Danske Vandløb: Pres på vandløb kræver nye løsninger

DEBAT: Den stigende nedbørsmængde sætter de danske vandløb under pres, og næsten hele efteråret har de danske vandløb været fyldte. Det er tid til at tænke nyt, skriver Jens Henrik Madsen.

Af Jens Henrik Madsen
Bestyrelsesmedlem i Danske Vandløb

Der har den seneste tid været skrevet en del om landbrugets dræn på Altinget. For nogles vedkommende blandt andet med det formål at give disse årsagen til et oversvømmet landskab og derved at fjerne fokus fra den mange steder manglende vandløbsvedligeholdelse.

Ofte er det de mennesker, der lever længst væk fra dræn og vandløb, der taler for de vådeste løsninger.

Drænsystemet vedligeholdes dagligt
Men Søren Kristensen og Brian Kronvang skrev for nylig en fin artikel i Altinget, dog med visse forbehold.

Alle vores gamle lerrør er ikke pakkede og tætte. Det er en del af dræningen, vandet skal jo trænge ind i disse. De ligger blot hen til hinanden uden muffe eller tætninger. De ligger nedgravet typisk i 80 til 130 cm dybde med et lille fald hele vejen til vandløbet.

Ved vandløbet er det vigtigt, at der er frit udløb langt den største del af tiden, så de ikke slemmer til.

Det er korrekt, at en stor del af vores dræn har fungeret i mange år, men at ytre at hen ved en fjerdedel af det danske drænsystem står for fald er lige frisk nok. Der bliver hver dag vedligeholdt, spulet og skiftet drænrør i det danske land.

Selvfølgelig er det bønderne selv, der står for denne opgave, ligesom det også er her, regningen ligger ved større renoveringer.

Nedbøren stiger, der skal tænkes nyt
En anden misforståelse, jeg ofte hører, er, at jorden er sunket, nok 2 meter af humusen er brændt af.

Det fænomen foregår på under 50.000 hektar. Da dræn kun kan afvande og gøre jorden iltholdig – en betingelse for plantevækst – over drænrørene, ja, så er det også kun jorden over rørene, der kan brænde af.

Så ifølge kritikerne så skal jeg jo køre rundt mellem drænrørene, da al jorden er forsvundet.  Det er naturligvis ikke tilfældet. Langt de fleste steder ligger både vandløb, drænrør og terrænhøjde, hvor de altid har været.

I øvrigt har landbruget ingen interesse i at brænde humusen af, da det i så fald vil forringe dyrkningsmediet på sigt og dermed jordværdien. Faktisk er der udviklet et mål for forholdet mellem humus og ler i jorden kaldet dexter ratio til at afgøre, om landmanden skal tilføre mere organisk materiale til sin jord for at bevare dens frugtbarhed.

Men nedbørsmængden stiger, vi får flere og flere tage, pladser og landeveje, der løber direkte til kloak, og det løber rigtigt hurtigt. Det skal alt sammen gennem vores vandløb. Uanset hvilken religion vi har, bliver vi nødt til at tænke nyt.

Nogen steder kan man godt lave vandparkering i en ådal som buffer. Men efterår og vinter 2017/2018 har vandløbene været fyldte næsten hele tiden. Og så er det jo ikke bare en buffer, der lige mangler.

Ifølge naturlovene så kan al vand løbe nedad. Det er kun et spørgsmål om dimension, hvor længe det skal være om at trække væk.

Når der alligevel af og til oprenses i vandløbene, kan der tages lidt i den ene brink, hvor problemet er størst, det koster ikke en formue, og derved får vi klimasikret over tid.

Forrige artikel KL: Sådan bliver Danmark bedre til at genanvende plastikaffald KL: Sådan bliver Danmark bedre til at genanvende plastikaffald Næste artikel Naturfredningsforening og Friluftsrådet: Hovedstadens natur er truet Naturfredningsforening og Friluftsrådet: Hovedstadens natur er truet
  • Anmeld

    N Skovbo · Selvstændig

    Seges og forskerne enige !

    Det er ikke kun forskerne på universiteterne der har undersøgt dræn i Danmark. Eksempelvis også landbrugets egen forskning gennem SEGES !

    Samtlige undersøgelser påviser entydigt, det modsatte af ovenstående kronik, nemlig, at de danske dræn er misvedligeholdt i et stort omfang.

    Estimeret til 200-500.000 hektarer. Heraf er ca 70.000 hektar dræn på humusjord helt og aldeles ødelagt og kommer aldrig til, at blive plovjord igen.

    Forskningen viser også entydigt, at afdræning ødelægger humusjorden. Den iltes, da den bliver tør og jorden sætter sig.

    SEGES egne undersøgelser viser sætningen antager typisk 0,5 -2,0 cm om året.

    Der findes talrige eksempler rundt om i landet på disse sætningsskader. Bla. engene langs Skjern Å, langs Ryå,, Gudenåen, Store Å, Varde Å og ja, faktisk langs langt hovedparten af de jorde der ligger tæt på vandløb. Store dele af de braklagte områder, er drænede jorde som er sunket og derfor ikke kan aflede vand.

    Jordsætning måles rundt om i landet ganske nøjagtigt, hel ned til 0,5 cm, så problemet er ganske nøje estimeret.

    I praksis ses dette typisk ved, at dækslerne til rørerne stikker op af marken. Noget man netop ved vintertid ser alle steder.

