En skide zoologisk have - udsætninger til debat

For godt tre års tid siden var en lidelsesfælle og jeg en tur på Samsø for at lede efter en bille, som ikke var truffet i Danmark siden 1982. Den hedder månetorbist og lever i og af kolort. Og i modsætning til de 100 gange, hvor jeg uden held har eftersøgt sjældne arter, skete miraklet faktisk: Oppe på den sidste skrænt inden Issehoved fandt vi en månetorbist - med horn og det hele - og begejstringen ville ingen ende tage. Tænk, at den havde overlevet i så mange år, på trods af alt for få lorteproducerende muhkøer, som kommer alt for sent på græs. Det kunne man kun føle en dyb for- og beundring over.

Efter fundet sad vi længe og kiggede op mod Helgenæs' sydvendte skrænter, hvor Naturstyrelsen har masser af perfekte køer gående. Man skulle være et skarn, hvis man ikke lige tog en håndfuld månetorbister med i et glas og satte dem ud oppe i dette djurslandske paradis for lortebiller... Lad dette derfor være indgangen til den i mine øjne vigtigste etiske debat i dansk natur- og biodiversitetspolitik: Skal vi (gen)udsætte arter i naturen?

De kommer jo ikke af sig selv! 
Faktum er, at det sker overalt. Udsætning af arter er et slaraffenland for entreprenante biologer, skovfolk, dyrepassere og andre faggrupper overalt i verden. Det giver hurtige resultater, og det giver god presse. Man kan ikke tænde for fjernsynet uden at se endnu et næsehorn, der får en pil i røven, bliver transporteret i container på tværs af landegrænserne og udsat i en kæmpe indhegning et eller andet tilfældigt sted i Afrika. For nylig fortalte en kollega fra Tyskland, hvordan de i deres naturreservater uden blusel importerer og udsætter sommerfugle, selvsamme sommerfugles værtsplanter, mængder af padder og endog lortebiller. Hentet direkte fra Holsten, som det blev formuleret. Forespurgt, hvorfor de dog gør det, lød det korte svar: De kommer jo ikke af sig selv.

Svenskerne gør det også. De udsætter storke, så man i det østlige Danmark i træktiden efterhånden ikke kan se himlen på grund af svenske projektstorke. Englænderne dyrker udsætninger til perfektion: De har hentet mariehøneedderkopper i det midtjyske, udsat rovfugle og sommerfugle på kryds og tværs, og i 2012 tog en håndfuld engelske forskere til Sverige for at hente nogle hundrede dronninger af den i England uddøde jordboende humle - i øvrigt til mange svenskeres udtalte misfornøjelse, idet arten også er sjælden i Sverige!

Selv i Danmark gør vi det. Og listen over arter, som vi flytter rundt med "for arternes egen skyld", bliver længere for hvert år, der går. Egern, odder, bæver, klokkefrø, løvfrø og snart måske også eghjort, mørk pletvinge og andre uddøde insekter. Det har ingen ende, og det er en værre uskik!

Natur kommer af sig selv
For at formidle uskikken i det må jeg anlægge en dybt personlig indfaldsvinkel. Naturen selv er jo ligeglad, og jordboende humle og mariehøneedderkopper kommer sikkert til at leve et godt og indholdsrigt liv nede i den engelske jordbund. Men for undertegnede, der har været kratlusker siden min tidligste barndom, er det mageløse ved naturen og dens arter netop, at de svarer for sig selv. Hvis vi mishandler deres levesteder, uddør de. Hvis de har det godt, går de frem. Når efteråret melder sig, går de i dvale eller trækker sydpå. Og når der i april åbnes op for godteposen, vælter de frem, og det er verdens underfuldhed i en nøddeskal, når bysvalen en sen eftermiddagstime igen triller rundt over skolen efter en tur i Mozambique.

I mine øjne er det væsentligste problem, at mange af disse udsætninger er udtryk for en ligegyldighed over for naturen. Vi udsætter arterne, fordi vi kan, og fordi specielt politikerne ikke kan vente på, at de kommer af sig selv.

