Debat

Coop og Matas: Forbrugerrådet Tænk Kemi bør fortsætte

DEBAT: Med produkttests og råd tilbyder Tænk Kemi hjælp til de mange forbrugere, der vil undgå stoffer, som mistænkes for at skade miljø og sundhed. Den mulighed bør forbrugerne ikke fratages, og bevillingen bør derfor fastholdes, mener detailkæderne Coop og Matas.

Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Malene Teller Blume og Henrik Engberg Johannsen
Hhv. kvalitetschef for Nonfood, Coop Danmark og informations- og miljøchef i Matas A/S

Vi er omgivet af kemiske stoffer hver dag, og langt hovedparten gør stor gavn og er helt ufarlige at bruge i fornuftige mængder. Men der er et mindre antal stoffer, som af eksperter mistænkes for at være problematiske for miljø og sundhed selv i relativt små og lovlige mængder.

Forbrugerne er blevet mere og mere interesserede i, hvad eksempelvis deres deodorant, sko og muffinforme indeholder. Det skyldes en øget bevidsthed om, at der ofte går flere år, fra et stof kommer under eksperters mistanke for at være problematisk, til stoffet eventuelt ender med at blive forbudt.

I den periode er Tænk Kemis rådgivning en hjælp til de forbrugere, der gerne vil gå med livrem og seler.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Vi hylder også forsigtighedsprincippet
Tænk Kemis rådgivning tager udgangspunkt i forsigtighedsprincippet. Et princip, vi i Matas og Coop selv har valgt at arbejde efter i flere år ved udvikling af vores egne varer. Vi fjerner proaktivt stoffer i vores varer, hvis de af eksperter mistænkes for at være problematiske for miljø og sundhed.

Et eksempel er stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som bidrager til forbrugernes samlede eksponering. Det gør vi, uagtet at stofferne er fuldt lovlige, og at den enkelte vare med mistænkte stoffer i formentlig ikke udgør en risiko i sig selv.

Det er derfor et fejlskud, hvis regeringen sparer Tænk Kemi væk. En besparelse, der reelt vil udhule den uvildige forbrugeroplysning på området.

Malene Teller Blume og Henrik Engberg Johannsen Hhv. kvalitetschef for Nonfood, Coop Danmark og informations- og miljøchef i Matas A/S

Det er samme princip, der ligger bag deklarationstests og Kemiluppen, som hjælper forbrugerne med at begrænse deres samlede daglige udsættelse for mistænkte stoffer.

Meget af diskussionen om fremtidens finansiering af Tænk Kemi har hidtil handlet om Kemiluppen. Denne applikation er imidlertid kun en del af Tænk Kemi. Hvis bevillingen fjernes, vil det derfor også påvirke tests og øvrig rådgivning. Det betyder, at en vigtig stemme i forbrugerdebatten bliver svækket.

Plads til forbedring i Kemiluppen
Over 130.000 downloads og flere millioner scanninger med Kemiluppen viser, at mange forbrugere allerede her kun ti måneder efter lanceringen benytter applikationen i stort omfang. Men der er behov for en vigtig ændring, som vi bemærker, Forbrugerrådets formand er åben over for at drøfte og finde en løsning på.

Rød farve signalerer fare, og selvom en vare indeholder et eller flere mistænkelige stoffer, betyder det ikke, at den enkelte vare er farlig. Her beskytter lovgivningen os. Derfor mener vi, at den nuværende farveskala for vurdering af produkter (grøn, gul og rød) skal revideres, så rød farve i fremtiden kun gives til decideret ulovlige produkter.

Selvom vi i Coop og Matas ikke altid er enige i Tænk Kemi’s måder at formidle på, så har vi grundlæggende stor tillid til Forbrugerrådets faglige kompetence og relevans for forbrugerne. Vi mener derfor, at Folketinget bør finansiere, at forbrugerne fortsat kan få Tænk Kemis råd og tests, som er særlig relevante i forhold til de varer, som hverken bærer Svanemærket eller Blomsten.

Det er derfor et fejlskud, hvis regeringen sparer Tænk Kemi væk. En besparelse, der reelt vil udhule den uvildige forbrugeroplysning på området.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00