Direktør: Danmark skal insistere på en stærk plastiktraktat

I Plastic Change har vi fulgt de internationale plastikforhandlinger tæt fra begyndelsen. Fra den første runde i Uruguay i 2022 til nu.

Sammen med kolleger i det globale civilsamfund og med støtte i den nyeste forskning følger vi hvert skridt i processen, og vi ser til med både håb og bekymring: håb om en stærk traktat, og bekymring for, at ambitionsniveauet sænkes, når olieproducerende stater forsøger at trække aftalen i den forkerte retning.

Vi har vores øjne stift rettet mod EU og på Danmark for at holde kursen.

Vi skal have bindende mål

Plastikforurening er et af de mest gennemgribende miljøproblemer i vores tid. Produktionen stiger eksplosivt, og konsekvenserne mærkes i havene, i naturen, i mennesker og i dyr. De seneste ti år har samtidig været de varmeste, der nogensinde er målt.

Hvis plastikproduktionen fortsætter som nu, risikerer vi, at den alene æder op mod en tredjedel af det tilbageværende globale CO2-budget. Det er mere end hele transportsektoren. Det kan vi ikke tillade.

Det handler om at sætte bindende mål for at reducere den samlede produktion af ny plastik.

Anne Aittomaki
Strategisk direktør, Plastic Change

Netop derfor skal Danmark og EU fastholde og gerne hæve ambitionsniveauet i de kommende forhandlinger. Det handler ikke blot om affaldshåndtering og genanvendelse.

Det handler om at sætte bindende mål for at reducere den samlede produktion af ny plastik.

Om at udfase problematiske engangsprodukter og kemikalier, som er direkte sundheds- og miljøskadelige. Og om at skabe systemer, hvor ansvar, gennemsigtighed og finansiel støtte går hånd i hånd. 

Fem vigtige til Heunicke

Så når miljøminister Magnus Heunicke (S) sætter sig for bordenden i EU, appellerer vi til at sikre, at følgende fem grundelementer er det ambitionsniveau, Danmark og EU tager med til den sidste forhandlingsrunde i FN til august. 

For det første: Et juridisk bindende globalt mål for reduktion af plastikproduktion. Det skal ledsages af krav om nationale planer, rapportering og løbende opdatering. Det er ikke nok at genanvende - vi skal producere mindre.

For det andet: En liste over problematiske kemikalier og polymerer, der skal udfases. Over 4.200 stoffer i plastik er allerede identificeret som potentielt skadelige. Kun en brøkdel er reguleret i dag. Det er utilstrækkeligt og uansvarligt.

For det tredje: Globale restriktioner på unødvendige engangsplastikprodukter. Der findes alternativer, og vi skal have modet til at bruge dem. Genbrug og genopfyldning skal fremmes som standard - ikke undtagelse.

For det fjerde: Et harmoniseret system for gennemsigtighed og sporbarhed i plastikkens livscyklus. Det skal være tydeligt, hvilke stoffer og materialer produkter indeholder, så vi kan træffe informerede valg og sikre ansvarlig produktion.

Og for det femte: En finansiel mekanisme, der gør det muligt for lav- og mellemindkomstlande at leve op til kravene. Det er en global krise, og derfor skal løsningen også være globalt solidarisk.

Danmark skal nu træde i karakter og udvise internationalt lederskab og politisk mod.

Når EU’s medlemslande skal finde fælles fodslag frem mod forhandlingerne i Genève, er det afgørende, at Danmark insisterer på en traktat, der ikke går på kompromis med videnskaben eller vores ansvar for kommende generationer.

Det er ikke længere tid til halve løsninger. Vi har behov for en traktat, der kan skabe reelle forandringer, og Danmark har chancen for at forme den.