FAKTA
om genmodificerede afgrøder:

Adskillige egenskaber ved markens afgrøder kan forbedres ved hjælp af genteknologi. Ved at indsætte gener i planterne, der gør dem modstandsdygtige over for f.eks. svampeangreb eller pesticider, kan man således både nedbringe forbruget af sprøjtemidler på markerne samt øge udbyttet af afgrøderne.

Det kan imidlertid i selve gensplejsningsprocessen ofte være vanskeligt at konstatere, om det ønskede gen nu også er blevet splejset ind i den ønskede afgrøde. Derfor anvender man ofte et såkaldt "markør-gen", som ikke i sig selv skal bidrage til den gensplejsede plante med noget, sammen med det gen, man egentlig ønsker ind i afgrøden. Markør-genets tilstedeværelse er lettere at konstatere end det egentlige gén og kan derfor bruges til at se, om gensplejsningen har været succesfuld.

Nogle af de markør-gener, der er lettest at bruge, er antibiotikaresistente gener.

Disse markører kan imidlertid efter nogles opfattelse udgøre et problem.

De antibiotikaresistente géner kommer jo nemlig med planterne ud i naturen, og her kan der teoretisk ske det, at det resistente gen på en eller anden måde overføres til en bakterie - enten på marken, eller hvis afgrøderne bruges som mad til dyr eller mennesker og dermed kommer i kontakt med den naturlige tarmflora.

Resistente bakterier er normalt ikke et stort problem, fordi de under normale omstændigheder "udkonkurreres" af de ikke-resistente bakterier. Men hvis de lever i et miljø, hvor der er antibiotika, har de resistente bakterier en fordel frem for de ikke-resistente, og de vokser derfor kraftigt i antal.

Mange dyr i landbruget får masser af antibiotika, og de udgør derfor et idéelt sted for resistente bakterier til at formere sig.

I sidste ende - igen teoretisk - kan de antibiotikaresistente bakterier ende i mennesker og forårsage sygdomme, som bliver vanskelige at behandle, fordi den sædvanlige antibiotika ikke virker. Der er voksende problemer på hospitaler over hele verden på grund af resistente bakterier.

Det er imidlertid slet ikke påvist, at de resistente gener, som EU har givet tilladelse til, kan springe fra en plante til en bakterie, med mindre det sker under særligt gunstige forhold i et laboratorium. 

Samtidig findes de antibiotikaresistente bakterier allerede i rigt omfang i naturen - det er således her, man har fundet det resistente gen til at begynde med - og risikoen for resistens er derfor til stede, uanset om der gensplejses med antibiotikaresistente markører eller ej.

Ifølge genforskerne vil en eventuel forøgelse af resistensen som følge af, at et gen måtte hoppe fra en plante til en bakterie, være så lille, at den slet ikke kan måles.