Bæredygtigt Landbrug: Fosfor er en anderledes miljøudfordring

Af Jørgen Evald Jensen
Faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Den danske miljøregulering omkring næringsstoffer har gennem 30 år i væsentlig grad kun fokuseret på kvælstof (N) og landbruget.

I erkendelse af, at også fosfor (P) spiller en rolle i miljøet, vil man nu også regulere dette næringsstof. Man tog desværre fat, som om fosfor og kvælstof opfører sig ens. Det gør de ikke. Derfor er den fladeregulering, der nu er iværksat overfor P, i bedste fald virkningsløs, i værste fald – og det er nok der, den ender – særdeles skadelig for de afgrøder, der har brug for starttilførsel af næringsstoffet fosfor. Fosfor er i parentes bemærket endog et begrænset gode, der burde passes bedre på.

Hvor kommer det fra
Fosfor er næring til afgrøderne. I landbrugsjord er der cirka 2.000 kilogram per hektar. Fosfor tilføres med gødning i form af husdyrgødning og handelsgødning. Det bindes hårdt til jordpartiklerne – og flytter sig i jorden stort set kun sammen med disse jordpartikler.

Fosfor i vore vandløb kommer dels fra renseanlæg og andre punktkilder, og dels som diffus udledning fra oplandsarealerne. Hvor meget der kommer fra de enkelte kilder, er ikke direkte målt, men estimeret. Cirka en tredjedel kommer fra punktkilder, der dels er spildevandet fra vore rensningsanlæg, der aldrig renses helt for fosfor, og dels kommer en ikke ubetydelig del fra rensningsanlæggenes overløb samt fra spildevandet fra huse i det åbne land.

Cirka to tredjedele kommer fra arealerne i oplandet, heraf er cirka halvdelen partikelbundet til jord, der primært stammer fra brinkerosion i vandløbene. Den vandopløste del af fosforen stammer primært fra nogle få oplande, hvor der er meget iltfattige forhold i drændybden, eller hvis jorden er mættet med fosfor, hvilket stort set ikke forekommer i Danmark. Langt hovedparten af drænvandet fra markerne indeholder meget små koncentrationer af fosfor. Oversvømmelser og forsumpning af landbrugsjord kan øge den diffuse udledning fra dræn voldsomt.

At gennemføre en fosforregulering på dyrkningsfladen vil derfor være det mindst effektive middel til at nedsætte fosforudledningen, da man i bedste fald kun kan opnå nogle få procents forbedringer over ganske mange år.

Jørgen Evald Jensen
Faglig direktør, Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

I Novana-rapporten fra 2016 fremgår det, at der udledes 0,5 kilogram P til vandløbene fra marken per hektar årligt – heraf er halvdelen fra brinkerosion. Da der er cirka 2.000 kilogram P/hektar i pløjelaget, vil en ændring i tilførslen ikke få nævneværdig betydning for udledningen før efter 50 til 100 år, hvor jorden vil være udpint, og udbyttet langsomt men sikkert vil være faldende over årene. Det bekræftes også af Novana-rapporterne, hvor den diffuse udledning af P har været stort set konstant i måleperioden tilbage fra 1990, selv om fosforoverskuddet på markniveau i samme periode er mere end halveret.

Mindst effektive middel
At gennemføre en fosforregulering på dyrkningsfladen vil derfor være det mindst effektive middel til at nedsætte fosforudledningen, da man i bedste fald kun kan opnå nogle få procents forbedringer over ganske mange år.

I stedet burde man i det åbne land lokalisere og fokusere på risikoarealer, på vandløb og vandlidende arealer og her anlægge minivådområder, som er effektive til at rense for fosfor.

Sætter man ligeledes ind mod den ene tredjedel af fosforudledningen, der stammer fra spildevand og overløb samt manglende kloakering, kan man derimod få en effekt i vandmiljøet meget hurtigt og effektivt. Vi udleder i Danmark meget mere fosfor per indbygger end i vores nabolande Sverige og Tyskland.

Vandplanerne, som de ser ud nu, øger fosforudledningen i ganske betydelig grad. Når vandløb slynges eller genslynges, slides brinkerne med jordnedfald i vandløbet til følge – det giver betydelig ekstra fosforudledning. Når man forsumper dyrkede arealer eller sætter dem under vand – uden først at fjerne dyrkningslaget – kommer der en betydelig fosforudledning. Disse forhold bør i fokus.

En generel fosforbegrænsning, som nu er gennemført på dyrkningsfladen, skader vor fødevareproduktion og vil i bedste fald først virke om 50 til 100 år. Er det et frugtbart miljøperspektiv at arbejde med, når der er anderledes og effektive virkemidler lige ved hånden?