Debat

Coop: Indfør forbud mod kemikalier, før det er for sent

DEBAT: Selvom det er påvist, at en række kemikalier er skadelige, så tøver regeringen med at indføre forbud. Danmark bør gøre som andre lande og komme EU i forkøbet, så forbrugerne får tryghed, skriver Signe D. Frese og Malene Teller Blume.

Stoffet bisphenol A bruges blandt i lakken på indersiden af konservesdåser. Det er påvist, at stoffet kan skade evnen til at få børn. 
Stoffet bisphenol A bruges blandt i lakken på indersiden af konservesdåser. Det er påvist, at stoffet kan skade evnen til at få børn. Foto: /ritzau/Rune Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Signe D. Frese og Malene Teller Blume
Hhv. CSR-direktør i Coop og kvalitetschef i Coop

Når danske forbrugere tager en helt almindelig dåse med tomater eller en pakke med mikroovnspopcorn ned fra hylden i supermarkedet, så tænker de næppe over, at der kan være skadelige kemiske stoffer i emballagen.

Men det kan de desværre ikke være sikre på.

Det er nemlig stadig tilladt at anvende en række kemikalier som for eksempel bisphenoler eller fluorerede stoffer i blandt andet fødevareemballager. Og det på trods af, at førende forskere har udsendt klare advarsler om, at de er hormonforstyrrende og kan være medvirkende til faldende fertilitet, faldende sædkvalitet, faldende pubertetsalder hos piger og en række andre alvorlige helbredsudfordringer.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Vi mener, at reguleringen af disse skadelige stoffer sker alt for langsomt. Den nuværende lovgivning giver kun mulighed for at forbyde ét skadeligt kemikalie ad gangen. Det er altså ikke muligt at forbyde en hel gruppe af stoffer, som er lige skadelige.

Påvist skadelige kemikalier er fortsat lovlige
Lad os tage et par eksempler: Fluorerede stoffer bruges blandt andet til at imprægnere pap og papir i fødevarekontaktmaterialer for at gøre overfladen vandafvisende. Der findes mere end 2000 potentielt skadelige fluorerede stoffer. Kun meget få af disse er reguleret i dag.

Vi mener det er på tide, at politikerne indfører en række forbud. EU-systemet, som burde regulere stofferne, fungerer ganske enkelt alt for langsomt.

Signe D. Frese og Malene Teller Blume

Et andet problematisk stof er bisphenol A (BPA), som blandt andet bruges i lakken på indersiden af konservesdåser. Det er påvist, at BPA kan skade evnen til at få børn, og EU har netop sænket grænseværdien for dette kemikalie for tredje gang. Mange forbrugerprodukter er nu fri for BPA, men det er fortsat fuldt lovligt at bruge andre bisphenoler (bisphenol S eller F) på trods af, at de formentlig har samme skadelige effekter.

En nylig rapport fra Sverige identificerer hele 37 bisphenoler, som findes på det europæiske marked, og som kan være hormonforstyrrende.

Forbud er nødvendigt
Folketingets partier er netop blevet enige om en kemihandlingsplan, som sætter retningen for Danmarks indsatser på kemikalieområdet de næste fire år. Der er mange gode elementer i planen, blandt andet øget forskningsindsats i forhold til netop hormonforstyrrende stoffer og en styrkelse af det danske arbejde for at regulere farlig kemi via EU. Det skal der selvfølgelig kvitteres for. Men det, der virkelig virker – et forbud – er ikke kommet med.

Vi mener, det er på tide, at politikerne indfører en række forbud. EU-systemet, som burde regulere stofferne, fungerer ganske enkelt alt for langsomt. Derfor har Frankrig allerede indført et nationalt forbud mod nogle af de potentielt mest skadelige stoffer. Sverige har taget de første skridt til det samme, og Nordisk Ministerråd har advaret om de skadelige stoffer i vores hverdag og appelleret til politisk handling.

Bekymring blandt forbrugere
I Coop er vi ejet af forbrugerne. I de seneste 40 år har det været en mærkesag for os at modarbejde problematiske kemikalier i dagligvarer.

Vi ved, at mange forbrugere er bekymrede – og at 86 procent af danske forbrugere ikke føler, at de ved nok om skadelige kemikalier i hverdagsprodukter. Derfor har vi i vores egne varemærker forbudt mange kemikalier i årevis, før de blev ulovlige – og vi er også næsten i mål med både bisphenoler og fluorede stoffer.

Med andre ord ved vi, at der findes alternativer – og også, at det faktisk er ret problemfrit at finde dem. Men så længe lovgiverne ikke hjælper til, er det en lang og svær kamp at holde de problematiske kemikalier ude af varerne. Derfor forsøger vi nu at få Folketinget til at indføre et forbud mod nogle af de værste kemikalier. Konkret har vi udviklet et website, NyKemilov.nu, hvor mere end 20.000 danskere allerede har bakket op om forslaget med deres underskrift.

Pres på for EU-forbud
Vores klare opfordring til politikerne er, at de lytter til forbrugerne og følger Frankrigs eksempel. I forlængelse af den nye kemihandlingsplan skal de indføre et nationalt forbud mod de værste stoffer, og så skal de presse massivt på for et EU-forbud.

Vi synes nemlig, at det er bedre at være for forsigtig end bagklog, når forbrugernes sikkerhed er på spil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Didde Frese

cand.techn.soc. (Roskilde Uni. 2006)

0:000:00