Debat

Dansk Byggeri: Incitamenter til cirkulær økonomi er ikke til stede

DEBAT: Anbefalingerne fra Dansk Byggeri til Ellemann er klare: Opstil nationale retningslinjer for selektiv nedrivning af bygninger og for de affaldsfraktioner, affald skal sorteres i. Og ophæv kommunernes monopol på affaldshåndtering, skriver direktør Michael H. Nielsen.

At afbrænde affald er ikke længere den oplagte
tilgang, mener Michael H. Nielsen.
At afbrænde affald er ikke længere den oplagte tilgang, mener Michael H. Nielsen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael H. Nielsen
Direktør Dansk Byggeri

Cirkulær økonomi er kommet for at blive i bygge- og anlægsbranchen.

Det blev slået fast på et topmøde om udvikling af cirkulær økonomi med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V). Og det er ikke kun positivt for miljøet. Virksomheder, der producerer grønt og bæredygtigt, leverer på en af vores samfunds store udfordringer – øget konkurrence om klodens råstoffer.

Store dele af bygge- og anlægsbranchen er allerede i dag i front, når det gælder cirkulær økonomi. Genbrugsbeton, hele facader, der kan skilles ad og bruges igen, eller byggematerialer fremstillet af affald fra byggepladserne. Det er kun få eksempler på, hvordan cirkulær økonomi har sneget sig ind i hverdagen, ikke bare på byggepladserne, men også hos ingeniører, arkitekter og bygherrer.

Fakta
Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Klare anbefalinger
Udviklingen tager for alvor fart i de her år, og der er ingen tvivl om, at cirkulær økonomi er en vigtig del af bygge- og anlægsbranchens fremtid. De virksomheder, der er med på bølgen nu, vil kunne opbygge en brugbar viden og erfaring, som også vil kunne bruges internationalt.

For rigtigt grebet an så kan Danmark få en international førerposition, når det gælder om at gøre cirkulær økonomi til et fremtidigt forretningsområde. Men vi skal være vågne og forstå at benytte vores agilitet i et tæt samspil mellem politikere, myndigheder og erhvervsliv.

De forretningsmæssige incitamenter er simpelthen ikke til stede i tilstrækkelig grad, hvis vi ikke får skabt ens regler og markedsgørelse.

Michael H. Nielsen
Direktør Dansk Byggeri

Og her var anbefalingerne til miljø- og fødevareministeren klare: Få skabt rammerne for et velfungerende marked for affald ved blandt andet at opstille nationale retningslinjer for selektiv nedrivning af bygninger og for de affaldsfraktioner, affald skal sorteres i – både når det gælder byggeaffald, husholdningsaffald og erhvervsaffald i øvrigt.

Og så skal kommunernes monopol på affaldshåndtering ophæves, så der skabes reelle markeder for affaldshåndtering, der tænker ud over den enkelte kommunegrænse eller det enkelte forsyningsselskab, der for eksempel kan have interesse i affald til afbrænding og fjernvarmeproduktion.

Vi skal tænke langsigtet
Når cirkulær økonomi for eksempel er på dagsorden i byggeriet, skyldes det ikke mindst, at bygge- og anlægssektoren tegner sig for 35 procent af alt det affald, der skabes i Danmark – aktuelt 4,1 millioner tons affald hvert eneste år.

Med udsigt til, at der fremover bliver rift om verdens ressourcer, ikke mindst på grund af den voksende befolkning og øgede tilflytning til byerne, så er vi simpelthen nødt til at se på affaldet som en ny ressource og at nyttiggøre det, der er muligt at genanvende. At afbrænde affald er ikke længere den oplagte tilgang – affald skal ses som en ressource til noget nyt.

Men cirkulær økonomi handler ikke kun om kortsigtet at ændre vores måde at håndtere affald på. Vi skal tænke langsigtet og tilrettelægge vores ressourceforbrug på en måde, der muliggør genbrug og genanvendelse. Også her er der brug for regulering og samarbejde mellem politikere, myndigheder og erhvervsliv.

Læs også

Frivillig bæredygtighedsklasse
Sidste år udarbejdede bygge- og anlægsbranchen et forslag til en frivillig bæredygtighedsklasse. Og Dansk Byggeri håber, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) hurtigst muligt vil få det indarbejdet i bygningsreglementet sådan, som det fremgår af den politiske aftale om udvikling af cirkulær økonomi fra sensommeren 2018.

At branchen er optaget af den cirkulære økonomi, kommer også til udtryk med Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet, som er etableret blandt andet med støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

De mange små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen skal kunne hente viden om bæredygtigt byggeri og fokusere på, hvordan affald kan blive en ressource, hvordan vi fjerner farlige stoffer og materialer ved affaldskilden, og hvordan vi designer byggeri i fremtiden, så det bliver mulig i langt højere grad at genbruge og genanvende materialer.

I bygge- og anlægsbranchen er vi klar. Faktisk er vi i fuld gang. Men vi mangler, at reguleringen understøtter udviklingen, for ellers kommer der ikke til at ske nok. De forretningsmæssige incitamenter er simpelthen ikke til stede i tilstrækkelig grad, hvis vi ikke får skabt ens regler og markedsgørelse.

Så kære politikere: Lad os sammen skabe de rammer, som kan sætte skub i udviklingen af cirkulær økonomi i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael H. Nielsen

Seniorrådgiver, Concito
landsskabsarkitekt (Københavns Uni. 1983), master i offentlig administration (CBS 2000)

0:000:00