Debat

Dansk Byggeri: Vi har udsigt til endnu mere vand i kælderen

DEBAT: Stormfloder og oversvømmelser er et stort problem, som klimaforandringerne kun ser ud til at forværre. Alligevel er der ingen plan for klimatilpasning eller kystbeskyttelse i landets kommuner. Det skuffer Dansk Byggeri, som foreslår en klima- og kystfond.

Vi vil oftere og oftere se oversvømmelser i Danmark, hvis ikke der bliver bedre mulighed for klimasikring, mener Dansk Byggeri.
Vi vil oftere og oftere se oversvømmelser i Danmark, hvis ikke der bliver bedre mulighed for klimasikring, mener Dansk Byggeri.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Friis
Branchedirektør, Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri

Forhandlingerne mellem KL og staten om kommunernes økonomi er netop afsluttet, og selvom KL havde sat klimatilpasning på dagsordenen, gav økonomiaftalen ingen løsning på, hvordan vi får sikret infrastruktur, bygninger og naturområder mod oversvømmelse, og ikke mindst hvordan vi finder pengene til klimasikring og kystbeskyttelse.

Det er både skuffende og et stort problem for de mange mennesker, der har udsigt til igen og igen at få vand i kælderen.

Regeringen skubber dermed regningen, som vokser i hastigt tempo.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kystbyer har oplevet skader for 970 milliarder kroner
I kombination med et stigende havvands- og grundvandsniveau bliver ødelæggelserne fra storme, skybrud og stormflod større.

Cowi har for to år siden beregnet, at skader fra stormflod og havvandsstigninger alene for kystbyerne løber op i næsten 970 milliarder kroner i dette århundrede.

Med nyere prognoser for havvandsstigningen vil ødelæggelserne blive mere end dobbelt så store.

Henrik Friis
Branchedirektør, Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri

Prisen er endda uden skybrud, ødelæggelserne inde i landet fra storme og konsekvenserne fra et stigende grundvandsniveau.

Med nyere prognoser for havvandsstigningen vil ødelæggelserne blive mere end dobbelt så store.

Der er derfor gode og fornuftige grunde til – både økonomisk og menneskeligt – at kommunerne får bedre værktøjer og muligheder for at finansiere klimasikringsprojekter i byerne og bedre beskyttelse af vores kyster.

Der er allerede i dag låneadgang, men der er brug for flere muligheder og bedre information om de eksisterende muligheder.

Giv kommunerne en hjælpende fond
Dansk Byggeri foreslår, at der oprettes en statslig kyst- og klimafond, der kan give tilskud til kommunerne, i forbindelse med at man udarbejder landsdækkende planer for beskyttelsen af Danmarks kyster og for klimasikringen i byerne. 

Planer, som kan skabe sammenhæng i indsatsen, prioritere de kritiske steder og hjælpe kommunerne med at realisere projekterne.

Kommunerne har lavet grundarbejdet med klimatilpasningsplanerne, som giver et godt udgangspunkt.

Men der er brug for at fjerne en række knaster, så kommunerne får lettere ved at komme i gang.

Klimasikring bør ikke støde hovedet mod et anlægsloft
For det første bør spildevandselskaberne have mulighed for selv at finansiere projekter med overfladeløsninger, som sikrer, at der ikke sker oversvømmelse. Det kan være, hvor vand opsamles i bassiner og kanaler kombineret med afløbsløsninger, skybrudsveje og vandløbsprojekter.

Siden 2016 har det været et krav, at kommunerne skal være med til at finansiere sådanne løsninger med 25 procent, og her spænder det kommunale anlægsloft ofte ben for, at kommunerne kan være med.

Det har betydet, at der stort set ikke længere godkendes overfladeløsninger, selv om det er langt billigere end udelukkende at grave og udskifte kloakrør og etablere underjordiske bassiner.

En evaluering fra Miljøstyrelsen fra 2017 dokumenterer, at de såkaldte medfinansieringsprojekter er fire gange så billige som traditionelle graveløsninger (rene spildevandsløsninger).

For det andet bør klimasikring og kystbeskyttelse undtages fra det kommunale anlægsloft, så kommunerne ikke kommer i klemme med disse projekter, hvis for eksempel andre anlægsprojekter skal nedprioriteres.

For det tredje bør kommunerne have låneadgang til kystbeskyttelse.

I dag har kommuner låneadgang til klimatilpasningsinvesteringer og kan give lånegarantier til spildevandsselskaber uden at belaste lånerammen.

Drejer det sig imidlertid om kystbeskyttelse, kræver det en ledig låneramme, hvilket der ofte er snævre muligheder for.

Læs også

Giv spildevandsselskaberne garanti
Endelig skal spildevandsselskaberne have mulighed for at lave stormflodsbeskyttelse, som kan kombineres med afvandings- og klimaprojekter.

Det handler om at få vandet væk, uanset hvor det kommer fra.

Derfor bør spildevandsselskaber også kunne få garantistillelse fra kommunen til kombinerede klimasikrings- og stormflodsprojekter, uden at det belaster lånerammen.

Oversvømmelse er et kæmpe problem allerede nu, og det bliver kun større i fremtiden.

Lad kommunerne få flere og bedre værktøjer til finansiering af klimatilpasning og kystbeskyttelse. Det er til gavn for alle og økonomisk fornuftigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Friis

Direktør, Dansk Affaldsforening
cand.polit. (Københavns Uni. 1990)

0:000:00