Forskere: Er Vildtforvaltningsrådets tid ved at være forbi?

Alles kamp mod alle

Over for denne tilbagevenden til en monopolisering af landskabet står en anden og mindst lige så problematisk virkelighed, nemlig, at der fortsat er tusindvis af små grundejere, som bestemmer over småparceller.

Heri ligger som udgangspunkt en demokratisk modvægt i forhold til monopoliseringen. Men ikke mindst på de små ejendomme giver jagtrettens tilknytning til ejendomsretten forvaltningsmæssige udfordringer.

Det gælder især jagt på arter, som bevæger sig over store arealer (for eksempel krondyr), og derfor af både biologiske og etiske grunde fordrer en fælles forvaltning på tværs af matrikler.

Her er udgangspunktet i dag, at vildt i jagtsæsonen kan jages på arealer helt ned til én hektar uden regler for, hvor mange dyr den enkelte nedlægger, eller hvor ofte der jages.

Et “våben” i denne kamp er mange steder intensiv tilskudsfodring i form af udlagte foderbunker, ikke for at ‘pleje’ dyrene, men for at skyde dem, før naboen gør det.

Niels Kanstrup og Hans Peter Hansen
Vildtbiolog, Aarhus Universitet og ph.d., demokrati og naturforvaltning

Jagten er mange steder alles kamp mod alle, og et “våben” i denne kamp er mange steder intensiv tilskudsfodring i form af udlagte foderbunker, ikke for at ‘pleje’ dyrene, men for at skyde dem, før naboen gør det.

Jagtsæsonen for de store arter af hjortevildt strækker sig de fleste steder over hele efteråret og vinteren. Der er stedvist mulighed for at skyde før solopgang og efter solnedgang.

Efterspørgslen på jagt er stor, så jagttrykket er i nogle områder enormt med en række utilsigtede både praktiske og etiske effekter til følge.

Jagtudøvelsen har her præg af det, som den nu afdøde nobelpristager i økonomi, Elinor Ostrom, kaldte for “the tragedy of the commons”. Det siger sig selv, at vildtforvaltning under sådanne vilkår er potentielt konfliktfyldt.

Et råd til at støtte til ministeren

Det indså man allerede i 1979, hvor der blev oprettet et særligt råd til at støtte ministeren i beslutninger om jagt- og vildtforvaltning: Vildtforvaltningsrådet.

Det fik en bred sammensætning af repræsentanter fra både naturbeskyttelses- og brugerorganisationerne. Rådet var ministerens redskab til at få komplicerede emner forhandlet på plads af de berørte organisationer, hvormed ministeren selv slap for balladen.

Denne model fungerede godt, og svendestykket var jagtloven fra 1993, som blev til på en indstilling fra et enigt Vildtforvaltningsråd.

Mange andre svære emner har siden været på tapetet: Nye vildtreservater, ændring af jagttider og håndtering af anskydninger blot for at nævne nogle.

Og så vidt vi ved, har de siddende ministre i de fleste tilfælde blot stadfæstet indstillinger igennem lovgivning. Men dette er under forandring.

For da man kom til problemet med forvaltning af hjortevildtet i Danmark, hvor rådet afgav indstilling til ministeren i juni 2016, og opgøret med ukontrolleret udsætning af millioner fasaner og gråænder, hvor indstillingen forelå i juni 2023, gik det galt.

I begge tilfælde lagde Vildtforvaltningsrådet alle kræfter i at komme med brede og i hovedtræk enstemmige indstillinger.

Men siddende ministre valgte ikke at følge anbefalingerne formentlig efter internt pres fra stærke særinteresser på Christiansborg.

Hr. og fru Jensen til forhandlingsbordet

Det er en ministers ret at beslutte, om han eller hun vil følge Vildtforvaltningsrådet.

Men udviklingen har haft den pris, at rådet gradvist synes at have udspillet sin rolle, og organisationerne ser ud til at have mistet motivationen for at forhandle sig til enighed – dét, som har været rådets styrke.

Vi lever i opbruddets og polariseringens tid og – kan man sige – alting har sin tid.

Måske har Vildtforvaltningsrådet mistet sin rolle og betydning, og måske er det i virkeligheden mere demokratisk, at den faglige og politiske forhandling af vildtforvaltning rykkes fra interesseorganisationerne til Folketinget?

Det store spørgsmål er, om Christiansborg og befolkningen er rustet til en demokratisk diskussion af jagt og vildtforvaltning.

Niels Kanstrup og Hans Peter Hansen
Vildtbiolog, Aarhus Universitet og ph.d., demokrati og naturforvaltning

Det store spørgsmål er blot, om Christiansborg og befolkningen er rustet til en detaljeret og demokratisk diskussion af jagt og vildtforvaltning? Det er der ikke meget, der tyder på.

Det er for eksempelvis vores oplevelse, at folk ikke kender forskellen på et rådyr og et dådyr endsige har kendskab til dyrenes adfærd og de forvaltningsmæssige problemstillinger.

De fleste danskere er positive over for jagt, men når det kommer til detaljerne, aner de fleste formentlig ikke, hvad jagt går ud på.

Så skal demokratiet i dansk vildtforvaltning sikres ved i højere grad at invitere hr. og fru Jensen med til forhandlingsbordet, forestår der en enorm og årtiers lang opgave med at udbrede viden om, hvad jagt og vildtforvaltning handler om.

Dette matcher ikke nødvendigvis borgernes interesser og ønsker.

Men er man interesseret, og har man noget på spil, er det en god ide at følge udviklingen og se, hvor det hele lander.

Og kommer det til, at Vildtforvaltningsrådet fortsat desavoueres – ultimativt nedlægges – har man som interesseret borger, hvad enten man er jæger, ornitolog, dyrebeskytter, landmand eller bare glad for naturen retten til at henvende sig til ministeren på området og i øvrigt følge og give indspil til det lovgivende arbejde og den daglige forvaltning.

Det vil vi anbefale, at man gør. For demokratiets skyld. Og for vildtets, om man vil.