Debat

Økologisk Råd: Danmark skal ikke trisse i hælene på EU's plastikstrategi

DEBAT: Politikerne gør ikke nok for at komme forureningen fra plastik til livs. Der skal investeres i ny forskning, så Danmark bliver en frontløber på området, skriver Christian Ege og Lone Mikkelsen fra Det Økologiske Råd.

Der er brug for en indsats over for udledningen af mikroplastik fra for eksempel tekstiler og kunstgræsbaner, skriver Christian Ege og Lone Mikkelsen.
Der er brug for en indsats over for udledningen af mikroplastik fra for eksempel tekstiler og kunstgræsbaner, skriver Christian Ege og Lone Mikkelsen.Foto: /ritzau/Jørn Deleuran
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Ege og Lone Mikkelsen
Sekretariatsleder og seniorrådgiver i kemikalier, Det Økologiske Råd

Der er nu endelig, 16. januar, fremlagt en EU-strategi for plastik, og vi venter fortsat på egentlig handling fra dansk side, da miljø- og fødevareministeren afventer udspillet fra EU-Kommissionen.

Denne tøven er sket på trods af, at man alt for ofte har kunnet læse om nye undersøgelser, der påviser en massiv plastikforurening af vores miljø. EU-strategien er ikke helt så ambitiøs, som vi havde håbet, og fokus er noget ensidigt med hovedvægt på genanvendelse.

Produktions- og brugsfasen er meget overset. Plastik er et stærkt materiale, som i fremtiden bør produceres til at kunne bruges igen og igen. Først sent må det ende i affaldsleddet – hvor det så skal genanvendes.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De danske politikere sendte i december 2017 et brev til EU-Kommissionen, hvor de kommenterer og giver deres forslag til indhold i en europæisk strategi.

Det er et stærkt budskab, men står desværre svagt alene. Det havde været fantastisk, hvis et sådant initiativ var blevet fulgt op af nationale indsatser.

Vi har brug for meget mere viden. Og vi har brug for retningslinjer og ensartede målemetoder, så alle forskere kan bidrage til den samme vidensbank. Kun sådan kommer vi videre.

Christian Ege og Lone Mikkelsen

For eksempel har både Italien og England vedtaget et nationalt forbud mod mikroplastik i kosmetik og plejeprodukter. Nu har Danmark muligheden for ikke blot at være EU-duks, men at tage egne stærke initiativer på plastområdet.

Som de danske politikere efterspurgte i brevet, kan Danmark nu selv vedtage et forbud mod mikroplastik i kosmetik og plejeprodukter. Det er før set, at EU følger trop, når flere medlemslande viser vejen.

Vi er helt med på, at det ikke er en af de største kilder til plastikforureningen, men det er en uhensigtsmæssig og unødvendig anvendelse af plastik, som er med til at give materialet et dårligt ry.

Invester i forskning
I Danmark har debatten om plastikforureningen primært taget udgangspunkt i én rapport, som Miljøstyrelsen fik udarbejdet i 2015. Her var konklusionen, at bildæk bidrager med langt størstedelen af mikroplastikforureningen. Denne ene rapport er blevet brugt til at skyde andre indsatser ned. Men ét studie er alt for lidt at konkludere på – og så endda et skrivebordsstudie.

Der er også brug for en indsats over for udledningen af mikroplastik fra for eksempel tekstiler, kunstgræsbaner og slam fra spildevandsanlæggene.

Vi skal blive langt bedre til indsamling og genanvendelse af plastik, og til at undgå unødig brug af plastik.

Øget genanvendelse sker ikke blot ved at beslutte at sende mere til genanvendelsesfabrikken. Skadelige stoffer skal udfases, og de rigtige plasttyper skal i fokus. Kun sådan kan vi igen bruge plasten til nye forbrugerprodukter. At der stadig produceres og anvendes PVC skriger jo til himlen i en tid, hvor det nye sort er cirkulær økonomi.

Vi har brug for meget mere viden. Og vi har brug for retningslinjer og ensartede målemetoder, så alle forskere kan bidrage til den samme vidensbank. Kun sådan kommer vi videre.

Der skal afsættes midler til denne forskningsindsats, så en kommende dansk strategi vil medføre tydelige danske fodaftryk i det internationale arbejde med plastikforureningen.

Danmark er kendt for at kunne bidrage til international forskning. Men vi skal også tænke i smartere design. Plastik er ikke et materiale, som skal udfases, hertil har det alt for mange fordele, og jeg tror, de færreste ville undvære goder, som for eksempel deres smartphones, som i høj grad laves af plastik. Men brugen af plastik skal tænkes smartere.

At vi mangler viden er ikke et argument for at udskyde handling. Mindre indsatser kan med tiden bygges større.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Ege

Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd), medlem af SF’s landsledelse og af Det Miljøøkonomiske Råd
cand.tech.soc. (RUC 1979)

Lone Hjorth Mikkelsen

Seniorrådgiver for kemikalier og cirkulær økonomi, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd)
ph.d., cand.scient. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00