Debat

DN: Danskerne vil have natur i nationalparkerne

DEBAT: Sidste år viste en gallupundersøgelse, at danskerne vil have mere vild natur i nationalparkerne. Nu vil Esben Lunde fjerne en del af naturbeskyttelsen i parkerne. Det hænger ikke sammen, skriver Ella Maria Bisschop-Larsen fra DN.

Nationalpark Thy.
Nationalpark Thy.Foto: www.danmarksnationalparker.dk, foto: Barker og Barker Luftfotografi
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Hvis man spørger danskerne, så bør de danske nationalparker være naturreservater, hvor den vilde natur kan udvikle sig.

Det viste en gallupundersøgelse, som vi i Danmarks Naturfredningsforening fik lavet sidste år som et led i kampagnen ”plads til det vilde”.

Her erklærede hele 72 procent sig enig eller overvejende enig i, at ”de danske nationalparker bør være naturreservater, hvor den vilde natur kan udvikle sig, som man kender det for eksempel fra den berømte amerikanske nationalpark Yellowstone”.

Fakta
Deltag i debatten!

Både blandt rød og blå bloks vælgere var der markant flertal.

Det fortæller noget om, at der i befolkningen er et stort ønske om, at vi også i Danmark gør mere for naturen i nationalparkerne.

Nationalparkerne bør leve op til det, de bør være, nemlig hjørnestene i en udvikling af det grønne danmarkskort og naturen i hele Danmark.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Det burde være en vindersag hele vejen rundt, at man på den ene side får skabt nogle unikke naturområder, hvor naturen har plads til at udvikle sig, og på den anden side får skabt et langt bedre grundlag for, at danskerne kan opleve naturen, og den lokale turisme kan styrkes. Det burde være let at få politisk opbakning til.

Naturpakken fjerner natur
Men nej. Det er tilsyneladende en fuldstændig modsat naturopfattelse, der for tiden er på miljø- og fødevareministerens kontor.

Her planlægger man i stedet at skære kraftigt i de naturbeskyttede arealer, der i dag er i parkerne. Forslaget om at reducere naturbeskyttelsen er en del af naturpakken fra 2016.

Af mandagens artikel i Altinget fremgår det, at ministeren vil fjerne Natura 2000 beskyttelsen på 2657 hektar af nationalparkernes areal. Særligt går det ud over Nationalpark Vadehavet, der står til at miste 2235 hektar beskyttelse.

Det har fået de fire formænd for de danske nationalparker til at advare imod, at ministerens planer simpelthen ikke hænger sammen med lovgrundlaget for parkerne, der går ud på at udvikle naturen.

Det bliver i sagens natur sværere, når man fjerner naturbeskyttelsen. Blandt andet anfægter nationalparkformændene, at skæreplanerne er til ugunst for målet om at ”skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning”.

Vi kunne ikke være mere enige.

Esben Lunde fejer argumenter af bordet
Ministerens argumentation er i denne sag – som det har været med den resterende del af de 23.000 hektar, hvor naturbeskyttelsen ønskes fjernet – at det ikke er vigtige arealer for beskyttelse af arter og naturtyper, som Danmark skal passe på. Der er tale om marker og byer, der ikke er vigtige for naturen.

Det hænger ikke sammen med de naturdata, vi har adgang til.

Sagen er, at der i de områder, der ønskes fjernet i for eksempel Nationalpark Vadehavet, er observeret mange af de arter, som Natura 2000 beskyttelsen jo netop er lavet for at beskytte.

Det gælder eksempelvis kortnæbbet gås, der i høj grad søger føde i korn- og majsmarker. Så kan det godt være, at det ikke er frodige naturarealer, men det er arealer, der med de rette tiltag på sigt kan udvikle sig til god natur, eller arealer hvor arterne har lært at overleve, og som er blevet et vigtigt udgangspunkt for arterne og dermed hele økosystemet.

Naturpakke er en skæreøvelse
Vi medgiver i Danmarks Naturfredningsforening, at der på nogle områder kan være god mening med at revidere Natura 2000-udpegningerne.

Særligt fordi, at de oprindelige udpegninger i høj grad foregik på landbrugets præmisser, så økonomisk tilskud til landmændene har vægtet højere end naturudvikling.

Men det, vi ser nu, er ingen revision. Det er en fuldbyrdet nedskæringsøvelse, hvor beskyttelsen fjernes på 23.000 hektar på landsplan.

Vi håber, at regeringen lytter til de mange kvalificerede høringssvar og besinder sig. Især nationalparkerne bør leve op til det, de bør være, nemlig hjørnestene i en udvikling af det grønne danmarkskort og naturen i hele Danmark.

Den danske natur har i den grad brug for udvikling – ikke afvikling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ella Maria Bisschop-Larsen

Fhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1978)

0:000:00