

Her bliver naturens interesser oversat til stemmer i den offentlige debat og i mødet med beslutningstagere.

Mens disse modeller ikke giver naturen juridiske rettigheder, skaber de repræsentation her og nu - og gør naturen til en part, der bliver hørt.

En ny retning

Vi har brug for en ny juridisk tilgang til naturen. En tilgang, der ikke kun beskytter menneskelige interesser, men anerkender, at alt liv har værdi - og derfor ret til at eksistere og trives.

Men rettigheder på papir er ikke nok. Hvis naturens rettigheder skal gøre en reel forskel, kræver det robuste systemer, der kan håndhæve dem - også når de støder sammen med stærke økonomiske interesser.

I dag er adgang til domstolene på miljøområdet begrænset og ofte dyr. Hvis borgerrepræsentation skal fungere, må sagsomkostninger reduceres, og retshjælp styrkes.

Samtidig kræver det et løft af retssystemet. Nye typer sager og vurderinger kalder på nye kompetencer. Her kan Danmark lade sig inspirere af Belgien, hvor der arbejdes med idéen om særlige miljødommere.

Mere end 40 lande har allerede taget skridt i retning af at indføre naturens rettigheder på nationalt eller lokalt niveau. Erfaringerne findes. Modellerne findes. Spørgsmålet er, om viljen er der.

Midt i en accelererende biodiversitetskrise er det ikke længere nok at justere på eksisterende regler. Vi er nødt til at gentænke fundamentet.

Naturens rettigheder er ikke en færdig løsning, men et bud på en ny retning. Det er en debat, vi bør tage - ikke som en abstrakt idé, men som et konkret svar på et konkret problem: At når naturen forsvinder, er det vores eget livsgrundlag der smuldrer.