Eksperter: Den evige kortlægning sikrer ikke så meget som en dråbe rent dansk drikkevand

I 1993 havde den daværende direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelser (nu GEUS) Ole Winther Christensen en kronik i Politiken under overskriften ”Giften i drikkevandet”. Det var dengang, hvor det stadig var avisoverskrifter i at skrive, at nu havde man fundet sprøjtegifte et eller flere steder i landet.

Nogle få år før havde Folketinget besluttet, at der skulle etableres et nationalt overvågningsprogram, der omfattede fund af pesticider og nitrat i grundvandsboringer og medtog ditto fund i vandforsyningsboringer.

Ikke længe efter begyndte alarmklokkerne at ringe. Først få fund – med årene flere og flere – til i dag, hvor fund af kemikalier i grundvand og drikkevand langt fra er kioskbaskere og nærmest irriterende læsning, hvis det altså ikke lige handlede om vores drikkevand.

Kortlægning alene er som en bil uden hjul. Der mangler politisk mod og en lovgivning, der effektivt beskytter befolkningens drikkevand

Erik Arvin og Jens Andersen
Hhv. professor emeritus, DTU og fhv. planchef, Hofor

Her 30 år efter er det så meget mere deprimerende at læse afslutningen på kronikken fra 1993: ”Det er stadig muligt at vende udviklingen – men det er nu, vi skal handle. Gør vi ikke det, kan det blive for sent”.

Kortlægning uden beskyttelse

Skiftende regeringers politik med at beskytte det danske drikkevand har slået fuldstændig fejl. Godkendelsessystemet for pesticider og andre kemikalier har langt fra vist sig at være i stand til sikre grundvandet mod forurening – og hermed befolkningens og de kommende generationers legitime ret til rent drikkevand.

Det samme gælder forsøg på gennem frivillighed at få aftaler med landmænd og andre for at få dem til at stoppe med hælde kemikalier ud ovenpå det grundvand, der kan ende som vores drikkevand – og hvis anvendelse i øvrigt er godkendt af myndighederne.

Miljøministre har gang på gang forsikret befolkningen om, at nu ville der komme styr på tingene. Hver gang man har nærmet sig ondets rod – forbud mod kemikalier og inddragelse af eller restriktioner på de nødvendige arealer i indvindingsområderne – så har ansvarlige politikere bistået af embedsværket i stedet besluttet sig for mere kortlægning – for ikke at genere jordejere og erhverv.

Dette til trods for gentagen kritik fra blandt andet Rigsrevisionen om statens indsats og de tørre tal om stadig flere fund af kemikalier i grund- og drikkevand.

Rensning er langt dyrere end at forhindre forurening, fordi rensning er energikrævende – hvilket heller ikke er smart i en tid med klimaproblemer

Erik Arvin og Jens Andersen
Hhv. professor emeritus, DTU og fhv. planchef, Hofor

Nu har vi for et milliardbeløb kortlagt grundvand og drikkevandsområder i en periode på måske 50 år, og vel at mærke gennem årene stadig mere målrettet mod at sikre drikkevand – kortlægning i verdensklasse.

Men kortlægning alene er som en bil uden hjul. Der mangler politisk mod og en lovgivning, der effektivt beskytter befolkningens drikkevand.

Man kan gennemtvinge store anlægsprojekter som motorveje og energianlæg gennem ekspropriation – men besynderligt nok ikke sikre arealer mod forurening af vores drikkevand.

De senere år har man forsøgt sig med at frede mindre arealer ved drikkevandsboringer – de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Tro mod grundlovens principper har dette tiltag som udgangspunkt været baseret på frivillighed, og så sker der – vanen tro – alt for lidt.

Da deadline for BNBO indfandt sig, var der kun indgået aftaler for få procent af de udpegede BNBO-arealer.

Loven sagde, at så skulle gennemførelsen ske ved påbud, men endnu engang blev tingene udskudt.

Senest har vores miljøminister Magnus Heunicke lovet, at der i sommeren 2024 kommer et påbud. Ministeren bedyrer, at rent drikkevand har førsteprioritet – vi afventer i spænding konkrete handling og ikke flere undskyldninger.