Tidligere embedsmand: Landbrugsforhandlinger skal føre til CO2-afgifter

Dansk landbrug står for 35 til 40 procent af landets udledning af klimagasser ifølge vores mest pålidelige faglige institutioner som for eksempel Klimarådet, Formandskabet for De Økonomiske Råd, Aarhus Universitet og tænketanken Concito, men samtidig står landbruget kun for to til tre procent af beskæftigelsen.

Regnes der på, hvad landbrugets store udledninger af kvælstof, ammoniak og pesticider betyder for naturen, miljøet og for vores sundhed, går regnskabet i glødende rødt.

Selv om vi alle sammen er med til at støtte landbruget økonomisk gennem en stadigt voksende jungle af gavmilde og skattebetalte nationale og EU-støtteordninger, er erhvervet i konstant krise. Erhvervet får minimum syv milliarder kroner årligt, og vi giver dermed årligt mere end en halv million kroner til hver dansk landbrugsfamilie.

Alligevel går en landbrugsbedrift konkurs dagligt, og de få resterende heltidslandmænd udgøres i dag af kun omkring 8.500 aldrende mænd med en gennemsnitsalder på 59 år.

Generationsskiftet er for længst gået i stå på grund af gårdejernes samlede gæld på omkring 250 milliarder kroner. En gæld, som gør det udsigtsløst og umuligt for unge landmænd og -kvinder at overtage gårdene.

Landbruget skal tage ansvar for deres CO2-udledning
Erhvervet domineres af svinebønder, mælkebønder og nogle få store fjerkræsproducenter.

De danske husdyr producerer kød og mejeriprodukter nok til at brødføde 15 millioner mennesker årligt – en kolossal produktion af animalsk protein i vores lille land.

Danmark må derfor importere store mængder sojaproteiner fra Sydamerika, selv om alle vores marker og hele vores landskab allerede bruges til at dyrke foderafgrøder til de over 200 millioner danske husdyr, der slagtes årligt. Det er denne del af landbruget, som står for alle de store problemer med klimaet, naturen, miljøet, havet, grundvandet og sundheden.

CO2-afgifter anses generelt for at være det bedste middel til at nå klimamålet. En afgift som skal gælde for os alle – inklusiv landbruget

Søren Mark Jensen
Tidligere embedsmand i Miljøministeriet og rådgiver for Veganerpartiet

Alle de økonomer, som har regnet på, hvad der samfundsøkonomisk set er det bedste at gøre for at leve op til den nationale målsætning om 70 procents reduktion af Danmarks klimagasudledninger inden 2030, har påvist, at det vil være bedst og billigst for Danmark, hvis landbruget leverer sin del af reduktionen.

Økonomerne er også enige om, at det vil være meget dyrere og få langt mere alvorlige negative konsekvenser for den samlede danske beskæftigelse, hvis det skulle lykkes landbruget at smyge sig udenom sit ansvar.

Det ville resultere i, at de øvrige erhverv og de danske husstande (som allerede er pænt foran dansk landbrug, når det gælder den grønne omstilling) vil få ansvar for at lukke hullet efter landbrugets manglende indsats.

CO2-afgift vil ikke ramme landbruget hårdt
De samme eksperter har også enstemmigt meldt ud, at landbrugserhvervet ikke vil blive ret hårdt ramt, hvis man indfører en generel CO2-afgift. CO2-afgifter anses generelt for at være det bedste middel til at nå klimamålet. En afgift som skal gælde for os alle – inklusiv landbruget.

Økonomernes beregninger viser, at indførelsen af en sådan afgift kun vil resultere i en mindre og midlertidig nedgang i beskæftigelsen inden for landbruget og næppe vil have nogen langtidseffekt på beskæftigelsen i erhvervet.

Endelig har de genregnet på den såkaldte lækageeffekt, altså effekten af, at bønder i andre lande vil producere mere kød og flere mejeriprodukter til markedet, hvis danske bønder producerer mindre.

Genberegningen viste, at der kun vil være en meget moderat lækageeffekt, blandt andet fordi de fleste andre lande med stor animalsk produktion også står over for at finde bedre og mere klimavenlige udviklingsveje for deres landbrug.

Landbrugsforhandlinger bør have fokus på CO2-afgift og støtteordninger
Man må derfor håbe, at de nuværende politiske forhandlinger om landbruget har øje for, at den kommende CO2-afgift også skal gælde landbruget. Uden dette vil den ønskede og nødvendige omlægning af erhvervet næppe finde sted.

Forhandlingerne skal også gerne sikre oprydning og omlægning af den nuværende rodebunke af støtteordninger til det animalske landbrug (eksempelvis penge til reklamefremstød for animalske produkter, til skolemælksordningen og til opførelse af nye store svineproduktionshaller).

Disse midler bør fremover gå til at understøtte unge landmænds muligheder for at etablere og udvikle et klimavenligt landbrug med fokus på produktion af sunde plantebaserede fødevarer.

Sker det ikke nu, må vi nok se i øjnene, at vi alle sammen – inklusiv dansk landbrug – bliver ladt tilbage på perronen og ikke kom ordentlig med i den grønne omstilling.