Byplanarkitekt: København skal investere i flere grønne friarealer

Af Holger Bisgaard
Byplanarkitekt og ekstern lektor, KADK

Coronaen viser os en anden brug af byen end vi er vant til.

Mens Strøget nærmest er affolket, er der ikke plads nok i byens parker og frirum, så det er nødvendigt at ensrette de gående rundt om søerne. Børnene har heller ikke nok friarealer i børneinstitutionerne.

Grønne arealer og gode udendørs fritidsfaciliteter er med til at gøre en by attraktiv og til at give det frirum, som er nødvendigt i en by med mange små lejligheder og få private grønne arealer.

Grønt fokus i krisetider
Igennem årene har der specielt i krisetider været fokus på de grønne arealer. Det startede med den grønne betænkning fra 1936, som forbandt de grønne grænsearealer i Københavns Kommune med de større grønne arealer længere ude i regionen.

Denne blev fulgt op af Fingerplanen fra 1947, som forbandt de indre bydeles grønne arealer med de grønne kiler imellem byfingrene.

Større grønne arealer i byen er kritisk infrastruktur, for de er essentielle for byens borgeres velbefindende.

Holger Bisgaard
Byplanarkitekt og ekstern lektor, KADK

I den næste store krise for byen med afindustrialiseringen i 1980’erne og 90’erne kom Vestamager til med hele Kalvebodkilen og Amager Fælled, som langsomt blev åbnet for publikum.

Da kommunen var fattig, men skulle genrejses omkring årtusindskiftet, så blev der investeret i Amager Strandpark, etableret den største park i København efter anden verdenskrig ”Prags Boulevard”, etableret havnepark på Islands Brygge, etableret havnebade og badestrand ved Svanemøllen. Hertil otte meter fri passage langs alle kajstrækninger. Alt sammen nøje planlagt og fremmet igennem et ihærdigt planlægningsarbejde.

Flere indbyggere, men ikke flere arealer
Hvad er der så sket under højkonjunkturen i 10’erne, hvor der er kommet 10.000 nye indbyggere hvert år, og der er bygget mange nye boliger.

Der er kommet en del ”hårde” friarealer som Sandkajstrækningen i Nordhavnen, Amager bakke og en legeplads ovenpå et P-hus i Nordhavn. Hertil mindre grønne arealer, som er lavet i forbindelse med klimasikringen for eksempel Skt. Kjelds Plads. Men egentlig større grønne arealer er ikke blevet føjet til byens frirum.

Dog skal nævnes renoveringerne af Fælledparken og Amager Fælled (naturpark), som har givet mulighed for en mere intensiv udnyttelse af disse arealer.

Så selvom byen har haft flere penge, er de ikke gået til nye grønne arealer, der er blot kommet flere indbyggere, der har skulle deles om de samme grønne arealer.

Kommuneplanen
Heldigvis har Borgerrepræsentationen i forbindelse med den sidste kommuneplan 2019 vedtaget, at byens boliger maximalt må have 300 meter til et grønt område.

Det kan blive svært på brokvarterene, så det er godt, at Borgerrepræsentationen også har vedtaget, at der ”til de årlige budgetforhandlinger fremlægges en arealplan for grønne områder frem til 2050. Arealplanen skal indfri en vision om, at københavnere i alle bydele – både eksisterende og nye – skal have let adgang til grønne arealer, som er attraktive at bruge.”

I kommuneplanen er det angivet, at der skal være en park på det gamle godsbaneterræn på cirka 10 ha, som skal være i privat eje, men offentligt tilgængelig.

Det er en lille park, når den både skal betjene det nye boligområde på godsbaneterrænet og det tætte Vesterbro. Til sammenligning er Assistents Kirkegaard 20 ha, og parken vil derfor ikke dække behovet for et grønt areal i denne del af byen.

Offentligt ejerskab
Normalt reguleres størrelsen af private friarealer, der skal være offentligt tilgængelig i en lokalplan.

Lokalplanen giver også mulighed for at bestemme beplantningen, og hvilke faciliteter der skal være på arealet.

Men lokalplanen giver ikke mulighed for at styre driften af de grønne arealer, og hvornår der skal spilles fodbold.

Lad os tage et eksempel. Vigen på det sydlige Islands Brygge er et privat opholds- og badeområde. Her fremgår det af ordensreglerne, at der ikke må anvendes musikinstrumenter, at vigen ikke må anvendes til brætsejlads, at der ikke må medbringes cykler eller husdyr med videre.

En grundejerforening, der skal betale for driften af anlægget, vil forståeligt nok altid begrænse deres udgifter og begrænse anvendelsen af området, som i dette tilfælde kun er åben 10-22 og kun i perioden fra maj til september – ikke vinterbadning her.

Med et offentligt ejerskab er det kommunen, der bestemmer, hvornår der skal spilles fodbold på arealerne, og hvad der ellers skal ske på arealerne, og ikke en tilfældig grundejerforening.

Større grønne arealer i byen er kritisk infrastruktur, for de er essentielle for byens borgeres velbefindende og bør derfor være i offentligt ejerskab såvel på godsbaneterrænet som andre steder.