    .Interesseorganisationen Danske Vandløb, som er en underafdeling af L&F og har til huse i samme bygninger, har naturligvis ingen interesse i, at det bliver offentligt kendt, at landbruget har misvedligeholdt deres dræn gennem mange år, og dette bærer en stor del af skylden for, at marker er vandlidende.

  • Anmeld

    Bjarne B. Svendsen · Agronom

    Mange dræn ligger for dybt i vandløbene

    En overset forklaring er, at drænrørene er lagt for dybt. Tilbage i 80’erne blev alle vandløb opmålt af kommuner og amter herunder drænudløb. Og det viste sig at et betydeligt antal drænudløb lå lige over eller under regulativbund – måske op mod halvdelen. Disse dræn vil være dykkede i lange perioder under høje afstrømninger - typisk om vinteren.

    Nu vil nogen måske undre sig over, at dræn kan ligge under regulativbund. Men det skyldes nok, at ganske mange vandløb tilbage i tiden blev alt for hårdt vedligeholdt. Det var blandt andet det, der skulle bringes til ophør med den dengang nye vandløbslov fra 1983. Og det er sikkert forklaringen på, at drænene blev lagt for dybt.

    Det kan også være forklaringen på, at mange lodsejere oplever, at kommunerne ikke vedligeholder godt nok med henvisning til, at vandløbsbunden hæver sig. Men den gamle praksis med vedligeholdelse ud over regulativets dimensioner er ikke lovlig, og derfor er kommunerne nødt til at lade bunden vende tilbage til regulativmæssigt niveau – enten af sig selv eller ved at fylde op med fx sten.

    Disse kendsgerninger modsiges af og til med en forklaring om, at drænprojekterne i så fald ikke havde kunnet få statstilskud, fordi der var en betingelse, at drænrørene havde frit udløb. Men for at lave sådanne vurderinger, ville det kræve, at der forelå hydrometriske data for samtlige vandløb, hvilket der langt fra gør. Kun i forbindelse med de store landvindingsprojekter har der været en vist mulighed med regnestokken i hånden at lave oplandsbaserede vurderinger som grundlag for et projekt. Og de opmålte data fra 80'erne viser som nævnt også noget andet.

    Spørgsmålet er så, hvis ansvar det er, at når drænrør ligger for lavt i forhold til vandløbsbunden – er det ejeren eller er det samfundet?

  • Anmeld

    Torben Meldgaard · Biolog, PhD

    Erkend fortidens synder - og kom videre

    Det er ærgerligt at landbruget - og dermed også Danske Vandløb - har så svært ved at indrømme at man selv er skyld i en stor del af de oversvømningsproblemer vi ser på markerne i dag.

    Frem for at skyde på forskere og ingeniører, som I DV's optik lever langt væk fra dræn og vandløb, så erkend dog, som SEGES gør i Dansk Markdræningsguide:

    "Derudover er der udført omdræningsarbejde uden tilskud, men langt fra nok til at dække behovet på 20.000 ha årligt. Afvandingstilstanden på danske jorder bliver således dårligere, også selvom der ses bort fra marginale jorder og okkerpotentielle områder."

    Med andre ord - der er et efterslæb af dimensioner.

    Kronvang, Kristiansen og flere beskriver i deres rapport ( http://dce.au.dk/fileadmin/dce.au.dk/Udgivelser/Notater_2014/Draennotat_DCE__endelig.pdf ) at der blot er 68.000 hektar tørvejord tilbage af de 900.000 hektar der vurderes at have været for 200 år siden. Resten er drænet væk.

    Hvis man rangerer jordtyperne i forhold til deres porevolumen og dermed evne til at holde på vandet: Sand med mindst porevolumen (ca 45%), dernæst muldjord, lerjord, tørvejord (70%) og Højmose bliver problematikken tydelig idet tørvejord jvf et højere porevolumen kan holde på langt mere vand end sand og muld.

    Med andre ord så har man drænet naturens egen svamp væk og med stigende nedbørsmængder havner regningen i byerne ved åernes udmunding.

    Erkend dog at der ER et problem med lave, satte jorder og dårlige dræn og se så fremad frem for at jagte 16 cms vandsænkning i vandløbene pga øget, dyr grødeskæring.

  • Anmeld

    H.E. Jensen · Borger i Danmark

    Gentagelse fremmer IKKE forståelsen...

    Danske vandløb bruger præcist samme taktik som “Bæredygtigt” Landbrug. De samme misvisende og udokumenterede påstande gentages igen og igen og igen og igen. Og med jævne mellemrum er der en eller anden 3. rangs politiker der hopper med på vognen...
    Behændigt glemmer men også hver gang at fortælle hvem der skal betale for alle de opgravninger af vandløbene der lægges op til. Iflg. lovgivningen skal alle udgifter til regulering af vandløb afholdes af de lodsejere der har gavn af dette, men det er jo nok næppe det man forestiller sig?
    Som langt hovedparten af befolkningen bor jeg på en bakke og har absolut intet behov for hverken grødeskæring, oprensning, uddybning eller udvidelse af nogen vandløb. Og jeg vil meget gerne bede mig fritaget for at mine skattekroner bruges til yderligere naturødelæggelse for at tilgodese nogle få lodsejere, der har udfordret skæbnen ved at dyrke afgrøder eller bygge huse på lavbundsjorder i en tidligere mose eller lige ved siden af et vandløb.