Forskere: Den grønne trepart viser, hvordan bred inddragelse kan bygge bro mellem polariserede grupper og politikere

Alle parter har hånden på kogepladen

Fem ministre inviterede derfor Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening, arbejdsmarkedets parter og eksperter fra Concito til forhandling om en fælles aftale på et område med stigende politisk polarisering.

Med en voksende mødefrekvens og forhandlingsintensitet landede parterne mod alle odds en fælles aftale om reduktion af CO2 og kvælstofudledning gennem arealomlægning og etablering af skov og vild natur.

Alle parter syntes at være godt tilfredse med aftalen.

Det er en voldsomt interessant konstruktion, da det er sjældent, at offentlige politik både formuleres og gennemføres i et tæt samarbejde med de implicerede parter.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Afgørende for at champagnepropperne kunne springe i juni 2024 var, at regeringspartierne undervejs fandt fælles fodslag, og at landbruget og naturfredningsforeningen kunne enes om tiltag, der både sikrer landbrugets overlevelse og bidrager til at løse klima- og naturkrisen.

Folketinget vedtog i efteråret 2024 den grønne trepartsaftale gennem et bredt politisk forlig, der skærpede kvælstofindsatsen.

Folketinget vedtog desuden, at den grønne trepartsaftale skulle implementeres af 23 lokale treparter etableret med udgangspunkt i naturlige vandoplande.

Her skulle politiske repræsentanter fra kommunerne i vandoplandet sammen med repræsentanter fra lokale landbrugs- og naturorganisationer og i samarbejde med lokale lodsejerne i løbet af 2025 lave frivillige aftaler om omlægningsplaner, som efter kommunalpolitisk vedtagelse skal gennemføres fra 2026 og frem.

Parterne har en egeninteresse i at finde løsninger

Det er en voldsomt interessant konstruktion, da det er sjældent, at offentlige politik både formuleres og gennemføres i et tæt samarbejde med de implicerede parter.

Det giver dog god mening, da det betyder, at alle parterne har hånden på kogeplanen i forhold til at lykkes med svære omlægninger, der tegner til at blive danmarkshistoriens største arealomlægningsreform.

Det nationale kompromis og det brede folketingsforlig har lagt et betydeligt pres på de lokale aktører for at blive enige om en omlægningsplan.

Parterne har dog også en egeninteresse i at finde løsninger. Miljøorganisationerne er begejstrede over udsigten til at bytte landbrugsjord ud med søer, skov og vild natur.

Parterne har dog også en egeninteresse i at finde løsninger. 

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Desuden har landmændene en interesse i at lave omlægninger, der skaber ro om landbruget, og mange landmænd vil gerne af med deres dårlige og ukurante lavbundsjord, især hvis de får økonomisk kompensation eller erstatningsjord.

Omvendt har forsinkelser af vigtige styringsværktøjer, mangel på kommunale medarbejdere, politisering af arbejdet på grund af kommunalvalgkampen og usikkerheden om både erstatning for afstået jord og den fremtidige regulering af markanvendelsen skabt væsentlige barrierer for at nå til enighed.

Under overfladen har der desuden ulmet konflikter både mellem landbrug- og naturorganisationer og mellem kommunerne, og i den sidste fase har forhandlingerne flere steder været tæt på at bryde sammen.

Derfor er der grund til at kippe med flaget over, at det overalt er lykkedes de lokale treparter at lave lokale omlægningsplaner, der sigter mod at reducere kvælstof og CO2 udledningen fra landbruget.

Der er kun enkelte vandoplande, der ikke har en 100 procent opfyldelse af indsatsmålene.

Noget andet er at få det til at ske

Indgåelse af frivillige aftaler om planer for vådlægning af kulstofrige lavbundsjorde, udtagning af jorde, der udleder kvælstof til sårbare vandområder, anvendelse af nye afgrøder, plantning af ny skov og etablering af sammenhængende naturområder er en politisk bedrift, der kan slå hul i klima- og naturkrisen.

Men planer er kun papir, og det store spørgsmål er om frivilligheden holder, når planerne skal realiseres gennem lokale udtagningsprojekter og etablering af skov og vild natur.

En ting er at tegne streger på et kort og forpligte sig på indsatsmålene. Noget andet er at få det til at ske i praksis, når omkostningerne ved de konkrete omlægninger bliver tydelige.

