Dansk Byggeri: Der er behov for en statslig national klimatilpasningsplan

Af Henrik Friis
Branchedirektør for Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri

Når efterårets regn igen begynder at vælte ned, uden at man er kommet videre, og veje og kældre står under vand, vil mange igen spørge: hvornår kommer regeringen med sin plan? 

Henrik Friis
Branchedirektør for Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri

Før sommerferien fik overløb af kloakker i Øresund igen den manglende klimatilpasning højt op på den politiske dagsorden. Og efter en solrig og varm august ved vi, at det kun er et spørgsmål om tid, før regnen vælter ned igen. Men de ansvarlige ministre glimrer ved deres fravær. Vi venter stadig på den nationale plan fra regeringen til at få styr på vandmasserne.

De store forsyningsselskaber HOFOR og Novafos tog konsekvensen og bebudede, at der ikke vil blive ledt urenset spildevand direkte ud i Øresund i forbindelse med den midlertidige lukning af Lynetteledningen.

Den historie er i sig selv en dråbe i havet, når det gælder overløb fra kloakker som følge af skybrud og voldsom regn, men den har sat fingeren på et meget ømt punkt: den manglende klimatilpasning.

Ændringen af klimaet og voldsommere vejr betyder både stigende grundvands- og havniveau, flere skybrud og mere vedvarende regn, flere storme, orkaner og stormfloder.

Alt sammen giver flere oversvømmelser af ejendomme, haver, marker og store dele af vores infrastruktur med kolossale skadesomkostninger til følge. Ingen har overblikket over, hvor store de samlede omkostninger er. Men COWI opgjorde for tre år siden omkostningerne alene som følge af stigende havvandsniveau og stormflod til næsten 970 milliarder kroner de næste 100 år.

Hertil skal så lægges omkostninger fra skybrud, stigende grundvand, flere og voldsommere storme og orkaner. Danske Regioner har i en anden analyse kortlagt, at næsten en halv million bygninger til en værdi af over 1.600 milliarder kroner er truet af oversvømmelser ved ekstreme vejrhændelser.

Løsningerne ligger klar
Mange ulykker og skader kan forebygges ved at få vandet ledt væk, uden at kloakker og ejendomme oversvømmes ved for eksempel separate ledningssystemer til regnvandet (separat kloakering), opbevaring af vandet i bassiner og reservoirs samt skybrudstunneler, der leder vandet direkte til havet. Vandet får så at sige sin egen infrastruktur.

Diger, bedre og vedvarende kystbeskyttelse og sluser kan sikre mod oversvømmelser fra stormfloder, og dræning kan fjerne truslen fra det stigende grundvand.

De tekniske løsninger er klar og kommunerne har siden 2013 kortlagt problemerne med lokale klimatilpasningsplaner. Vi har også fået gode værktøjer til at finde de udsatte områder ved hjælp af blandt andet DMI’s Klimaatlas og Kystdirektoratets kortlægning af oversvømmelsestruede risikoområder.

Men der mangler finansiering og koordinering af planerne – også for kystbeskyttelsen. Og det er ærgerligt, for det er en god forretning at forebygge frem for at udbedre skaderne.

Kommunerne og grundejerne kan ikke alene løfte den meget store finansielle opgave, hvor løsningerne ofte går på tværs af kommunerne. Meget vand kan inddæmmes på højere liggende arealer, inden det løber ned til byer og beboede områder, lige som vand kan ledes væk og opdæmmes, inden bymidter oversvømmes.

Det er bare ikke altid, at den bedste løsning geografisk ligger i den kommune eller hos de grundejere, der er truet af oversvømmelser.