Danmarks havstrategi er endt som et katalog af gode intentioner og tomme ord

Lad mig give et eksempel på, hvordan de nuværende miljømål fra 2019 er ukonkrete og ubrugelige.

Et af miljømålene lyder: “De væsentlige habitater indeholder de for danske havområder almindeligt forekommende arter og samfund”.

Oversat til mere almindeligt sprog betyder miljømålet, at havets vigtigste naturtyper skal være sunde nok til at huse de planter, fisk og andre dyr, der naturligt hører hjemme i danske farvande.

Det er et fint overordnet formål.

Forvaltningen af havmiljøet befinder sig i dag i en juridisk gråzone.

Ditte Mandøe Andreasen
Programchef, Tænketanken Hav

Men det hjælper hverken en konsulent, der skal udarbejde en miljøvurdering af en havneudvidelse, eller en sagsbehandler i en styrelse, der skal vurdere en ansøgning om dumpning af opgravet havbund såkaldt klapning.

Så længe et miljømål er uklart og uforpligtende, har det ingen reel værdi for havet.

Danmarks havstrategi er endt som et katalog af gode intentioner og tomme ord – uden muskler til at skabe et godt havmiljø. Hvilket ellers er havstrategiens fornemmeste formål.

Forvaltningen af havmiljøet befinder sig i dag i en juridisk gråzone, hvor myndighederne mangler klare og bindende retningslinjer at styre efter.

Det betyder, at private konsulenter i praksis får en afgørende rolle i at fastlægge, hvor stor en belastning havet skal tåle.

Når konsulenterne udarbejder miljøvurderinger af konkrete projekter, som potentielt kan påvirke havnaturen negativt - det kunne for eksempel være udvidelse af en havn - så skal de følge miljølovgivningen og sikre, at projektet udføres inden for rammerne.

Men når rammerne er uklare, er det ofte konsulenternes vurderinger og skøn - ikke juridisk fastsatte miljømål - der afgør, hvilke påvirkninger der anses for acceptable.

Myndighederne ender derfor med at godkende eller afvise projekter ud fra individuelle vurderinger i stedet for fælles fastlagte standarder.

Konsekvensen er, at processerne ofte bliver tvetydige og beslutningerne mere lempelige, end havmiljøet kan tåle.

Hvad skal der så til for at få en klarere havforvaltning?

For det første bør målene klart definere behovet for nationale indsatser for at reducere presset på havet.

For det andet bør målene sætte klare juridiske rammer for, hvad der konkret kan tillades af nye påvirkninger.

Hvornår påvirker vi mennesker havet for meget? Hvornår er der plads til mere?

For at målene kan udgøre en ramme til at opnå god miljøtilstand, skal myndighederne kunne styre efter dem i miljøvurderinger, miljøgodkendelser og andre tilladelsesprocedurer.

Det kræver, at de indføres i lovgivningen.

Dermed kan de fungere som et reelt styringsværktøj, der kan afgøre, hvilke nye aktiviteter der kan tillades i havet – og hvilke der må tilpasses eller afvises.

Det kender vi allerede fra vandforvaltningen, hvor miljømålene er indarbejdet i en bekendtgørelse, så kommuner og styrelser med afsæt i målene kan tilpasse eller afvise projekter, hvis de vil forringe vandmiljøets tilstand.

Havet bør have den samme retslige beskyttelse.

Livet i havet mærker kun forskel, når påvirkningen på havet begynder at ændre sig – når forureningen mindskes, bundslæbende fiskeri begrænses og miljøhensyn inkluderes i anlægsprojekter.

Derfor er næste skridt at indføre målene i lovgivningen og sikre, at de omsættes til konkret handling.

Uklare miljømål i en 318 siders rapport redder ingen torsk, ingen marsvin, ingen havbund og ingen ålegræsenge.