Fra et forskningsmæssigt synspunkt er det ikke overraskende, at det lykkedes at skabe lokal enighed om omlægningsplanerne.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Der vil givetvis være udtagningsprojekter, der ikke bliver gennemført og nødvendiggør erstatningsprojekter.

Kommuner, der ikke har tegnet jordudtagning ind, svarende til en 100 procent opnåelse af indsatsmålene, står desuden over for en vanskelig opgave de steder, hvor landbrugets frugtbare højbundsjorde kommer i spil. Her kan de nye kystvandråd måske hjælpe.

Fra et forskningsmæssigt synspunkt er det ikke overraskende, at det lykkedes at skabe lokal enighed om omlægningsplanerne.

Nobelpristager professor Elinor Ostrom har nemlig vist, at man kan lykkes grøn omstilling baseret på frivilligt samarbejde, hvis processen understøttes af det rigtige styringsdesign.

Ostroms opskrift på succes er sammenfattet i en række principper, der stort set alle har været opfyldt i den grønne trepart.

Løsninger laves af dem, det vedrører

De 23 lokale treparter er således geografisk afgrænsede, hvilket gør det klart, hvem der får fordel af de grønne løsninger, og hvem der skal skabe løsningerne.

Samtidig rammestyres de lokale treparter sådan, at de centralt fastsatte indsatsmål kan opnås gennem en fleksibel lokal kombination af virkemidler.

Der er endda også mulighed for at integrere igangværende omlægningsprojekter i den nye indsats.

Indsatsen er baseret på en bred inddragelse af de lokale parter, idet kommunalpolitikere, landbrugs- og naturorganisationer bistået af dygtige embedsmænd skal udforme planerne for de lokale omlægningsprojekter, der skal udvikles og gennemføres sammen med de lokale lodsejere.

Den grønne trepart anviser nye måder at bygge bro både mellem polariserede grupper i samfundet og mellem politikere og befolkning.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Det er således dem, der skal leve med konsekvenserne, der laver løsningerne.

De lokale treparter følger også Ostroms anbefaling om at overvåge resultatopnåelsen, hindre og sanktionere vrangvillighed og regelbrud, samt at sikre adgang til konflikthåndtering.

Resultaterne monitoreres gennem indberetning i et digitalt system, baseret på konkret viden om udledningen fra hver enkelt mark.

I tilgift har regeringen sammen med parterne etableret et nationalt system for overvågning af den lokale indsats, fjernelse af barrierer og konflikthåndtering.

Hvis tingene går i hårdknude lokalt, kan man få råd og vejledning fra medarbejdere i Ministeriet for Grøn Trepart og få besøg af ministeren.

Inddragelse skaber ejerskab 

Sidst men ikke mindst er der sikret en central godkendelse af de lokale planer og indsatser, og det bidrager til at skabe gennemsigtighed, troværdighed, og politisk stabilitet.

Det er ikke sikkert, at det går glat fremover, og at den grønne trepart kommer helt i mål.

Men realiserer man 80 til 90 procent af målsætningerne, vil det være et stort fremskridt, der bidrager til, at vi når vores ambitiøse klimamål, og at det lykkes at genoprette noget af vores trængte natur og vandmiljø.

I Holland har man for forsøgt at lave en lignende omstillingsplan for landbruget, men forhandlingerne brød sammen og omstillingsplanen er skrinlagt. Derfor skal vi være glade for, at vi er nået så langt gennem dialog og forhandling.

Treparten bringer ikke kun løfter om grøn bæredygtighed, men kan også inspirere udviklingen af vores demokrati, som plages af stigende mistillid til politikerne.

Den grønne trepart anviser nye måder at bygge bro både mellem polariserede grupper i samfundet og mellem politikere og befolkning. 

Den brede inddragelse af relevante og berørte parter i politikskabelse og lokal implementering bidrager til at skabe nye og bedre løsninger og fælles ejerskab til deres gennemførelse.

Den grønne trepart skaber en ny kobling mellem det traditionelle repræsentative demokrati og et nyt samskabelsesdemokrati, som der er grund til at følge tæt.

Udbredelse af modellen til andre politikområder kan bidrage til at skabe et mere robust dansk demokrati.