Ornitologforening: Jæger skyder forbi målet i sin kritik af os

Af Mark Desholm

PhD, Afdelingschef i DOF’s Naturafdeling

I et debatindlæg i Altinget den 31. august 2020 stiller jæger Jens Ulrik Høgh fra Nordisk Safari Klub spørgsmålstegn ved DOF’s faglighed i forbindelse med en nyhed i vores medlemsblad ”Fugle og Natur” omhandlende vores store Atlas III-undersøgelse af Danmarks ynglefugle.

I DOF mener vi, at kritikken er skudt helt forbi, men at ornitologer og jægere til gengæld bør arbejde sammen om at vende den kedelige udvikling hos de danske duehøge.

Høgh skriver i sin overskrift, at ”DOF blander politik og videnskab sammen”, hvilket vi faktisk ikke gør, men vi baserer vores politik på vores faglige viden.

DOF har nu i mere end 100 år altid stået på to ben – nemlig det politiske ben og det faglige ben, men fagligheden er altid afsættet for DOF’s virke som fuglenes beskyttere.  

DOF’s rolle som fuglenes vagthund kan kun fungere, fordi vores mange medlemmer derude i den danske natur holder øjne og ører åbne og råber vagt i gevær, når nogle ikke følger den gældende lovgivning. 

Mark Desholm
Afdelingschef i DOF’s Naturafdeling

Stridens kerne er de danske duehøge
Mere konkret handler den aktuelle strid om de danske rovfugle, som glædeligt nu har fået generelt bedre forhold uden den massive bekæmpelse som i fordums tid. Dette ikke mindst takket været jægernes ændrede natursyn igennem det sidste halve århundrede.

Stridens kerne er så nu de danske duehøge, som desværre har indskrænket deres yngleudbredelse herhjemme igennem de sidste cirka 20 år, som det er dokumenteret af DOF’s mange frivillige Atlas-fugletællere.

Udtalelsen, som Høgh er faret i blækhuset over, stammer fra en nyhedshistorie på DOF’s hjemmeside, hvor Atlasprojektets videnskabelige leder til citat siger om duehøgenes indskrænkning af yngleudbredelsen: ”Årsagen er formentlig, at der fortsat sker en ulovlig bekæmpelse af duehøgen i områder med store jagtinteresser”.

Høgh udråber ligefrem udtalelsen til ”et klart tilfælde af videnskabelig uredelighed”, hvilket er den stærkeste anklage en forsker kan komme ud for.

På forskerportalen.dk defineres videnskabelig uredelighed som: ”Ved videnskabelig uredelighed forstås “fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning”.

Det er efter vores overbevisning helt ude i hampen at kalde en nyhedshistorie på en hjemmeside og en artikel i et medlemsblad for videnskabeligt uredelig.

Til gengæld refererer vi til en videnskabelig artikel om emnet i selve nyhedsartiklen, og det er altså helt normal videnskabs-procedure at diskutere potentielle årsager til dokumenterede ændringer og komme med ekspertvurderinger herpå. På den måde inspirerer man til yderligere undersøgelser, ikke mindst blandt andre forskere.

Åbenlyse stråmænd
I Høgh’s forsøg på at så tvivl om lødigheden af vores ynglefugleundersøgelser konstrueres indtil flere åbenlyse stråmænd.

Han skriver, at ”DOF er ikke i tvivl om årsagen” og at ”Dansk Ornitologisk Forening skråsikkert kan udpege illegal jagt som det egentlige problem”, hvilket åbenlyst ikke er sandt, idet vi jo netop skriver ”årsagen er formentlig…”, med det iboende forbehold som begrebet ”formentlig” indeholder.

Han skriver også, at beskyldningen er rettet ”imod Danmarks 180.000 jagttegnsløsere”, hvilket ikke giver mening, idet vi i selve artiklen skriver ”… i nogle områder…”.

Høgh påstår også, at vi har skrevet, at den illegale jagt er ”systematisk”. Det har vi ikke skrevet nogen steder. Alt i alt skydes der med usande spredehagl, og den slags preller jo heldigvis blot af på fjerdragten.

DOF kunne have nævnt andre medvirkende årsager til duehøgens tilbagegang, men de tilbagevendende faunakriminalitetssager med ulovlig forgiftning, fældefangst og nedskydning af rovfugle gør, at vi ikke er i tvivl om, at ulovlig efterstræbelse er en medvirkende årsag til duehøgens tilbagegang.

Alene inden for de seneste cirka fem år er der kommet mindst fem sager (om duehøg) for dagens lys, og vi må desværre antage, at det kun er toppen af isbjerget.

Vil samarbejde med Danmarks Jægerforbund
Som vi også skriver i artiklen i Fugle og Natur, findes årsagerne til tilbagegange hos visse rovfuglearter ”både i ændret habitattilgængelighed, intensiveret landbrug, skovfældning og afvanding, mangel på redepladser, jagt under træk til og fra overvintringsområderne, såvel som dokumenteret illegal bekæmpelse her i landet”.

Det er en nuancering, som det ville have klædt Jens Ulrik Høgh at have husket i sit debatindlæg.

Danmarks øgede bestand af stor hornugle bruges også af Høgh som en potentiel forklaring for den vigende duehøgebestand (de spiser nemlig blandt andet duehøge), og det kan sagtens være en del af forklaringen i Jylland.

Men så burde duehøgene på Fyn, Vestsjælland og Lolland jo have det fint, idet disse ugler slet ikke findes her, men sådan er det langt fra.