Morten DD Hansen
Naturvejleder og museumsinspektør

Natur er det, der kommer af sig selv. Lad gå, at mennesket påvirker eller sætter rammerne for naturen overalt på kloden. Det er ligesom et vilkår, når der er 7 milliarder mennesker stuvet sammen på en lille planet. Men naturens konkrete indhold kan vi altså ikke kontrollere. Pludselig spirer der en skovhullæbe i Legoland, i Oles have på Djursland kommer en svalehale forbi på jernurten, og en novemberdag er der i det midtjyske søreme en fløjtende krognæb fra den russiske tajga. Det er hver især fantastiske, dybe og rige naturhistorier, som uden problemer kan få folk til at udbryde "wauw!"

Ligegyldighed over for naturen 
Men historien kan sagtens blive anderledes fattig i fremtiden. Udsætninger kan blive et så udbredt fænomen, at arternes fortælling blot bliver, at "dén satte vi ud i 2013, denne her i 2015, og nu skal I bare se det nyeste skud på stammen - eghjorten er tilbage!" Det fører en mængde problemer med sig. Fagfolk får uendeligt svært ved at tolke arternes forekomst, for man kan aldrig vide, om der lige har været en ny udsætning, som har forplumret billedet. Det er sådan, vi i dag har det med agerhønsene: Hvor sjælden ville agerhønen egentlig være uden udsætninger? Formentlig meget sjælden... Et andet problem vil være, at det bliver svært at argumentere for at bruge flere millioner på at sikre et levested, når man lige så nemt bare kunne flytte arten et andet sted hen og reintroducere den 10-15 år senere.

I mine øjne er det væsentligste problem imidlertid, at mange af disse udsætninger er udtryk for en ligegyldighed over for naturen. Vi udsætter arterne, fordi vi kan, og fordi specielt politikerne ikke kan vente på, at de kommer af sig selv. Naturligvis vil jeg gerne have god natur, som kan understøtte den blå planets fantastiske mangfoldighed af liv, men hvis vi skaber nogle forhåbentligt velegnede levesteder, accepterer jeg, at dyr, planter og svampe tager lidt tid om at indvandre. At jordboende humle forsvandt fra England for 15 år siden, skyldes, at englænderne var nogle fjolser til at passe på deres natur. I stedet for at acceptere "straffen" - en lang jordboende humle-karantæne - vælger man the quick fix. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Ulven i Thy 
Sådan en debat fører altid en mængde spørgsmål med sig, som vi lige så godt kan tage i opløbet. Det hyppigst stillede er "hvad med bæveren?" Bæveren er i mine øjne en entreprenør, der løser en opgave. En slags naturpleje-ko til vands. Bæveren i sig selv er jeg bedøvende ligeglad med. Skyd dem, hvis det er det... Et andet spørgsmål handler om det tidsmæssige perspektiv? Grævlingen blev for flere hundrede år siden udsat på Sjælland, og mange af vore mest danske planter er indført med mennesker? Tja. Det er rigtigt. Tiden læger formentlig de fleste sår. Men derfor kan man godt tænke sig om. Endelig er der spørgsmålet om udsætning af jagtbare arter. Hvad med krondyr, sika, agerhøns, fasaner, ørreder, laks og alle de andre? Dem udsætter vi, fordi vi ønsker at fange dem. Vi gør det ikke for fasanens eller laksens egen skyld, selv om nogle sikkert vil påstå det. Det er med andre ord ikke arten, der er målet.

Biologer og andre fagfolk er rasende uenige om udsætninger. Men lad mig afslutte med ulven i Thy. Den fulgte vi alle med spænding, og da den skulle obduceres, blev det vist live på flere kanaler. Men alle var vi faktisk enige om, at ulven kun er en god historie, hvis det er en vild ulv, der er vandret herop fra Tyskland. Alt andet vil være et antiklimaks af rang. Det er hovedet på sømmet: Natur er det, der kommer af sig selv. Alt andet er bare en skide zoologisk have.