Debat

Fiskeriforening og tænketank: Her er fire forslag, som kan omstille fiskeriet og tilgodese havmiljøet

Hvis fiskeriet skal tage ansvar for den grønne omstilling, er der behov for, at erhvervslivet og politikerne samarbejder for at gentænke og sikre plads til dansk fiskeri, skriver Liselotte Hohwy og Svend-Erik Andersen.

Fiskeriet er parat til at sætte turbo på den grønne omstilling. Men vi har brug for samarbejde på tværs af erhverv og bedre rammer
fra politisk side, så vi i fællesskab finder nye veje for dansk fiskeri, skriver Liselotte Hohwy og Svend-Erik
Andersen.  
Fiskeriet er parat til at sætte turbo på den grønne omstilling. Men vi har brug for samarbejde på tværs af erhverv og bedre rammer fra politisk side, så vi i fællesskab finder nye veje for dansk fiskeri, skriver Liselotte Hohwy og Svend-Erik Andersen.   Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Liselotte Hohwy Stokholm
Svend-Erik Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark er en stolt fiskerination, og fiskeriet er en central del af dansk kulturhistorie såvel som økonomien og livet i kystområderne. I årtier har danske fiskefartøjer langs vores kyster fra Rømø, Skagen og til Bornholm bidraget til eksportindtægter til statskassen og tusindvis af blå arbejdspladser.  

Fiskeriet er dog udfordret fra flere sider. Brexit-aftalen betyder, at værdifulde fiskekvoter skal afgives til Storbritannien. Der er voksende konkurrence om adgang til havet. Fiskerimulighederne i Østersøen efter torsk, sild med mere er reduceret drastisk i de senere år. Endelig er havmiljøet under pres fra mange menneskelige aktiviteter – herunder udledninger fra land og by i særdeleshed.  

Men der skal være plads til et miljø- og klimamæssigt bæredygtigt fiskeri i et kystsamfund som Danmark. Fiskeriet er parat til at tage sit ansvar og i samarbejde med Tænketanken Hav, erhvervslivet, forskere og politikere udvikle erhvervet, så fiskeriet i højere grad bidrager til kampen for et sundt havmiljø og biodiversitet i havet.  

Fire forslag til at omstille fiskeriet    

Hvis det skal lykkedes, er der behov for at gentænke og sikre plads til dansk erhvervsfiskeri. Det kræver, at fiskeriet i større omfang inddrages i placeringen af havvindmøller og andre aktiviteter til havs, tilrettelægningen af fiskeriforvaltningen og i indsatsen for at beskytte havmiljøet.  

For at sikre et socialt og miljømæssigt bæredygtigt fiskeri i Danmark er det afgørende at øge incitamenterne til at fremme bæredygtig omstilling

Liselotte Hohwy og Svend-Erik Andersen, hhv. adm. direktør, Tænketanken Hav og formand, Danmarks Fiskeriforening

For at sikre et socialt og miljømæssigt bæredygtigt fiskeri i Danmark er det afgørende at øge incitamenterne til at fremme bæredygtig omstilling. Derfor har vi fire konkrete forslag, der kan være med til at omstille erhvervet og tilgodese havmiljøet:  

For det første at indføre konkrete støtteordninger til fiskerierhvervet øremærket grøn omstilling. For eksempel offentlig medfinansiering af miljømæssigt bæredygtige fangstredskaber og indretning af fiskefartøjer, så de på sigt er klar til grønne brændstoffer. Det vil mindske branchens CO2-aftryk og bidrage til klima- og miljødagsordnen.   

For det andet at lave grundige analyser og dataindsamling af bundslæbende redskabers konkrete miljøpåvirkning i forskellige områder. Det er nødvendigt for at finde ud af, hvilke fangstredskaber, der kan anvendes miljømæssigt bæredygtigt i hvilke områder og hvordan.   

For det tredje at udvikle pilotprojekter med teknologiske og skalerbare fiskeredskaber, der for eksempel kan anvendes i områder med havvindmøller, og som har en lav miljøpåvirkning.   

For det fjerde at skabe gode rammevilkår for formaliseret samarbejde og sameksistens med andre erhverv på havet. Det drejer sig specielt om havvindindustrien, som kommer til at spille en vigtig rolle for udviklingen af vedvarende energi til fremtidens grønne samfund.   

Danmark kan blive et grønt foregangsland  

Danmarks Fiskeriforening er parat til at stå i spidsen for en grundlæggende grøn omstilling af fiskeriet, og Tænketanken Hav vil samle aktørerne og udvikle løsninger. Derfor har vi brug for samarbejde på tværs af erhverv og bedre rammer fra politisk side, så vi i fællesskab finder nye veje for dansk fiskeri.

Det her bliver ikke en let opgave, men netop derfor skal vi gøre det. For hvis det lykkedes, kan Danmark få et meget mere bæredygtigt fiskeri, der leverer sunde kvalitetsfisk til middagsbordene verden over og samtidig sikrer liv og aktivitet i de danske fiskerihavne og kystområder.   

På den måde kan vi inspirere andre lande og blive et foregangsland for en bæredygtig grøn omstilling af erhvervet. Til gavn for livet i og på havet – og til gavn for klimaet.   

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liselotte Hohwy Stokholm

Direktør, Tænketanken Hav
MBA (SDU og Handelshøjskolen i Århus 2011)

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)