Debat

Dansk Miljøteknologi: Danmark har et forureningsproblem, som hverken overvåges eller håndteres tilstrækkeligt

DEBAT: Overvågningen af uønskede kemiske stoffer i det danske vandmiljø er utilstrækkelig. Det skriver Mette Boye fra Dansk Miljøteknologi og præsenterer fire ambitioner for den kommende strategi for miljøfarlige stoffer.

Danmark har et blindt punkt for miljøfarlige stoffer i vandmiljøet, skriver Mette Boye.
Danmark har et blindt punkt for miljøfarlige stoffer i vandmiljøet, skriver Mette Boye.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har varslet en strategi for miljøfarlige stoffer i vandmiljøet. Strategien er blandt andet afstedkommet af en påtale fra EU om utilstrækkelig dansk overvågning af miljøfarlige stoffer i vores vandmiljø.

Spildevandsudledninger udgør en væsentlig kilde til manglende opfyldelse af god kemisk tilstand i vandområder, men der er i dag ikke krav til danske renseanlæg om at rense for de miljøfarlige stoffer. Det er på trods af, at der er udviklet gode renseløsninger.

Hvad er problemet?
Miljøfarlige stoffer (MFS) omfatter pesticider, insekticider, tungmetaller, brandhæmmende stoffer, lægemidler og meget mere.

Effekten af at udlede miljøfarlige stoffer til jorden, søer, vandløb og havet er meget forskellig. Nogle stoffer kan medføre omfattende skader selv i små doser, og skaderne kan både være akutte nu og her og kroniske på lang sigt.

Overvågningen af uønskede kemiske stoffer i det danske vandmiljø er utilstrækkelig, og Danmark lever dermed ikke op til vandrammedirektivets intentioner. Med andre ord har vi i Danmark et forureningsproblem, som vi på nuværende tidspunkt hverken overvåger, håndterer eller har en tilstrækkelig plan for.

Manglende krav til rensning
Forsyningsselskabernes renseanlæg i Danmark er generelt bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof og ikke for miljøfarlige stoffer.

I Schweiz stiller myndighederne i dag krav til fjernelse af MFS i afløbet fra de største renseanlæg, og enkelte danske forsyninger er i gang med at forberede sig til nye rensekrav. Spildevandsudledninger udgør en væsentlig kilde til manglende opfyldelse af god økologisk og kemisk tilstand i vandområder.

Ifølge nuværende dansk lovgivning skal MFS i princippet renses ved kilden (kildesporing for eksempel fra industri og hospitaler) og gennem produktregulering (for eksempel EU-lovgivning, REACH). Men en lang række MFS ender i tilløbet til renseanlægget gennem diffus forurening blandt andet fra private husholdninger (for eksempel hovedparten af lægemidler ≥ 90 procent udledes fra private husholdninger). I dag er der ikke krav til, at renseanlæggene renser for MFS inden afløb til vandmiljøet.

Politiske ambitioner
Den kommende strategi for miljøfarlige stoffer bliver en del af de politiske forhandlinger om nye vandområdeplaner, og det er første gang, der skal formuleres en politisk ambition og strategi for området.

Overvågningen af uønskede kemiske stoffer i det danske vandmiljø er utilstrækkelig, og Danmark lever dermed ikke op til vandrammedirektivets intentioner.

Mette Boye
Sekretariatschef, Dansk Miljøteknologi

Vi mener, at det er centralt, at den kommende strategi har et højt ambitionsniveau, så vi kan samle kræfterne hos myndigheder, forsyninger og teknologileverandører om bæredygtige og langsigtede løsninger, der effektivt håndterer problemet.

På den baggrund har vi i Dansk Miljøteknologi i samarbejde med vores medlemmer formuleret en række ambitioner, som vi mener bør være styrende for den nye strategi:

Ambition 1: Der bør fastsættes en politisk ambition om, at alt vand, der udledes i miljøet, renses for både næringsstoffer og MFS. Det gælder vand, der renses på både centrale og decentrale renseanlæg (for eksempel industri, hospitaler, med videre) samt andre punktkilder.

Spildevand fra nogle industrier må ikke ledes direkte til rensning på de kommunale renseanlæg. Derfor er mange industrier pålagt enten at etablere en lokal for-rensning inden tilledning til det kommunale anlæg eller at finde en alternativ løsning.

Det gælder også for eksempel vandigt flydende affald indeholdende MFS, der ikke kan bortledes som spildevand til kommunal rensning men bortskaffes ved anden behandling som for eksempel specialiserede, private spildevandsrenseanlæg. 

Ambition 2: Der bør stilles et lovgivningskrav om reduktion af udledning af MFS fra danske renseanlæg. Det kan ske ved at indføre et ekstra rensetrin til fjernelse af MFS (også kaldet tertiær rensning eller polering).

Spildevandsudledninger udgør en væsentlig kilde til manglende opfyldelse af god økologisk og kemisk tilstand i vandområder. Der findes en række teknologiske muligheder for at rense for MFS på offentlige renseanlæg, for eksempel specifik biologisk efterbehandling, ozonering og/eller aktivt kul, ultrafiltrering, med videre.

Der skal ofte bruges en vifte af teknologier for at rense spildevandet, der kan indeholde en blanding af lægemidler, tungmetaller, PFOS, bioakkumulerbare stoffer, med videre. Danske miljøteknologiske virksomheder har en række effektive renseløsninger, som også ofte er karakteriseret ved at være mere energieffektive, end konkurrerende teknologier.

Læs også

Ambition 3: Ambitionen med rensning bør være at rense spildevandet så godt, at det ikke forårsager en sundheds- eller miljøskadelig effekt i recipienten. Det gælder uanset, om det en mindre recipient som en lokal å, eller om det er havet.

Ambition 4: Der skal ved opstilling af nye rensekrav tages hensyn til den samlede miljøeffekt, det vil sige, at det samlede miljøaftryk for de mulige nye renseprocesser skal vurderes.

Det skal forhindres, at rensningen resulterer i dannelse af nye potentielt miljøbelastende forbindelser og restprodukter og videre, at de bestræbelser, man har gjort på renseanlæggene for at minimere energiforbrug og derved CO2-udledning, ikke bringes over styr.

Derudover skal vi skal sørge for at stille krav til og rense vandet for MFS, der hvor effektiviteten er højest, og hvor vi får størst udbytte af vores indsats.

Vi håber, at disse ambitioner kan finde vej til forhandlingsbordet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00